« Tilbage til søgeresultaterne
Processionen i London d. 18. Juni
Ved den store og nu saa verdensberømte Kvindeprocession i London den 18. Juni gjordes nogle svage og mislykkede Forsøg fra Antistemmeretskvindernes Side paa at modarbejde Stemningen. En Time før Kvindernes Tog drog frem, marscherede en Skare uniformerede Ynglinge under flagrende engelske Faner og Musik igennem Picadilly; de skulde minde de ventende Tilskuerskarer om, at Landets Forsvar er Mænd og ikke Kvinder. Bag dem slæbte sig trætte og sløve ca. 100 »Sandwichmen« bærende store Plakater paa Mave og Ryg med Ordene: »Kvinder vil ikke have Stemmeret.« Men ved Siden af hver eneste »Sandwichman« vandrede unge, lysklædte Piger, der uddelte Flyveblade: »Kvinderne vil have Stemmeret.« Hvem der havde Folkestemningen med sig, var let at se. Med Begejstring og Andagt modtoges de 40,000 Kvinder, der dannede Toget, ligefra Jarlers og Lorders Døtre og Hustruer til den udslidte fabriksarbejdende Kvinde.
I Spidsen for Toget rider Henry Drummonds Enke; hun kaldes «Generalen«; tusinder af Hurraraab modtager hende; efter hende rider, udklædt som Jeanne d’Arc, den unge skønne Miss Annan Bryce og derefter til Fods Mrs. Pankhurst og Miss Christabell Pankhurst i sin akademiske Kappe; derefter 700 Kvinder, som har gennemgaaet Fængselslivets forskellige Torturer for den store Sags Skyld.
Universitetet er talrigt repræsenteret; endogsaa det teologiske Fakultet er repræsenteret med 50 Præster i Ornat.
Den historiske Afdeling af Toget vækker vild Jubel blandt Tilskuerne, der vinker og jubler fra Vinduer, Tage, Balkoner, Omnibusser og Drosker. I skønne Fortidsdragter drager frem Middelalderens Kvinder, der kaldtes til Rigsdagen, Kvinder, som havde Sæde i Parlamentet under Edward den 1stes Regering - 1362. Verdensberømte Navne som Florence Nightingale, Lydia Becker og Grace Darling personificeres af nulevende Friherreinder og Markis’er.
Hver eneste By i England, Skotland og Irland og alle de britiske Kolonier fra fremmede Verdensdele møder frem under deres egne Faner; efter dem de internationale Kvinder med deres Fædrelands Faner. Amerika, Finland og Norge, de Lande, som allerede har naaet Maalet, kommer først.
En meget malerisk Gruppe udgør Indiens mørktfarvede Kvinder i Nationaldragter. I Spidsen for dem gaar den gamle 66-aarige Annie Besant. Og saa myldrer frem Skarer af Lærerinder fra Højskoler og Folkeskoler, Sygeplejersker, Forfatterinder, Skuespillerinder, de kvindelige Fagforeninger, Fabriksinspektricer, alle bærende Vimpler eller store, tunge Bannere.
Hundrede Musikkorps var fordelte rundt i Processionen; i Spidsen for Skotlænderne gik Sækkepibere i maleriske Dragter.
Overalt modtoges Kvinderne med respektfuld Alvor, og Politiets Holdning var yderst høflig og imødekommende.
Omslaget er sket i London, Folkestemningen er for Kvinderne, og Folkestemningen vil sikkert inden ret lang Tid er gaaet, vise sin Magt over Parlamentets Beslutninger.