« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Norge
Kjære redaktør!
Mit løfte tro om av og til at sende »Kvindevalgret« meddelelser herfra, naar der foregik noget av betydning, kommer jeg idag med en liten beretning om gaarsdagens begivenhet.
Atter har norske kvinder vundet en seier for sin sak.
Regjeringens proposition om at aapne kvinder under de samme betingelser som mænd adgang til statens embeder paa en del undtagelser nær, saaledes statsraads-, diplomat-, konsul-, officers-
og presteembeder, blev nemlig igaar vedtat i odelstinget.
Justiskomitéens flertal hadde indstillet paa propositionens vedtagelse, mens et mindretal inden denne fandt at burde gjøre en del reservationer. Disse bestod væsentlig i at man ønsket de embeder, hvori kvinder kunde ansættes, nærmere betegnet i den eventuelle lov. Med andre ord, at der istedenfor at bestemmes om hvilke embeder de ikke skulde kunne beklæde, skulde anføres til hvilke de kunde faa adgang.
I principet at kvinder burde ha adgang til at konkurrere om statens embeder, var alle partier og alle repræsentanter enige. Der taltes som sedvanlig mange vakre ord om at øve retfærdighed, men- - - osv. Ja, det er dette men, som mænd har saa vanskelig for at hoppe over. Det at tå skridtet fuldt ut, virkelig øve den retfærdighet som de selv priser i saa høje toner, den har de svært for at kunne bringe ut i livet.
Desværre foreligger ikke det stenografiske referat av debatten endda, men jeg var tilstede som en meget interesseret og opmerksom tilhører, saa aanden i forhandlingerne har jeg bevaret i mit hjerte.
Der var en av repræsentanterne som citerde Bjørnson’s »gaar det fykende, gaar det ikke rygende«.*) Jo, tænkte jeg, til en viss grad. Men den ene av de tre mænd, som er »oppe paa et par ski«, han er et stort troll, som holder seigt igjen paa farten. Og det stygge trollet heter: fordom. Den gamle fordom, som ikke kan tænke sig forandringer i det tilvante, og som synes at f. eks. en kvinde som prest er en anstødssten i deres religiøse tanke.
Om dette ømme punkt kom ogsaa den største del av debatten til at dreje sig. Flere av repræsentanterne mente, at der intet var til hinder for at kvinder kunde beklæde de forskjellige professorater ved universitetet, de syntes heller ikke, at der var det mindste i veien for at faa kvindelige professorer. Men prester – nei! Altsaa: undervise, belære og opdra mænd til prester, det kan kvinder nok faa lov til, men selv at bli en slik prest, det maa de ikke! Dette er mandslogik, naar det gjælder at øve retfærdighet mot kvinder!
- De som talte ivrigst og bedst for kvinder i presteembeder, var de bondefødte repræsentanter. I det hele har vi kvinder blandt dem vore bedste venner og ivrigste talsmænd. En av dem, redaktør Oddmund Vik, foreslog, at hele tillæget i regeringspropositionen om hvad kvinder ikke kunde bli, skulde sløifes, og at forslaget simpelthen skulde lyde slik: kvinder tilstedes under samme betingelser som mænd adgang til alle statens embeder. Livet selv vilde regalere, mente han. (Og det mener vi ogsaa)! Senere føiet han til sit forslag, »dog kan de ikke sitte i kongens raad.« Dette skedde efterat justisministeren hadde uttalt at denne undtagelse paabydes i selve grundloven.
Den gamle stortingsveteran, hr. Liestøl, talte varmt for at faa kvinder som prester. Han mente, at alle mænd mottok sin første religiøse paavirkning og lærdom av sine mødre, »hvorfor kan vi saa ikke la dem fortsætte med at belære os der!« Kvinder er fortrinsvis skikket til prester og sjælesørgere«, udtalte han, »fordi de har et finere sjæleliv og en ømmere forstaaelse end de fleste mænd.« Han fremsatte derfor som forslag, at forbudet for kvinder mot at bli prester, skulde udgaa av propositionen.
I motsætningen til bymanden, hr. Hagerup-Bull, der stemte mot dette forslag paa grundlag av, at han mente opinionen var imot kvinder som prester (uagtet han syntes det var retfærdig at de skulde kunne bli det) (!!), uttalte flere landsrepræsentanter sig til gunst for hr. Liestøls forslag. En av dem sa, at om hr. Hagerup Bull mente at man kunde komme til at saare folks religiøse følelser ved at gi kvinder adgang til landets presteembeder, kunde man ved at stænge dem ute fra disse, komme til at handle ilde mot andre, som fandt at det vilde være til velsignelse for vor kirke, om kvinder kom til at virke inden den. Der var mange religiøst interesserte mennesker i vor land som mente, at de utprægede anlæg for geistlig virksomhet, som mange kvinder er i besiddelse av, var værdier, som vor kirke ikke uten skade vilde kunne undvære i længden. - Resultatet av denne debat blev, at hr. Liestøls forslag fik 39 stemmer, mens 49 stemte mot.
Spørgsmaalet om hvorvidt kvinder var skikket som dommere, kom ogsaa op og mødte en svak opposition fra et enkelt hold. Venstres fører i stortinget, fhv. statsraad Konow, uttalte da bl. a. følgende (dette noterede jeg paastedet): »Jeg finder, at kvinder er særlig skikkede til dommere, fordi de er likesaa retsindige, og de er mindre fanatiske, mere avdæmpet end mændene,«
Mine tanker fløi ved den uttalelse ned til Kjøbenhavn til et kvindevalgretsmøte der. En viss folketingsmand udstedte en kveld der en ganske motsat attest. Derfor sier jeg med fader Holberg: »for visse Aarsagers Skyldt« - er det godt at ha ogsaa hr. Konows uttalelser paa prent i »Kvindevalgret«. Regjeringsforslaget blev vedtat, og saken oversendes lagtinget. Der er al sandsynlighet for at dette vedtar det uforandret, og naar saa kongen har git sin sanktion, hvilket han uten tvil gjør, saa vil norske kvinder kunne beklæde embeder i statens tjeneste, med undtagelse av statsraads-, diplomat-, konsul-, officers- og presteembederne. - Men denne indskrænkning virker nok ogsaa. For endda mere »fykende« og »rykende« vil det gaa, naar de to mænd faar kastet det store, tunge trollet av skierne!
Med venlig hilsen til alle mine valgretsvenner i Danmark.
Kristiania, 19.-1.-1912.
Fr. Mørck.
*) fortsættelsen lyder: »tre mand oppe paa et par ski«.
(Araljot Gelline).
