« Tilbage til søgeresultaterne
Til Formændene
Som allerede meddelt afholdes Landsmødet i Aar i Vejen den 6te og 7de Juli. Det er af stor Betydning, at der møder saa mange Delegerede som muligt, og Formændene opfordres derfor til at virke for, at hver Forening sender det Antal Delegerede, den har Ret til. Foreninger med indtil 50 Medlemmer sender hver to Udsendinge, Foreninger med større Medlemstal én mere for hvert paabegyndt Halvtreds udover de første 50. Jeg minder om, at Hovedbestyrelsens Medlemmer anses for selvskrevne som Delegerede, saa at de ikke regnes med i det Antal af Delegerede, som deres respektive Foreninger har Ret til at sende. - Forskellige Foreninger har forespurgt, om det er tilladt andre end de Delegerede at overvære Møderne. Selvfølgelig er ethvert af vore Medlemmer velkommen til at overvære alle Møder og Forhandlinger; men kun de Delegerede kan deltage i Afstemninger og Valg.
Elna Munck.
Formand for Forretningsudvalget.