« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Norge
I gaar, den 11. august, kom »almindelig politisk stemmeret for kvinder« endelig for i stortinget.
Landskvindestemmeretsforeningens forslag refereredes. Det lød: »Stemmeberettigede er de norske borgere, mænd og kvinder, som har fyldt 25 Aar, har været bosat i landet i 5 aar og opholder sig der«.
Konstitutionskomiteens flertal hadde indstillet paa forslagets vedtagelse, mens et mindretal vilde ha det forkastet.
Vi hadde et litet haap om seier. Flere tegn tydet paa det. De to partier, venstre og socialdemokraterne, var vi sikre paa, for de hadde gjort almindelig kvindestemmeret til programsak ved valgene. Og vi tænkte os ogsaa muligheten av, at de frisindede og højre - ialfald de første - vilde ha gaat med. Flertallet av den sittende regjering tilhører dette parti. Og efter den holdning, den har indtat, og som især gav sig udtryk i regjeringens chefs tale til Mrs. Chapman Catt under hendes besøk her i juni md., kunde vi tænke os muligheten av at hans parti i stortinget, hvor det sammen med høire er i majoritet, ogsaa vilde ha stemt for almindelig kvindestemmeret nu. At regjeringen ogsaa lot sig repræsentere i sommer ved Stemmeretsalliancens kongres i Stockholm (rigtignok av en kvinde av sit eget parti, og ikke av en av kvindestemmerettens forkjæmpere) gav forhaapninger. Men nei. Forslaget faldt. 73 stemte for og 47 imod. Det opnaadde altsaa ikke 2/3 majoritet, som kræves for grundlovsændringer. Socialdemokraterne stemte som én mand for, venstre - paa en principiel motstander nær - ogsaa for. Begge Partier talte varmt og dygtig kvindernes sak. Ingen av de frisindede hævet sin røst, hverken for eller imod. Høire rykket i marken med to af sine mest ansete talere. Men mat var deres tale. Begge var enige i principet stemmeret for kvinder, men den ene av dem, assessor Hagerup-Bull, var ytterst ængstelig for »at lægge statens ror i uprøvede hænder«. Og uagtet han erklærte, at det kun var ved »at øve politisk indflydelse, at man følte politisk ansvar«, vilde han dog ikke være med at gi kvinderne almindelig politisk stemmeret, før »de var prøvet som politikere«. Men hvordan han mente, at de utelukkede kvinder skal føle sit politiske ansvar, naar han ikke vil være med at gi dem politisk indflydelse, det forblev hans hemmelighet.
Vi har undertiden saa vanskelig for at forstaa stortingsmænds logik, vi kvinder. Den er noet anderledes nemlig, naar den gjælder os. Men parolen gav hr. assessoren sit parti, og det var kun 16 af de frisindede og høire tilsammen som negtet at følge den. Imidlertid mente hr. Hagerup-Bull at om »noen aar« turde han gaa med! Ja, vi faar da haape, at de utelukkede 25 5000 kvinder uten »politisk indflydelse« maa ha taalmodighet til at øke sit »politiske ansvar«, som de nu er nødsaket til at skaffe sig uten den. Saa kan hr. Hagerup-Bull og hans parti med god samvittighet og under fuldt »politisk ansvar« kanske stemme for almindelig kvindestemmeret om 3 aar!
Kristiania 12. august 1911.
Fr. Mørck.
