« Tilbage til søgeresultaterne
En Hilsen fra Landet
Naar vi læser Frk. Fanny Ridigers Artikel om Arbejdet for Kvinders Stemmeret i Kalifornien, saa siger man: »Ja, i Amerika, der kan det maaske nok være, at Frihedens Ideer gaar højt baade hos Kvinder og Mænd; men i Danmark, nej Tak! Her véd vi bedre hvordan det ser ud med Frihed, Lighed og Broderskab. Og læser vi i vore Blade om Englands Kvinders Agitationsarbejde, saa læser vi »engelske Furier«. Jeg har tidt tænkt, hvor kan det være, at Kvinderne her hjemme i al Almindelighed er saa uinteresserede i saa godt som alle offentlige Spørgsmaal, det være sig religiøse saavel som politiske. Næstes overalt møder man Svaret: »det har jeg saamænd Ingen Forstand paa;« men sjeldent mærker man, at Kvinderne gør sig Ulejlighed for at faa Forstand derpaa. Der er i den sidste Tid paa vor Egn dannet politiske Ungdomsforeninger, og i disse optages baade Kvinder og Mænd. Jeg glæder mig over, at Kvinderne dér, unge som, de er, faar Lejlighed til at udvide Tanker og Begreber lidt ud over den Cirkel, som de ellers til daglig er henvist til. Her var kort Tid før Jul indkaldt til Møde i en af disse Foreninger med Kredsens Folketingsmand som Taler, og efter Foredraget blev der afholdt Diskussion. Ved dette Møde var samlet ca. 150 saa godt som udelukkende unge Mænd og Kvinder.
Hvad Betydning vil det ikke have for vort Arbejde for den almindelige Valgret for Kvinder, naar vi i Ungdommen faar en Forbundsfælle; thi netop Ungdommen er det, vi mangler.
Ungdommen har Mod, Kræfter og Lyst.
Ungdommen lader sig ikke blæse bort for den første Vind. De siger, som der staar i Sangen: »Løft dit Hoved, du raske Gut, om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt for dit Øje.«
Om Kvinderne nu i disse Foreninger vedblivende kan være med at bære Ideerne frem, vil Tiden vise; thi at unge Mænd ikke saa let bliver trætte, er let at forstaa. De véd, at naar de naar en vis Alder, vil deres Arbejde krones med Sejr, hvorimod Kvinderne stadig lever paa det uvisse; thi endnu véd vi ikke, om Kvinderne bliver delagtige i den politiske Valgret og Valgbarhed. Og selv om alle Mænd siger: Jovist skal I have Valgret, giv Tid, det kommer altsammen, saa er der sikkert ikke en eneste .Mand, eller i det mindste meget faa, der af Hjertet ønsker at Kvinderne skal med i Arbejdet. De frygter for, at Kvinderne skal opsluges af Interesser udenfor Hjemmet. Maaske vil det for enkeltes Vedkommende gaa saaledes; men den store Masse blandt Kvinderne vil ialtfald føreløbig føle sig mest tiltrukken ved Hjemmets Arne. Hvorledes Forholdene saa maaske om 100 Aar vil forme sig, synes jeg ikke vi behøver at være paa Vagt overfor nu. - Jeg tror, at Kvinderne baade kan og bør være med i Arbejdet for politisk Valgret, om ikke paa anden Maade, saa ved den Støtte, som de, som Medlem af Kvindevalgretsforeningerne yder; og jeg tror endvidere, det er den eneste Vej til at naa Maalet, og derved kan vi gøre vort til, at de, som lider under Samfundets Tryk, maaske hurtigere maa faa at fornemme, at ogsaa for dem lader Gud sin Sol skinne.
Sandby, d. 6.- 1.- 12.
