« Tilbage til søgeresultaterne
Det offentlige Fattigvæsen
Uddrag af et Foredrag holdt i Randers Kvindevalgretsforening af Hr. Fattiginspektør Lehmeier.
Hovedreglen for Fattigvæsenets Virksomhed efter den nugældende Ret indeholdes i Fattiglovens
§ 1, hvori Fattigvæsenets Opgave er saa koncist angivet, at Loven i saa Henseende intet lader tilbage i Tydelighed. Den siger:
»Det offentlige er pligtig at komme enhver til Hjælp, forsaavidt og saalænge han ikke er i Stand til at forskaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, dog mod Erstatning af den eller dem, hvem det ifølge nedenstaaende Regler paahviler at forsørge eller understøtte den paagældende.
Den, der modtager saadan Hjælp, er underkastet de Forpligtelser, som Lovene derom paabyde.«
Der spørges altsaa ikke om Rang eller Stand, der spørges ikke om Trangen er selvforskyldt eller uforskyldt, det er ganske ligegyldigt om Vedkommende er født i Danmark eller om han er Udlænding. Fattigvæsenets Forsørgelsespligt gælder enhver, og den eneste Kvalifikation, der forlanges, er den, at Vedkommende i det givne Øjeblik er helt eller delvis ude af Stand til at skaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold eller til Kur og Pleje. Og den Trængende har kun at henvende sig til Fattigvæsenet paa det Sted, hvor han i Øjeblikket opholder sig, for at faa den nødvendige Hjælp, og det bliver saa dette Fattigvæsens Sag at søge Regres hos den eller dem, som efter Lovgivningens Regler er pligtige at yde Erstatning.
Forsaavidt har de Fattige deres paa det rene og klare; her i Danmark er nu enhver sikret imod at lide Nød, naar han ikke selv vil.
Og naar jeg nu skal forsøge i korte Træk at gøre nærmere Rede for, hvorledes Fattigvæsenet i vore Dage løser den Opgave, der paahviler det, saa er det en Selvfølge, at jeg nærmest tager Sigte paa Forholdene i Byerne - og da først og fremmest i vor egen By. -
Fattigloven bestemmer:
»De Fattige forsørges enten ved Understøttelse i Hjemmet, ved Anbringelse i Pleje hos Private eller ved Optagelse i Fattiganstalter.
Fattigbestyrelsen bestemmer, hvorledes Forsørgelsen af hver enkelt Fattig skal finde Sted.«
Efter disse Regler deler Fattigforsørgelsen sig i følgende 3 Hovedgrupper:
I. Forsørgelse paa Fattiganstalten.
II. Forsørgelse og Understøttelse udenfor Fattiganstalten.
III. Forsørgelse af Børn.
Hvad angaar Forsørgelsen paa Fattiganstalten, saa behøver jeg ikke at dvæle synderligt ved den. Som De jo alle ved finder den Sted paa den Maade, at de Trængende, som indlægges der, hvad enten det nu er til vedvarende eller midlertidig Forsorg, under deres Ophold paa Anstalten forsynes med alt nødvendigt, med Husly og Varme, Klæder og Renlighed, Mad og Drikke, Medicin og Pleje.
De ældre og skikkelige Fattiglemmer anvises Ophold i den egentlige Fattiganstalt; de Syge indlægges paa Sygehusafdelingen og de unge, kraftige Individer paa den særlige Afdeling, der kaldes Arbejdsanstalten og som er indrettet i en særlig Bygning. -
Enhver af de Indlagte maa selvfølgelig udføre et eller andet efter Vedkommendes Evner og Kræfter afpasset Arbejde, og det er indlysende, at der indenfor Anstalten maa. og skal raade en vis Disciplin, uden hvilken det vilde være ganske umuligt at hævde den Ro og Orden, der er en nok saa nødvendig Ting for de Indlagte selv som for os, der har det Hverv at styre og lede. - Men iøvrigt tør jeg sige, at Anstaltens Beboere har det godt og for de aller flestes Vedkommende, at de skønne derpaa og er glade for dette Opholdssted, der for saa mange er en Nødhavn, hvor de kunne søge ind, naar Livets Storme blive dem for overvældende. - De maa nu heller ikke tro, at det er den bare Daarligdom ude hos os eller at det er en saa ganske glædeløs Tilværelse vi føre; det hænder af og til, at vi faa en Glæde og Opmuntring i Form af et ekstra Traktement enten ved eller anden højtidelig Lejlighed eller naar en venligsindet Borger ved en eller anden Familiefest tænker paa os; somme Tider er der ogsaa nogen saa elskværdig at komme ud og synge eller spille for os. Vi har et lille Bibliotek, som bliver meget benyttet; maa jeg blot have Lov til i Parenthes at bemærke, at Gaver til dette Bibliotek i Form af Bøger baade fra Foreninger og private er særdeles kærkomne. -
Fattigforsørgelsen eller Ydelse af Understøttelse udenfor Fattiganstalten maa efter sin Natur deles i 2 Klasser:
1. Ydelse af egentlig Fattighjælp, der medfører de i Loven fastsatte Virkninger for den Nydende.
2. Ydelse af saadan Understøttelse, som ifølge Fattigloven ikke medfører disse Virkninger.
Den førstnævnte Art af Fattighjælp, der selvfølgelig er den betydeligste, deles saa atter i interimistisk Understøttelse og fast Almisse. - Den interimistiske Hjælp ydes til Folk, der i Almindelighed nok kunde klare sig, men som paa Grund af uforudsete eller uheldige Omstændigheder er i en forbigaaende Trang og som kunde hjælpes med en øjeblikkelig eller i alt Fald en kortvarig Understøttelse, f. Eks. et enkelt Kvartals Husleje, en ugentlig Understøttelse, der kun behøver at strække sig over et kortere Tidsrum, eller maaske et mindre eller større Beløb til at komme i Gang med igen, dersom Erhvervet af en eller anden Grund er gaaet i Staa. Saadanne Understøttelser hører jo til Dagens Orden, og de ydes hver Gang efter en omhyggelig Undersøgelse og Bedømmelse af Hjælpens Nødvendighed og Betimelighed. - Der kan altsaa ifølge Sagens Natur ikke opstilles nogen Regel for Ydelsen af denne Art Understøttelse; den maa ydes i hvert enkelt Tilfælde efter Fattigbestyrelsens Skøn, men dette kan jo i mange, ja vel i de fleste Tilfælde være let at at træffe, navnlig naar den Understøttelse, der tiltrænges, bestaar i Indlæggelse paa Sygehus ell. lign.
Hvad derimod angaar den første Almisse, saa er det lettere at opstille visse Regler for dens Ydelse, men det er en Selvfølge, at det paa Grund af Fattiglovens om jeg saa maa sige elastiske Bestemmelser »forsaavidt« og »saalænge« ofte er nødvendigt at afvige fra disse Regler enten til den ene eller den anden Side.
Det Princip, som Randers Fattigvæsen gennem en lang Aarrække har fulgt med Hensyn til Ydelsen af saadan Hjælp, er i Korthed dette, at der hvert Aar i Oktober Maaned udarbejdes en Forsørgelsesplan, gældende fra i. November til 31. Oktober. -
Paa denne Plan indskrives saa til fast Understøttelse alle de Personer og Familier, som efter de i det forløbne Aar indhøstede Erfaringer skønnes at ville behøve vedvarende Understøttelse, og de indskrives med den Hjælp, som de efter nøje Afvejelse af alle Forhold, deres Alder, deres Helbredstilstand, deres Erhversduelighed og det Antal Børn, de maa forsøge i Hjemmet, skønnes at være nødvendig for at de med denne Hjælp, tilligemed hvad de eventuelt selv kunne erhverve, er skærmede imod at lide Nød. - Ved Forsørgelsesplanens Udarbejdelse gør man sig den størst mulige Umage for, at alle ligestillede Trængende saa nogenlunde tildeles den samme Hjælp, men forøvrigt ligger det jo i Sagens Natur, at der ved Hjælpens Udmaaling tages et skønsomt Hensyn til de Fattiges Vandel. - Man gaar jo f. Eks. gladere til at yde en Understøttelse, om hvilken man ved, at den bliver fornuftig anvendt, end den, som man ved i alt Fald delvis bliver omsat i Spiritus eller paa anden Maade anvendes paa utilbørlig Vis. Hvad vi særlig lægger Vægt paa er, at de gamle og svagelige Kvinder og Mænd erholde en Understøttelse, der er paa Højde med den, de vilde have faaet, dersom det var Alderdomsunderstøttelse, de nød, og at Enker med Børn faar en saa rundelig Hjælp, at den virkelig betyder en Betryggelse imod Nød. Vi har Enker, hvis aarlige Understøttelse udgør 5 á 600 Kr., og vore enligstillede gamle Mænd og Kvinders almindelige Understøttelse andrager 180 - 240 Kr. aarlig.
Den faste Understøttelse, hvormed de Trængende indskrives, bestaar dels i ugentlig Understøttelse, for enkeltes Vedkommende i maanedlig Hjælp, i Huslejehjælp og Brændselshjælp. - En Del kunde jo nøjes med Huslejehjælp alene, men det langt overvejende Flertal indskrives med alle tre Slags.
Paa den for Tiden gældende Forsørgelsesplan er der ialt indskrevet 314 Hovedpersoner (dels Familieforsørgere, dels enlige Personer) og den samlede Understøttelse, som ved Planen er tillagt dem, udgør 58,000 Kr., d. v. s. gennemsnitlig 185 Kr. til hver Hovedperson.
Vi komme saa til den Understøttelse, der ikke har Fattighjælps Virkning, og denne Understøttelse omfatter i det væsentligste:
Udgifter til Læge, Jordemoder og Begravelsesudgifter.
Udgifter til Blinde, Døvstumme, Idioter, Sindssyge, Epileptikere, Vanføre og Lemlæstede, Tuberkuløse, Skrofuløse og Lupuspatienter, saalænge de er anbragte paa Statsanstalter eller dertil af Staten anerkendte Anstalter. -
Desuden den Understøttelse, det bliver nødvendigt at yde et Sygekassemedlem, efter at Sygekassehjælpen er ophørt, dog kun forsaavidt Understøttelsen i Omfang og Varighed ikke overstiger Sygekassehjælpen - og endelig er den Understøttelse uden Fattighjælps Virkning, som ydes en Familie under Forsørgerens Ophold paa Tuberkulosesanatorium.
Udgiften til Forsørgelse af denne Art har i afvigte Regnskabsaar været ca. 30,000 Kr. og den vil for indeværende Aar blive adskilligt større.
Vi sende alene af Tuberkulosepatienter 1 á 2 hver Uge til Sanatorierne, og af skrofuløse Børn har vi saa mange, at Randers for sit Vedkommende lægger Beslag paa en Ottendedel af Juelsminde Kystsanatorium, der ellers er beregnet for hele Jylland.
Vi komme saa endelig til den væsentligste, den allervigtigste af Fattigvæsenets Opgaver, nemlig den at forsørge Børnene.
Jeg ser her fuldstændig bort fra de Børn, som høre under Værgeraadets Resort og med hvilke Fattigvæsenet intet andet har at gøre end at betale, og jeg beskæftiger mig heller ikke her med de Børn, som for en kort Tid f. Eks. paa Grund af Forældrenes Sygdom ell. lign. midlertidig komme under Fattigvæsenets Forsorg og som i saa Tilfælde enten anbringes paa Christiansborg Børnehjem eller indtages paa Fattiganstalten - men jeg omtaler kun de Børn, som i egentlig Forstand er overladte til Fattigvæsenets vedvarende Forsorg om Omsorg.
Disse Børn er som oftest forældreløse, men det hænder heller ikke sjældent, at Fattigvæsenet maa tage Børnene, fordi Forældrene ikke egne sig til at opdrage dem - og ikke ganske faa Børn komme under Fattigvæsenets Forsorg paa den Maade, at Moderen (det er næsten altid uægte Børn, det drejer sig om) har sat dem i Pleje hos Familier her i Byen, men glemmer at betale Plejelønnen for dem, hvorefter Fattigvæsenet bliver nødsaget til at træde til og betale Plejelønnen.
Principet i denne Forsørgelse er da det, at Børnene, saavidt som det er muligt, anbringes i private Plejehjem, helst hos Folk, der selv har ingen eller kun 1 á 2 Børn og som iøvrigt opfylde de i Loven foreskrevne Betingelser. - Vi foretrække altid at sætte Børnene i Pleje paa Landet, og da helst hos Husmandsfolk, der har mindst en Ko. - Men naar Børnenes Vandel gør det vanskeligt for Plejeforældrene at have dem og navnlig, naar de med ugunstigt Resultat har været anbragte i flere private Hjem, anbringes de paa Børnehjem eller Opdragelsesanstalter.
Disse sidste Institutioner staar jo - selv bortset fra Hr. Sabros kritiske Øje - under et saadant Tilsyn, at man kan føle sig tryg med Hensyn til Børnenes forsvarlige og ordentlige Behandling - og desuden faar vi hvert halve Aar fra de forskellige Børnehjem en kort Beretning om hvert enkelt Barns Forhold, ligesom ogsaa jeg af og til benytter en gunstig Lejlighed til at aflægge Besøg paa saadanne Hjem, hvor Fattigvæsenet har Børn anbragte.
De private Plejehjem staar jo under stadigt Tilsyn af Udvalgene for Tilsyn med Plejebørn, fra hvilke vi faar Underretning, naar der er et eller andet i Vejen med et Plejehjem eller et Barn. Plejehjemmene her i Byen tilses jævnligt af Fattigvæsenet. - Men desuden er det ved Plejekontrakterne gjort til Pligt for ethvert privat Plejehjem, naar det da ikke ligger i alt for stor Afstand fra Randers, en Gang aarlig at fremstille vedkommende Barn paa Fattigvæsenets Kontor. Der bliver saa Børnene vejede, det bliver paaset, at de er ordentligt paaklædte o. s. v., og for de skolepligtige Børns Vedkommende undersøges deres Færdighed i Læsning og Regning.
Det er en af de fornøjeligste Bestillinger i Fattigvæsenets Tjeneste at afholde denne Præsentation af Plejebørn, thi paa ganske faa og sjældne Undtagelser nær er det en Fryd at se disse Børns glade, friske og frejdige Ansigter, deres gode Huld og deres Paaklædning, der langt fra bærer Vidnesbyrd om, at det er fattige Børn, man har for sig.
(Fortsættes)
