Fra Rigsdagen

Vi mener, det kan interessere vore Medlemmer - efter Rigsdagstidendes Referat - at læse Uddrag af de to Taler, hvormed Ordføreren for Rigs­dagens største Parti, Hr. J. C. Christen­sen, og Regeringens Chef, Hr. Klaus Berntsen, indledte Rigsdagssamlingen.

 

Det er i Aar 10 Aar siden, jeg havde den Ære at ind­lede Forhandlingen om Finansloven. Det kunde da være fristende at kaste et Tilbageblik paa de Begivenheder, der have fundet Sted i de 10 Aar, og det Arbejde der er gjort i de 10 Aar; men jeg skal ikke falde for denne Fri­stelse. Det Arbejde, der er gjort, er saa stort og omfattende, at det vilde føre os for vidt, om jeg endog blot i korte Træk vilde forsøge at give en Over­sigt over det. Vidner om det Arbejde findes i Lovtidenden og paa Finansloven og, hvad mere er, findes ude i Livet. En Oversigt fra min Side er derfor overflødig. Ikke heller skal jeg komme ind paa de Begivenheder af politisk og af personlig Natur, som have fundet Sted her i det sidste Par Aar. Jeg vil i det hele lade det Tids­rum af 10 Aar ligge med alt dets onde og alt dets gode og derimod vende mig imod de Opgaver, der efter min Mening ligger for os herinde, og sige et Par Ord, dels om dem og dels om de Betingelser, vi have for at løse dem. Det er saa meget mere naturligt, at jeg vender mig mod den Tid, der kommer, som vi i Aar staa ikke alene med et nyt Ministerium, hvad der i det sidste Aars Tid ikke har været saa sjældent, men ogsaa med en næsten helt ny Rigsdag.

Jeg mener, at der særlig er 3 Omraader, med hvilke vi komme til at beskæftige os - med det første af disse dog ikke saa meget, thi det er i det væsentligste færdigt fra Rigsdagen, det er Forsvarsspørgsmaalet. Rigsdagen har angaaende dette Spørgsmaal i Ho­vedsagen truffet sin

Afgørelse og Fol­ket har truffet sin Afgørelse, ikke min­dre end to Gange, saa det, der nu lig­ger for paa dette Omraade, ligger væ­sentlig for Ministeriet og Administra­tionen. Man kan kun ønske Ministeriet Lykke til at gennemføre denne Sam­ling Love paa saa god en Maade som muligt, ønske det Lykke til at faa Pengene anvendte paa saa god en Maade som muligt, faa det bedst mu­lige ud af de Penge, som ere bevil­gede - de mange Penge, kan jeg til­føje, som ere bevilgede. Det har været en Nødvendighed at faa denne Sag i Orden, det har været en Nødvendighed at bevilge disse mange Penge, vi maa da haabe, at de blive saa vel anvendte som muligt. Der er til de store Ud­gifter anvist ogsaa nye Indtægter, og det er min Overbevisning, at med den Stigning af Skatten, der er anvist, ville disse Udgifter kunne blive dækkede, i det .lange Løb endog til Overflod. Alligevel vil der paa dette Omraade findes enkelte Spørgsmaal, som det vil blive nødvendigt for Rigsdagen at be­skæftige sig med, om ikke straks saa i kommende Aar.

Jeg skal minde om et Spørgsmaal, der ved Behandlingen af Forsvarslovene kun delvis blev løst, idet Sagen blev skudt ud indtil 1. April 1911. Det er Spørgsmaalet om Musikken. Et andet Spørgsmaal, som er vigtigere, blev heller ikke løst_; det er Spørgsmaalet om Tilgangen af Befalingsmænd ved Hær og Flaade og om deres Uddan­nelse. Der blev truffet en Bestemmelse i Lovene om, at Ministeriet inden 1914 skulde forelægge et Lovforslag i saa Henseende. Det er meget vigtigt, at dette Lovforslag bliver saa godt og vel overvejet som muligt, og at det saa bliver behandlet saa godt som mu­ligt af Lovgivningsmagten, thi det har en overordentlig stor Betydning, at Hær og Flaade forsynes med en Stamme af Befalingsmænd, baade i de højere og i de lavere Grader, der har Forstaaelse af deres Opgave og det Materiale, der arbejdes med. Og for saa vidt den højtærede Forsvarsminister allerede har udtalt sig - og det har han jo - om, at det er hans Agt at gøre sit til, at det, man populært kal­der Tonen i Hæren, kan forbedres, er jeg overbevist om, at han specielt fra den Side i Salen, hvortil jeg hører, vil nyde den allerfortrinligste Støtte.

Det er mange Penge, der ydes til vort Forsvar. Jeg har nævnt, at det var nødvendigt at yde disse Penge - man kan kalde det en sørgelig Nød­vendighed, om man vil, men nødven­digt er det. De Nedsættelser af Militær­udgifterne, som vi ønske, og som man sikkert trindt omkring i Landene ønsker, tror jeg ikke, man kan faa, før der bliver afsluttet internationale Over­enskomster derom. Jeg har i det lange Løb naaet den Overbevisning, at det gaar ikke an for et enkelt Land, og allermindst for et lille Land som vort, ensidigt at indskrænke Militærvæsenet saaledes, at Landet ikke kan løse de Opgaver, som kræves af det. Men jeg er lige saa stærkt som tidligere besjæ­let af Ønsket om, at man ved de For­handlinger, som finde Sted mellem Landene, maa kunne naa til de attraaede Nedsættelser. Jeg tror ikke, Fol­kene i det lange Løb kunne bære de store Udgifter, som paalægges dem til Ordningen af deres Forsvar.

Det andet Omraade, jeg vil sige et Par Ord om ved denne Lejlighed, er langt mere aktuelt, for at udtrykke det med et fremmed Ord, end det, jeg har talt om; thi dette er afgjort ved Valgene. Det, der meget mere ligger for, er det vanskelige finansielle Spørgsmaal, som Finansministeren indtrængende beskæftigede sig med, da han forelagde Finansforslaget og anmeldte Statsregnskabet for det foregaaende Aar. Jeg skal ikke gennemgaa Tallene, thi jeg kan i den Henseende henholde mig til de Udtalelser, som faldt fra Finansministeren, og finder det urig­tigt at spilde Tiden med Gentagelser. Til at afbøde Manglerne ved de bestaaende Forhold, til at skaffe Balance pegede Finansministeren paa to Veje, dels en Forøgelse af Statens Indtægter og dels Besparelser. Hvad Spørgsmaalet om en Forøgelse af Statens Ind­tægter angaar, kan jeg i det væsent­lige henholde mig til Finansministerens Udtalelser og skal ikke udtale mig ret længe derom. Ogsaa jeg tror, at vi maa unde Finansministeren og derved hele Ministeriet en passende Tid til at se Forholdene an og navnlig til at af­vente den angaaende Finansloven ned­satte Kommissions Betænkning. Jeg tror, at Finansministeren har set rigtigt i, at de ny Skattelove, navnlig ved­rørende de indirekte Skatter, endnu ikke have virket tilstrækkelig længe til, at man med Bestemthed kan sige, hvorledes Resultatet endelig vil blive. Hvad Spørgsmaalet om Sparsom­melighed angaar, vil jeg sige, at vi jo alle i Teorien ere enige om at spare. Alle Mennesker og specielt alle Rigs­dagsmænd ere enige om dette. Der er ikke Tale om, at nogen vil staa op og gøre sig til Talsmand for det modsatte. Alle er enige om, at der bør spares, men naar det kommer til Stykket, bliver Vanskelighederne i Regelen saa store, at Sparsommeligheden ikke er til at praktisere. Saaledes, er jeg bange for, vil det ogsaa meget let gaa nu. Navnlig er det overordentlig vanske­ligt at indskrænke de Fornødenheder, man en Gang har vænnet sig til. Det er vanskeligt i det private Liv for en Mand eller en Kvinde at indskrænke de Fornødenheder, som de have gjort sig, og det samme gælder Staten. Det vil f. Eks. være vanskeligt at afskaffe en Række Tog paa Statsbanerne. At det vil lade sig gøre, tror jeg ikke meget paa, Befolkningen vil kræve disse Tog, vil kræve de sædvanlige Bekvemmeligheder, som den er vant til. Derfor mener jeg, at denne Bespa­relsestanke, som vi alle have, og de Bestræbelser, som vi alle i denne Henseende ønsker at gøre, væsentligst skulle rettes paa ikke at skabe os nye Udgifter, førend vi have Raad til at dække dem. I de Aar, hvor Pengene flød rigelig ind i Statskassen, var dette ikke saa vanskeligt at praktisere. Da kunde man af de ordinære aarlige Indtægter tillade sig at afholde Udgifter, som strengt taget ikke kunde regnes for at være ordinære, aarlige løbende Udgifter. Vi have saaledes i en lang Række Aar afholdt en Række Bygningsudgifter, meget ekstraordinære Udgifter. Vi have haft Raad dertil og have kunnet dække dem, og saa er der ikke noget at sige dertil. Vi have bygget en hel Række Postbygninger, Telegrafbygninger, Toldbygninger, og vi have bygget Rigsarkiv, Rigs­hospital, vi bygge paa Christiansborg Slot, og en hel Række andre saadanne store Foretagender have vi taget op, og det har der ikke været noget at indvende imod. Men naar de vanske­lige Tider komme, og de ere komne, da kunne saadanne Byggeforetagender skydes ud. Ikke de, der ere paa­begyndte, de skulle selvfølgelig gøres færdige, men nye Foretagender kan man som Regel skyde ud. Man kan godt hjælpe sig i længere Tid med de gamle Bygninger, naar man ikke har Raad til at bygge nye.

I den Retning kan Sparsommelighed øves, og der bør den øves. Derimod bør den ikke og kan i Virkeligheden ikke overfor Udgifter, der flyde af or­ganisatoriske Love, eller saakaldte so­ciale Love. Her er et Spørgsmaal, som jeg antager, at Rigsdagen allerede i denne Samling vil komme til at beskæftige sig med, og hvis det ikke sker i denne Samling, saa dog hurtigst muligt. Det er Spørgsmaalet om For­sørgelse af fattige, helt eller delvis forældreløse Børn. For uægte Børns Vedkommende er Spørgsmaalet delvis løst ved Alimentationsloven, den tvungne Inddrivelse af Alimentations­bidrag, men for ægtefødte Børns Ved­kommende staar Spørgsmaalet aabent endnu, og tager man sig af disse Børn, saa er Spørgsmaalet om Enker og Enkemænd, som vi have beskæftiget os med her, løst med det samme. Hvorledes man vil løse denne Opgave, skal jeg ikke udtale mig om ved denne Lejlighed - det er formentlig heller ikke Stedet her ved Finanslovens første Behandling, men det er en Opgave, som man ikke ved at henvise til de vanskelige Tider kan skyde fra sig.

Det tredie Omraade, jeg vil opholde mig lidt ved, er det, vi af større Sager behandlede sidst her paa Rigsdagen, nemlig Valgkredsordningen. Der er vist Enighed i alle Partier om, at dette Spørgsmaal nu skal løses, at Tilstanden ikke kan vedblive at være saaledes, som den er, men at vi maa have en Valgkredsordning, som giver en gan­ske anderledes retfærdig Repræsentation for hele Vælgerfolket end den nuværende. Dernæst er der sikkert og­saa Enighed om, hvad vi foreslog sidst, at udvide Valgretten til 25 Aars Alderen og give Kvinder Valgret. I alt Fald hos det overvejende Tal af Tingets Medlemmer er der sikkert Enighed derom. Den Fremgangsmaade, vi foreslog her, og som blev vedtagen, har nu faaet Tilslutning ved Valgene. Det kan ikke nytte, at nogen lukker Øjnene derfor og mener, at man kan gaa frem ad andre Veje end den, som Flertallet af Vælgerne i Virkeligheden sluttede sig til. Den Fremgangsmaade, som den nuværende Konseilspræsident da var Ordfører for, har faaet Tilslut­ning ved Valgene, og jeg gaar ud fra, det er Ministeriets Mening at fortsætte ad den Vej, som saaledes er anvist. Jeg tror ogsaa, det er den rigtige, thi man naar ikke frem til andre virkelige Reformer paa Forfatningslivets Om­raade, før man faar Folketinget saa­ledes indrettet, at det fra alle Sider anerkendes som et tro Udtryk for Folket. Først da tror jeg, der bliver nogen Kraft og nogen Saft i de Krav, som stilles hernede.

Saa har jeg ikke mange Ord at til­føje. Jeg skal byde Ministeriet Vel­kommen til dette Arbejde, og det gør jeg med Glæde, thi jeg er overbevist om, at Ministeriet føler det som sin Opgave og Pligt at træde i Spidsen for det Arbejde, som nu staar for, som Venstre har vedkendt sig i en Aarrække, og som findes paa vort Pro­gram af September 1909, hvilket Program er en Fortsættelse og en Uddybning af Programmet af 26. Januar 1905, der atter hviler paa Venstres Arbejde i Aarene fra 1895. Det glæ­der mig, at den højtærede Konseils­præsident paa Ministeriets Vegne tyde­ligt har udtalt i Sommer, at han stod paa dette Program og vilde arbejde for dets Gennemførelse. Han har udtalt det ikke alene i en snævrere Kreds, men ogsaa offentlig paa politiske Møder. Derfor kan jeg med Glæde byde Ministeriet Velkommen, og jeg kan sige til Ministeriet, at jeg tror, der er gode Betingelser for, at det Arbejde, som nu ligger for, kan lykkes. Der er gode Betingelser for at faa Arbejdsfred. Den store Sag, som har voldt megen Splid i en Menneskealder, er afgjort. Den er afgjort paa en Maade, som i Virkeligheden hindrer, at der tages Kamp op om den. Det vil ikke lykkes nogen, selv om han har den største Lyst dertil, at rejse en Kamp om Forsvarssagen mere. Det vil kun føre til brændte Fingre for vedkommende. Og den anden Sag, som særlig har været benyttet i de sidste Aars Tid, nemlig Alberti-Affæren, vil sikkert heller ikke blive benyttet mere. Der blev stillet Krav om en Rigsret, for man vilde have Arbejdsfred. Vi have haft Rigsret, og den Affære er bleven brugt saa stærkt, som den vist overhovedet kan udnyttes. Saa tage vi de Herrer paa Ordet og bede om Arbejdsfred, og jeg tror, Ministeriet kan gaa ud fra, at disse Scener, som her ere udkæmpede det sidste Aars Tid, bliver man nu fri for, og at man i Virkeligheden fra alle Sider, hvad man end maaske i Øje­blikket vil udtale, er enig om at tage fat paa de Opgaver, som ligge for.

Til Socialdemokraterne og de Radi­kale og til det Højre, som var de Ra­dikale og Socialdemokraterne saa be­hjælpeligt i Fjor, vil jeg sige, at vi staa os dog alle, de Herrer ogsaa, bedst ved i Fællesskab at tage Arbej­det op paa det, som nu ligger for, i Stedet for at staa og stampe i gammelt Kævl og Strid. Et lille Folk som vort kan ikke bestaa ved uafladelig at kæmpe om saadanne Smaating, som det i Virkeligheden er, og om personlige Spørgsmaal. Jeg vil derfor haabe, at man fra alle Sider vil slutte sig sammen for at tage Arbejdet op. Ikke saaledes at forstaa, at jeg maner de Herrer til paa alle Punkter at være enige med os! Det kan jeg ikke kræve, de Herrer have naturligvis samme Ret som vi til at fremsætte deres Syn paa de forskellige Ting - men jeg op­fordrer dem til i Fællesskab med os at drøfte Spørgsmaalene ud fra deres An­skuelser, ligesom vi drøfte dem ud fra vore, i den Hensigt at faa det bedst mulige ud deraf. Vort Land trænger mere til Samling nu end til Splid, Splid have vi haft nok.

 

Konseilspræsident Berntsen: Efter at Ordførerne for de forskel­lige Partier og Grupper her i Salen nu have haft Ordet, finder jeg mig foranlediget til at gøre nogle Bemærkninger, dels for at give Tilsvar til nogle af de Udtalelser, der ere faldne, dels for at klarlægge Ministeriets Stilling til den øjeblikke­lige politiske Situation og derved fore­bygge, at nogen skal være i Tvivl herom. Allerførst vil jeg bringe min Tak til det ærede Medlem for Ring­købing Amts 1ste Valgkreds

(J. C. Christensen) for den varme og ufor­beholdne Tilslutning, han i Gaar ud­talte til det nuværende Ministerium, en Udtalelse, der ikke alene staar for det ærede Medlems egen Regning, da det ærede Medlem staar som Ordfører for det størst Parti her i Salen.

Dernæst vil jeg udtale min Glæde over den urbane Tone, som har præ­get Forhandlingen baade i Gaar og i Dag; det turde være et godt Varsel om, at vi nu gaa ind i roligere og mere beherskede Tilstande, hvor man lidenskabsløst og menneskeligt kan tale til hinanden og forhandle med hinanden ogsaa om Ting, hvorom man er uenige. Ministeriet skal yde sit gode Bidrag til, at den gode Tone, som allerede er anslaaet her, skal kunne fortsættes i de kommende Dage.

Jeg vender mig dernæst til det ærede Medlem for Københavns Amts 2den Valgkreds

(K. M. Klausen). Det ærede Medlem havde ønsket, at jeg som Konseilspræsident havde indledet Forhandlingen her i Gaar. Det glæder mig selvfølgelig, at det ærede Medlem har længtes efter at høre mig; vi have jo saa tidt skiftet Hug med hinanden, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden med Interesse skulle kunne høre paa hinanden. Naar jeg ikke har kunnet føje det ærede Medlem i hans Ønske om at begynde Forhandlingen i Gaar med en storpolitisk Tale, ligger det for det første i, at jeg ansaa det for over­flødigt, thi allerede samme Dag, som det nuværende Ministerium blev udnævnt, havde jeg Lejlighed til for en Forsamling paa flere Hundrede Men­nesker fra Landets forskellige Egne at fremsætte Ministeriets Program. Den Tale blev refereret i alle Landets Blade, og da det ærede Medlem læser Aviser, kan han ikke være ukendt med, hvad jeg der sagde. Det ærede Medlem røbede jo ogsaa ved en Be­mærkning, at han kendte mit Fore­drag, idet han sagde, at jeg havde ud­talt, at jeg ikke vilde gaa alene. Jeg antager heller ikke, at det ærede Med­lem vil det; jeg antager, at naar det ærede Medlem taler, staar han i saa nøje Kontakt som muligt med det Parti, hvis Talsmand han er. Saaledes er det vel ogsaa naturligt, at jeg som Minister staar i saa nøje Forstaaelse som muligt med det Parti, jeg repræ­senterer.

Endvidere har jeg ved flere Møder ude i Landet i Sommer haft Lejlighed til at udtale mig om forskellige Spørgs­maal, saa jeg antog ikke, man kunde være i Tvivl om mit Standpunkt.

Med Hensyn til hele den finansielle Misere, hvori vi befinde os, rettede det ærede Medlem, som saa ofte, hele sit Angreb paa Forsvarslovene, de mi­litære Love. Det er ikke noget nyt at høre, at man fra den Side giver Militærbevillingerne udelukkende Skyld for den Situation, hvori vi nu befinde os. Men selv om en saadan Paastand gentages, bliver den ikke mere sand for det. Forholdet er dette, at den fi­nansielle Misere, hvori vi nu befinde os, have vi alle sammen mere eller mindre Skyld i, Socialdemokraterne ikke mindst. Kaster jeg et Blik paa de Love, der ere vedtagne blot i de sid­ste 8 Aar, og ser, hvilke Bevillinger paa de aarlige Budgetter disse Love medføre, viser det sig, at Socialdemo­kraterne have stemt for saa godt som dem alle og endogsaa i saa godt som næsten alle Tilfælde ønsket højere Be­villinger. Og ser jeg paa den Række Lovforslag, der ere vedtagne i de sidste 8 Aar, Lovforslag, der en Gang for alle medføre store Udgifter, have Socialdemokraterne været med til saa godt som næsten dem alle.

Dernæst skal jeg vende mig med et Par Ord til det ærede Medlem fra Ringsted (Zahle). Det glædede mig, at det ærede Medlem erkendte, at dette Ministerium sidder med parlamentarisk Grund, og det glædede mig at høre, at det ærede Medlem vil indtage det Standpunkt overfor Forsvarslovene, at de ere nu ikke alene vedtagne paa lov­lig Maade af Rigsdagen og stadfæstede af Kongen, men ogsaa godkendte af Flertallet af Landets Vælgere. Det ære­de Medlem erklærede derfor i Gaar, at nu vilde han stemme for de Bevillin­ger, der ere en Følge af de vedtagne Forsvarslove. (Stemmer: Det er ikke sandt). Ja, saa har jeg misforstaaet det det ærede Medlem, men saa er der jo ingen Mening i, at det ærede Medlem erkender, at disse Love nu i alle Maader maa antages for gældende. Jeg fik det Indtryk, at det ærede Medlem blot reserverede sig, at overfor Nybevillin­ger, der ikke ere en streng Følge af de vedtagne Love, vilde han forbeholde sig sin frie Stilling.

Det ærede Medlem lod det nuvæ­rende Ministerium passere Revu for sig, og han fandt da ud, at dette Mi­nisterium var sammensat af forskellige Bestanddele, af overvejende moderate Elementer, nogle Reformpartimedlem­mer og nogle Højremænd. Deri tager det ærede Medlem fuldstændig fejl. Her er ikke Højremænd i dette Ministeri­um. (K. M. Klausen: Ere de meldte ud?) Ja, de ere meldte ud, men det er jo godt, at de kunde gaa fra Højre til Venstre; jeg ønsker, at mange maa gaa samme Vej. Dette Ministerium er enigt om den Politik, det agter at føre.

Hvad nu Ministeriets Opgaver angaar, ligger det lige for, hvad der er dette Ministeriums nærmeste Opgave. Dette Ministeriums nærmeste Opgave er at udføre de en Gang vedtagne Love loyalt, saaledes som de ere vedtagne.