« Tilbage til søgeresultaterne
Valgretskampen i England
Den sidste store Begivenhed i de engelske Kvinders Valgretskamp er Forkastelsen af
»The Concilation Bill« (Forligsforslaget) d. 28. Marts.
Ifølge dette Forslag skulde ca. 1 Million selvforsørgende Kvinder have Valgret, endvidere alle de Kvinder, som havde eget Hus og betalte kommunal Skat. Gifte Kvinder eller Kvinder, som boede til Leje, skulde ikke have Valgret.
Forslaget, der ifjor var til 2. Behandling, vedtoges da med en Majoritet af 16 Stemmer, iaar - ved
3. Behandling - faldt det med 14 Stemmers Majoritet. Hvorpaa kan nu dette bero?
De engelske Aviser mener, at én af Aarsagerne maa søges i Kulstrejken, der forhindrede 13 Medlemmer af Arbejderpartiet i at være til Stede; en anden Aarsag maa vistnok søges i »Suffragetternes« voldsomme Taktik, idet 6 Medlemmer, der tidligere havde lovet at stemme for Forslaget svigtede for at konstatere deres Uvilje.
For Forslaget talte den konservative Lord Robert Cecil, der paapegede, at netop de Parlamentsspørgsmaal, som denne Samling skulde behandle: Minimalløn, Forsørgen for Sindssyge, Ædruelighedsarbejdet, Bolig og Skolespørgsmaal havde den største Betydning for Kvinderne; han tilføjede, at Kvinderne behøvede Valgretten for at skaffe sig en bedre Stilling paa Arbejdsmarkedet.
Mod Forslaget talte bl. a. Mr. Asquith, Premierministeren. Han mente, at »Erfaringen« tydelig viste, at Adskillelsen mellem Kønnene burde fastholdes, og at Flertallet af baade Mænd og Kvinder var imod Kvinders Valgret.
De konservative Ledere Balfour og Bonar Law, de liberale Sir Edwar Grey og Lloyd George, samt Arbejdsføreren John Burns stemte for »The Conciliation Bill«.
Forkastelsen har imidlertid ikke nedslaaet de engelske Stemmeretskvinders Mod, men tværtimod bidraget til at ægge dem til nye Anstrengelser og nye Forhaabninger.
