« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder og Kvinders Magt
I Danmark, hvor Kvinderne med Utaalmodighed venter paa at sætte sig ved Mændenes Side i Folkeraadet, som de forlængst har gjort det i Borgerraadet, spørger vi indtrængende og i Spænding de Landes Kvinder, der har opnaaet politisk Frihed: Hvad evner jeres Intelligens i Sammenligning med Mandens? Hvilken Værdi har I tilført det offentlige Liv?
Lige saa vist, som det er falsk Lære at paastaa, at Kvinden kun er en Skygge af Manden og i sin Svaghed helt og holdent afhængig af ham, lige saa vist er det falsk Lære, at hendes Rettigheder nogensinde kan skilles fra Mandens, som om Kvinde og Mand var Væsner uafhængige af hinanden og deres Krav indbyrdes uforsonlige.
Tværtimod.
Hvert Køn har sine Fortrin, hvert Køn kompletterer det andet og kompletteres af det andet. De er ikke fuldstændig ens i noget som helst, og begges fuldkomne Lykke bestaar i, at den ene ønsker og modtager af den anden, hvad kun den anden kan give.
Jo mere altsaa hvert Køn uddyber og forædler sine specielt mandlige og kvindelige Egenskaber, jo rigere og større vil Totalsummen og Virkningen af disse Egenskaber blive.
Mandens Evne er Virksomhed, Fremskridt og Forsvar, Han er den, som skaber Værdier, opdager nyt Land og forsvarer det, der er hans.
Kvinden frembringer ikke mange positive Værdier, er ikke skabende - hendes Indsats i Verdenshistorien viser os det.
Hendes Intelligens gaar ikke ud paa at opfinde, men paa at lede, ordne og forskønne det allerede givne.
Dette er hendes sande Rettigheder, Rettigheder, der udkræver en stor Selvudvikling og Selvfornægtelse, saa sandt hendes Raad og Ros og Dadel skal blive Manden uundværlig og bringe ham og hende og deres fælles Hjem Lykke.
Men er dette Sandhed, og er disse nævnte Egenskaber Grundegenskaberne for begge Køn, saa maa Mands og Kvindes indbyrdes Stilling blive den samme i det Land, som er deres store fælles Hjem.
Det er en Overfladiskhed at sige, at Mandens Opgave ligger udadtil og Kvindens indadtil. Begges nærmeste Pligter er overfor deres eget Hjem, og begge har de paa hver sin Maade Pligter mod det Samfund, de lever i.
Paa Hver sin Maade - i Overensstemmelse med de Grundegenskaber, de som forskellige Kønsvæsner er i Besiddelse af.
Men skal Kvinden udfylde den Plads, hun ønsker at indtage i det store fælles Hjem, er det givet, at hun ikke alene ikke maa fornægte de Egenskaber, der danner Basis for hendes eget Hjems Lykke og Trivsel, men at hun, hvor hun er medbestemmende over Tusinders Vel, mere end nogen Sinde maa udvikle og fuldkommengøre disse Egenskaber og ikke glemme, at den Værdi, kun skal tilføre det offentlige Liv, beror paa hendes Forskellighed fra Manden.
Ligesom der i det enkelte Hjem vil skabes større Lykke, jo mere udpræget mandlige og kvindelige Egenskaber han og hun besidder, vil det betyde Lykke og Fremgang i det Land hvis Styre begge Køn har Sæde, at baade mandlige og kvindelige Egenskaber gør sig gældende, og ingen Vildfarelse vilde faa mere skæbnesvangre Følger, end hvis Kvinden i det politiske Liv vilde tilstræbe Lighed
o. s. v. med Manden - endsige en Efterligning af ham.
Mandens Opgave mod hans eget Hjem er at skabe det, opretholde og beskytte. Kvindens at opretholde dets Orden og Trivsel, smykke det og hæge om det, være dets Omsorg og Trøst, saa Hjemmet ikke kun bliver en Del af den ydre Verden, man har lagt Tag over, men i Ordets alleregentligste Forstand et Hjem, der er et lyst og fredet Tilflugtssted, hvor Mennesker elsker hinanden og tjener hinanden.
Men udvides disse hendes Opgaver til Pligter imod Samfundet, er det ogsaa her hendes Pligt at være den ordnende og omsorgsfulde, den værnende og trøstende, en Ven af Naturens og Kunstens Skønhed.
Kvindens Krav om politiske Rettigheder er i Virkeligheden et Krav om politisk Magt
Om dette Krav er moralsk berettiget individuelt set, kan ikke være det afgørende for hende, saa sandt hun er Kvinde. Som saadan maa hun spørge sig selv: Er den Magt, du ønsker, Magten til at læge, forsone, ordne, og bevare? Til større Retfærdighed og Barmhjertighed? Til ømmere og finere Forstaaelse? Kvinden i Danmark staar snart over for et Valg, hun ikke kan unddrage sig, og det er Tid at gøre sig klart, hvor stort hendes Ansvar er. Derfor hviler hendes Øjne forventningsfuldt paa hendes finske Søstre, og hun spørger: Vil Kvinderne gaa i de udtraadte Spor og gøre Mændenes Forvildelser om igen, eller vil de gaa nye og egne Veje?
Hør hvad Ruskin siger om Kvinder og Kvinders Magt: »Der findes ingen Krig i Verden og ingen Uretfærdighed, uden at I Kvinder bærer Ansvaret derfor, ikke for Hvad I har fremkaldt, men for hvad I ikke har forhindret. Mændene er af Naturen hengivne til Strid, de stride for en hvilken som helst Sag eller for slet ingen. Det tilkommer Jer at vælge deres Sag og at holde dem tilbage, hvor der slet ingen Sag er.
Der findes ingen Lidelse, ingen Elendighed paa Jorden, hvis Skyld ikke ligger hos Jer. Mændene kan udholde Synet deraf, men I burde ikke være i Stand til at udholde Synet deraf. Mændene kan uden Skaansel trampe alt ned under deres egen Strid, deres Skaansel er ringe og deres Haab fattigt. Det er kun Jer, der kender den dybeste Smerte og forstaar at læge den.«
Saadan taler Ruskin. Og hans Ord maa vække enhver Kvinde til Eftertanke, maa vække i hende om blot en Anelse om den Magt, der er lagt i hendes Hænder, Magten til gennem sin Kærligheds Instinkt at opbygge og bevare det gode, at støtte den svage, at hjælpe den faldne, til gennem sit kvindelige Instinkt at lede sig selv og andre frem ad den rette Vej.
»O, I Dronninger,« slutter han, »I Dronninger! Himmelens Fugle har Reder og Rævene har Huler -
men Stenene i Jeres Byer raabe til Jer, at de er de eneste Puder, hvortil Menneskenes Søn kan læne sit Hoved.«
Charlotte Hauck,
Red. af »Kvindernes Fælleskorrespondance«.
