Om Kvindens Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.

II.

Nødvendigheden deraf.

1. Manden har med Hensyn til Lovgivningsarbejdet fuldstændig "spillet Fallit"..

Det er ikke blot i Danmark, at det politiske Lovgivningsarbejde under Mandens alvise Enevælde stagnerer i personligt Kævl og smaalig Herskesyge eller gaar Reaktionens Krebsegang.

Hvor vi vender Øjet hen i den under Mandens Herredømme saa harmonisk udviklede "højcivilisatoriske Fremskridts verden", ser vi paa den politiske Arena det samme tragiske Skuespil: Politikerne indviklede i, eller kanske rettere splittede af, Egenkærlighed, Herskesyge og Ærgærrighed. De højere og mere velstillede Klasser plyndrende og udsugende de fattigere for at samle Rigdomme og Magt. Folkets surt erhvervede Formue brugt til Gøgl og Humbug ved tidsspildende og ærenedbrydende Hundedressur af den mandlige Ungdoms dygtigste Arbejdskarle; eller kastet i Kanaler og Grave og stablet op i Jordvolde og Forter; eller sendt til store Verdenskapitalister for Indkøb af liv- og værdiødelæggende Mordredskaber osv. - Mens Handel og Industri, Kunst og Literatur, Oplysning og moralsk Fremarbejde kun skænkes liden eller ingen Opmærksomhed fra Statsstyrelsens Side. Mens Folkets Masser slider og slæber Dag og Nat for at friste Livet og skrabe Pengene sammen til ovennævnte Brug. Mens Millioner i hvert Land lider en hungrende og kvalfuld Tilværelse, og Hundredtusender ligefrem dør af Sult og Kulde. Mens Oplysningsanstalterne i de mest civiliserede Lande drives efter en saadan Maalestok, at Undervisningsplanerne bliver over hundred Aar gamle, og Folket nødes til enten ad privat Vej at skaffe de enkelte Individer den bedst mulige tarvelige Oplysning eller lade de store Mængder kulminere i tusendaarige religiøse Dogmer og sekteriske Fordomme! - - -

Ja, man maa ganske vist ved en nøjere Betragtning af Mandens hidtidige Verdensstyrelse komme til at udbryde med den intelligenteste Fremskridtsmand: "Betegner dette ikke et stort civilisatorisk Fremskridt fra Barbariets Uvidenhed?" - - -

Men alligevel - skulde det mon ikke snart være nødvendigt - ogsaa for Mandens egen Skyld - at Kvinden træder hjælpende til i Lovgivningsarbejdet?

2. Manden bruger sit én Gang tilranede Monopol paa Lovgivningens Omraade til en fortsat Undertrykkelse af Kvindens Person.

Han nægter hende i Opvæxten og Udviklingen Adgang til de samme Skoler og Oplysningskilder, som han selv søger og øser Kundskab af. Han udelukker hende fra Adgang til de Erhvervsgrene og Statsembeder, som han selv sætter mest Pris paa - de bedst lønnede. - Han lønner hendes Arbejde daarligere end Mandens af samme Værdi. Han berøver hende i Ægteskabet delvis Rådigheden over hendes Børn og gør hende derved til sin underdanige Livsslavinde, idet Moderkærligheden til hendes Børn tvinger hende til at blive ved disse og ham og finde sig i hans Tyranni og Herskerlune.

Han benytter sig saaledes ikke blot af Midler som et baade aandeligt og legemligt Udhungringssystem for at kunne herske over hende og nyde godt af hende, men undser sig end ikke ved at bruge den helligste og ædleste Følelse i Menneskelivet - Moderkærligheden - som en Svøbe til at piske den svagere og til hans Beskyttelse trængende Del af Menneskeheden - Kvinden - med for at tugte hende til Lydighed under sit uretfærdige og mildest talt udsugende Regimente.

Og oven i Købet krænker og vanhelliger han hendes menneskelige Værdighed, ikke blot ved saaledes at gøre hende til Slavinde for sin Udbytterlyst med Hensyn til hendes Arbejdskraft, men især ved gennem "barbariske" Love at gøre hende til et offenligt Redskab for sin Utérlighedslyst i en saa demoraliserende og sædelighedsnedbrydende Institution som - Prostitutionen.

Det er saaledes absolut nødvendigt for Kvindens egen personlige Tilværelses Skyld, at hun faar Del i Lovgivningsarbejdet.

3. Manden bruger sit Eneherredømme til at dræbe eller ødelægge det Liv, Kvinden maa lide eller dø for at føde til Verden.

Det er mere end rædselsfuldt, det er fortvivlet - og maa nødvendigvis oprøre enhver blot nogenlunde rettænkende Sjæl af begge Køn til de hensynsløseste Udbrud af Harme og Forbitrelse - saaledes som Manden endnu i vort Aarhundrede handler mod sine Medmenneskers Liv for at tilfredsstille sin Rovgriskhed og Herskesyge. Massemordene og Planerne herfor staar endnu som hans Hovedbestræbelse, hans Afgud. Paa dennes Alter ofrer han alt, selv Broder, Fader og Søn. Med den koldeste, samvittighedsløseste Grusomhed lægger han Planerne og ordner Mordredskaberne til Drabene en gros, mens han for et Syns Skyld - eller for sin egen - foreskriver strænge Straffe for den samme Handling en detail. Han tager Blomsten af Arbejdskraften, Familieforsørgerne, dresserer dem til viljeløse Skakbrikker og lader dem som saadanne mekanisk dræbe og lemlæste hverandre i Titusendvis.

Men her viser han sig som den rigtig "humane og pæne" Mand over for Kvinden - læg Mærke til det! -

Han forlanger ikke denne svagere Skabning til selv at deltage i disse Gladiatorkampe - eller hvad værre er. Hun er for fin og sart en Skikkelse til at være med dér; det skal hun være fritaget for, siger han. Han alene vil gaa i Kampen for "hende og Fædrelandet". Og idet han naadigst modtager hendes Hyldest for sin "Opofrelse og Kærlighed", lægger han til Afsked, før han drager i Felten - eller til Rigsdagen - sin beskærmende Kæmpehaand paa hendes Hoved og forklarer hende, at da hun saaledes er fri for at ofre Liv og Blod for "Fædrelandet", saa kan hun heller ikke gøre Fordring paa at være med til at styre Landets Sager! - -

Men den Dag vil snart komme, da Kvinden ikke tror ham længer eller lytter til hans Fraser, end sige bringer ham nogen Hyldest som Massemorder.

Ti hun vil komme til at tænke paa, at de Liv, som han gaar for hensynsløst at styrte i Grav eller Ulykke - dem har Tusender af hendes eget Køn i Dage og Nætter med Smerte og Kummer og dog med Mødrenes huldsalige Haab baaret under deres Hjærte. Dem har de lidt og stridt for i Angst og Haab gennem lange Tider baade før og efter Fødslen. Dem har de under samme Livsfare og lige saa haarde Pinsler, som nogen Kriger maa gennemleve, født - ikke til Slagterbænken, men til Livet. Dem har de slidt for at opdrage og bringe frem i Verden. Dem har de viet hele deres Livshaab og Kærlighed til.

Og nu tager Manden, Herren, Tyrannen, dem fra Kvinden, deres Moder, og slagter dem - ikke som Kvæg; nej, hvis Kvæg blev slagtet paa den Maade, vilde Slagterne sikkert selv komme bag efter og blive aflivet for Dyrplageri, hvad de ogsaa fortjente - men saaledes, som man nu én Gang paa Civilisationens Højdepunkt er naaet til at kunne slagte Mennesker, saare, lemlæste og partere dem.

Og hun vil forstaa, at naar han uden at spørge hende om Lov - uden at lade hende være med til Dannelsen af Love - handler saaledes med hendes Søn - som om hun slet ikke havde Lod og Del i det Liv, der ødes, skønt hun vitterlig har ydet det væsenligste Bidrag til dets Tilblivelse - da gør han her et rovdyrsagtigt Indgreb i hendes helligste Ejendomsret, Retten til hendes eget Barn.

Og hun vil skønne, at naar han skaaner hende for Deltagelsen i Kampen, da er dette ikke for at skaane hende for Lidelsen og Smerten; ti disse bliver hende i langt større Maal til Del, ikke blot ved Fornyelsen af det Liv, han øder, men ved den meget mere smertefulde ørkesløse Tilskuen paa Kampen eller dennes Frugter. Nej, da er det langt fra af den Højmodighed, men kun af Udbytterlyst - fordi hun kan være ham til mere Nytte paa anden Maade, nemlig ved at føde ham nyt Slagtekvæg til Verden og slide for dettes Fremvæxt, til det bliver stort nok for ham at lege Krig med.

Og hun vil indse, al det er højst nødvendigt, at hun snarest muligt kommer til Lovgivningsarbejdet for at værne om sit eget Kød og Blod, hendes dyrekøbte Børns Liv!

4. Manden bruger sin Enevælde til at ødelægge baade Kvindens og sin egen Formue, ikke blot til uproduktive og unyttige, men lige frem til ødelæggende og nedbrydende Foretagender.

Den største Del af den ved fælles Arbejde erhvervede Formue bruger han til at arrangere og udføre Massemord. En anden meget stor Del anvendes til helbreds- og forstandsødelæggende spirituøse Drikke, hvormed endog mange direkte dræbes, og Millioner af Mennesker Verden over gøres til aandelige og legemlige Krøblinge og til demoraliserende Plageaander for Samfundet; Familjer splittes eller henslæber det usle Liv i Ufred og Græmmelse, i Fattigdom og Nød eller alskens sædelighedsnedbrydende Dyriskhed; og Slægtens Sundhed og Kraft forringes, og Karakterløsheden og Demoralisationen tager Overhaand gennem Arveligheden. En tredje stor Del gaar op i Røg gennem Brugen af sundhedsfarlig giftig Tobak eller andre Karakterløshedens slaviske Vaneartikler. En fjerde Del øses ud til unyttige - for ikke at sige skadelige - Fyrster og altfor urimelig lønnede højtstillede Embedsmænd. En femte bruges til Opretholdelsen af en Statskirke, hvis Virksomhed vilde have passet bedre for ca. 3000 Aar siden - om den overhovedet nogensinde vilde have været gavnlig - end i vore Dage, hvor den nu sidder som en Mare paa Folkets Bryst og knuger dets Mængde ned i Dumhed og ørkesløst Sværmeri eller oplærer den til Dømmesyge og Intolerance. En sjette bruges til en pestbringende Begravelsesmaade af de døde og kostbare Boliger til disse osv. i det uendelige. Medens der kun bliver en saare liden Brøkdel tilbage til Boliger, Føde og Klæder for Størsteparten af de levende, end sige til sundt Oplysningsarbejde, til Fremme af Videnskab og Industri, for slet ikke at tale om Livsnydelser og Glæder for den store trællende Mængde af Kvinder og sidestillede Mænd.

Altsaa ogsaa for en nyttig Anvendelse af den, ikke mindst ved Kvindens Slid, frembragte Formue, vil det være mere end nødvendigt, at Kvinden med sine fornyede Kræfter kommer ind i Lovgivningsvirksomheden.