« Tilbage til søgeresultaterne
Kalifornien
Kalifornien? Hvad skal det betyde? Frabad vi os ikke paa Randersmødet disse internationale Meddelelser? Og saa er her allerede nu en lang Historie om Kalifornien. - Jo, det gjorde De nok, mine Damer; men - alligevel - vi trænger saa meget til at lære af andre, og da især af de amerikanske Kvinder. Vi danske er saa langsomme, saa træge; vi trænger til at faa noget af den hellige Ild, der brænder i vore amerikanske Søstres Hjerter, som bringer dem til at se ud over deres egen lille Stat, ud over deres store Fædrelands Grænser, ja ud over hele Verden, de, som altid taler om »vor fælles Sag«, de, som langt mere end vi har Øje for, at vor Frihedskamp gælder hele Verdens Kvinder, fra den fornemste civiliserede Kvinde til den mest forkuede lille farvede Slavinde i det mørkeste Afrika. Vi trænger til at føle os lidt skamfulde, naar vi ser den amerikanske Kvindes Offervillighed, som grænser til det utrolige; vi trænger til at opmuntres af hendes Mod, hendes Udholdenhed. Se, derfor vover jeg alligevel at komme med min Historie.
Der var en Gang et Land, hvor Pigerov ikke blev straffet haardere end Røveri af en Gris eller en Kalv. Det Land hed Kalifornien. De maa ikke have regnet deres Kvinder for ret meget der! - Men Aarene gik, og Mændene lærte at se, hvad deres Mødre, Hustruer, Søstre og Døtre var værd; og en skønne Dag bestemte det samme Kaliforniens ædleste og klogeste Mænd, de, der sad i Landets Rigsdag, at de vilde stille Landets Kvinder ved deres Side som den gode Medhjælp i Staten,
de længe havde været i det daglige Liv. - Saa blev Kvindernes Frihedsbrev skrevet; men desværre, det var ikke fuldgyldigt endnu. En Afstemning over hele Landet skulde hænge »det kongelige Segl« under. Alle Kaliforniens Mænd, de ædleste, for hvem Fædrelandets Vel var mere end egen Magt, de sletteste, hvis Overbevisning var til Fals for den højestbydende, skulde den 10. Oktober lægge deres Lod i Vægtskaalen - for eller imod. - Mange tusinde Mænd skulde paavirkes, det saa ud som et umuligt Arbejde; men Kvinderne veg ikke tilbage. De vidste, hvad en Sejr i denne, den næststørste og rigeste Stat i Amerika, Gennemgangsleddet for Orientens mange Handlende, vilde betyde ikke blot for de andre Staters Kvinder, men for Opfattelsen af Kvindens Stilling over hele Verden; og de kastede sig ind i et rastløst Arbejde, som paa faa Maaneder skulde bringe Retfærdighedens og Frihedens Fakkel til at skinne ind i hver Krog af den udstrakte Stat. -
I Automobiler fløj Mænd og Kvinder saa højt op paa Bjærgene, saa dybt nede i Dalene, som der kunde findes en Hytte. Unge festklædte Kvinder drog fra By til By, sang og talte og overbeviste med deres smittende Ungdomsfriskhed Befolkningen om, at Kvindesagen ikke, som mange tror, er et Paafund af gamle ensomme Kvinder, der er tilsidesatte i Livets Kapløb, men at netop den ny Tids skønneste og bedste Tanker er knyttede til den. - Kvindernes Opfindsomhed lod dem en Dag sprede nydelige smaa Klatpapirblokke ud til alle, der havde det mindste med Skriveri at gøre, - hvert lille Blad bragte Bud om Afstemningens store Betydning. - En anden Dag udsendtes Tusinder af Postkort, der skulde overbevise de Handlende om, at det var i deres egen Interesse at stemme for Kvindernes Valgret, fordi Kvinderne vilde blive bedre Kunder, jo friere og mindre økonomisk afhængige de blev. Eller de fandt paa at spørge de mest indflydelsesrige Mænd om deres Stilling til Sagen. Mange af de Svar, der indløb, vidner smukt om amerikanske Mænds Frisind; hør
blot eet: »Jeg har i Colorado set ædle Mænd blive valgte ved Kvindernes Stemmer og daarlige falde ved samme Magt, og hellere end at se Kvinderne berøvede deres Stemmeret, vilde jeg gribe til Sværdet for at bevare den.«
½ Million Flyveskrifter spredtes fra Automobiler, Kupeer, ja endog fra Balloner, som svævede 2200 Fod over en stor Menneskemængde.
Snart holdt de Taler fra deres smaa Boder, opstillede rundt om paa Markedspladser eller i Smaabyer; snart udleverede de paa de saakaldte Kagefester Prisbelønninger for de bedste Kager og Godter, og mens Folk nød de fremstillede Lækkerier, holdt Stemmeretskvinder korte Foredrag for dem.
Kvikkest blev Agitationen vel nok dreven i San Francisco, hvor Modstanden var størst, der hvor Monopolerne og Whiskyfabrikationen har sit Sæde og i Kraft af Rigdommen kunde paavirke de mindre heldige Dele af Befolkningen. Her maatte Kvinderne udfolde deres største Snille. - Lad os gaa et Sving ned ad San Franciscos Gader. Overalt møder Øjet Opslag fra Kvinderne - paa Plakatsøjler, paa Lygtepæle, paa Vogne, paa levende Plakatbærere.
De handlendes Vinduer straaler i Stemmeretsfarverne - hvidt og gult; skiftende Billeder viser Træk af Kvindens Liv, paa Gadehjørner holder Automobiler med kvindelige Orkestre, der kalder Mængden til for saa i glødende Ord at tale om Kvindens Stilling og hvad Friheden vil bringe. - Og hvad er det? Langt nede i Gaden svinger et mægtigt Optog frem, som allegorisk fremstiller Arbejderens Liv - skønnest i det hele er Kvindernes blomstersmykkede med 6 hvide Heste forspændte Vagn, fyldt med Bøm, der bærer Bannere med Indskriften: »Giv min Mor Stemmeret!« Et andet Sted et Karnevalsoptog, iblandt de smukkeste var ogsaa her Kvindernes. Det forestillede et Skib, smykket fra øverst til nederst med gule og hvide Blomster, overalt udslyngedes der lange, hvide Crepebaand med Mottoer om »Kvindevalgret«. - Et lille Træk viser Amerikanerindens Slagfærdighed: En Kvinde forestillende Retfærdighedens Gudinde skulde have staaet til Rors i Skibet, uheldigvis var hun ikke kommet, da Toget skulde afgaa, en af Valgretskvinderne udbrød da under Forsamlingens Jubel: »Det gør ikke noget, Retfærdigheden har aldrig været ved Haanden, naar Kvinden trængte til den«. Ogsaa Luften dirrede af Raabet: »Giv os Valgret« - fra alle de traadløse Telegrafstationer ud til Skibene i Havnen, ja 400 Mile ud i rum Sø.
Enhver Mulighed forstaar de at benytte. Aviserne fyldes med Artikler om Sagen - oversat i alle mulige Tungemaal selv kinesisk - og da den ny kinesiske Koloni fra sin Styrelse faar Befaling til at stemme mod Kvinderne, svarer disse med Opraabet: »Kaliforniske Mænd. I vil da ikke tillade Konfuciuses mandeløjede Sønner at bestemme vort Lands Styrelse«.
Og tog man med Toget ud i Landet, saa mødte man ogsaa der de opfindsomme Stemmeretskvinder. Smaa gule Vimpler i Kupevinduerne viste, hvor de var, og faa Øjeblikke efter, at Toget havde sat sig i Bevægelse, var Diskussionen i fuld Gang.
Paa Gærder langs Jernbanelinier og Landeveje stod fikse Plakater, der mindede om den 10. Oktb.
»Men,« spørger De vel, »hvorfra kom Pengene til denne vældige Agitation?« - Fra alle Egne i Amerika, overalt havde Kvinderne bragt store Ofre, her var det en Fasteuge hist en Fornøjelsesuge, hvor man afholdt smaa Selskaber og tog en ubetydelig Afgift af Deltagerne for, hvad der blev budt i Retning af aandelige og materielle Nydelser. Mange Steder opførtes Skuespil eller Forfattere oplæste deres Værker til Fordel for Kaliforniens Kamp, eller Penge blev ligefrem samlet ind, en Dame gav saaledes 9000 Kr., en fattig Enke sendte 6 Kr. og fortalte, at hun havde sparet i Maaneder for at kunne skænke dem til en Sag, der først og fremmest var de Fattiges. - En Kalifornierinde gav en stor Sum og sagde: »Min Far var blandt dem, der forfattede den Lov, som udelukkede Kvinderne, maa jeg gøre mit til at rette hans Fejltagelse.«
Endelig oprandt den store Dag. Grænseløs var Spændingen og Udfaldet til det sidste uvis. San Fransisco, som først blev talt op, viste stor Overvægt imod; men sent paa Aftenen kom Udfaldene udefra og viste 4000 Stemmers Overvægt for Kvinderne. - Stor Jubel overalt, ikke blot i Amerika, men ogsaa i Europa, hvor vi ivrigt har snappet de ny Aviser hver Dag og tænkt, at aldrig havde et Telegram været saa længe undervejs. Glædesfester blev afholdt rundt om i Staterne, en Begejstring, som vi Nordboere ikke gør os Forestilling om, brød løs, da Kvindebanneret med den ny 6. Stjerne blev udfoldet, og sikkert er Haabet om næste Aar at kunne føje 3-4 nye Stjerner til.
Men midt i vor Beundring og Glæde slaar den Tanke ned i os som et Lyn: Hvorlænge skal alle de rige Evner og Kræfter, den Tid og de Penge, som Samfundet trænger til at udnytte paa mange andre Maader, ødes paa at skaffe os den Frihed, som er vor soleklare Ret? Hvorlænge vil Mændene endnu ruge over den som deres Særeje, de har dog ikke Skygge af mere Ret til den end vi Kvinder har, i hvert Fald ikke i Danmark, hvor de ikke har ofret en Brøkdel af det Arbejde paa at vinde den, som danske Kvinder i snart 40 Aar har udført ovenikøbet under Haan, Skuffelser og Ydmygelser, mens Mændene netop i deres korte Frihedskamp arbejdede under en. løftet og aandfuld Stemnings Højtryk.
Fanny Ridiger.
Præstø
