George Sand og Gustave Flaubert.

I

To ganske modsatte Forfatterpersonligheder.

George Sand er i sin Kunst bred og lyrisk, frugtbar som en tropisk Sommer. Til Overflod taler hun med i sine Bøger for at gøre selv de tungnemme begribeligt, hvor Retten eller Uretten maa være: hos hendes Helte, drømte og lidt uvirkelige som de fleste Forfatterinders, eller hos hendes Heltinder, hjærtevarme og lidenskabelige under det stolte, rolige Ydre, levende med den samme Livets og Poesiens Ret, hvormed hun selv - Kvinden over Kvinder - led, kæmpede og vil leve endnu gennem lange Tider.

Gustave Flaubert, 17 Aar yngre end George Sand, ser paa hendes unge Frihedsdrømme med en ældre Mands skeptiske Blik. Mimosebly skjuler han sin personlige Mening dybt paa Bunden af sine Romaner, hvor den er usynlig for de uindviede - Idioterne, som han kaldte dem - aabenbar kun for de faa Intelligente, dem, han skriver for. Med en middelalderlig Ciselørs Omhu og Kløgt anvender han gennemsnitlig et halvt Dusin Aar paa hvert enkelt Værk. Ene og ugift sidder han paa sit Landsted i Croisset ved Rouen, Nat og Dag hamrende, mejslende og smeltende om igen Ordenes Metal, indtil han faar bøjet det i den eneste sande, ædle og uforgængelige Form, som han endnu, utryg og famlende, længe holder fast, før han vover at slippe den fra sig som et fuldendt Mesterværk.

Imens har George Sand aarlig sendt ham 2 - 3 flyvefærdige Unger, som hun uden mindste Bryderi har udruget paa sin Fædrenegaard, Nohant, hvor hun sysler Dagen lang som Moder og Bedstemoder, og i de stille Aftener fylder sine 12 Sider med Noveller. Træffende sammenligner Flaubert hende med en af de store, amerikanske Floder.

Disse to Forfattere, saa ulige i Kunst og Naturel, begge geniale og betydende, har, som det fremgaar af deres Brevvexling, staaet i et inderligt Venskabs - ja Kærlighedsforhold til hinanden. Et Forhold, ikke af sanselig Art og altsaa, ifølge gamle Tolstoy og andre Nutids-Profeter, ikke tynget af Mistro og Had, den skæbnesvangre Ballast, der bringer saa mangen Elskov mellem Mand og Kvinde til at kæntre.

Flauberts Breve til George Sand gaar gennem de sidste 10 Aar af hendes Liv. De udkom 1884 med en biografisk Indledning af Guy de Manpassant og er den sikreste Nøgle til den fine og tillukkede Mands Sjæl. Brevvexlingen begynder i 66, altsaa da Flaubert var 45 og George Sand 62. Foraarsstormene har lagt sig hos dem begge, men der er Efterdønninger tilbage, som holder dem unge og lægger en forunderligt betagende Virkning i deres Ord. Genierne bliver aldrig gamle.

"Kære, gode og tilbedte Mester," skiver Flaubert over Brevene til George Sand. Han underskriver sig hendes "gamle Trubadur". Naar han nylig har set hende, længes han allermest efter hende. Han har besøgt hende med Turgenjev, og et Par Dage efter faar hun et længselsfuldt Brev. Han savner baade hende, Sønnen Maurice og den lille Sønnedatter Aurore.

"Hvorfor kan vi ikke bo sammen? Hvorfor er Livet altid saa dumt indrettet?"

Hun har været hans Gæst i Croisset. Dagen efter, at hun er rejst, synes han, det er en Evighed siden, han saa hende. Hans eneste Trøst er at tale om hende med sin gamle Moder i Rouen.

"Vi skiltes," siger han, "i det Øjeblik, vi havde mest paa Hjærte at sige hinanden. Alle Døre mellem os to er endnu ikke lukket op."

1866 skriver han: "Jeg spiste i Forgaars hos Turgenjev. Dette Menneske forstaar i den Grad at fremtrylle skønne Billeder, selv i en Samtale, at han viste mig George Sand, lænende sig til Balkonen paa Fru Viardots Slot. Nedenunder var der en Borggrav, i denne en Baad. Dér sad Turgenjev paa Toften og saa op paa Dem. Solen gik netop ned og lagde en Straalekrans over Deres sorte Haar."

Mærk vel, dette skrives til en 62aarig Kvinde!

Han fortæller hende om sine ny Venner Goncourt og Zola, som han vil have hende til at interessere sig for lige saa varmt, som han selv gør det. Da han hører, hun skranter, vil han have hende til et Bad og tilbyder hende paa en diskret Maade sine Sparepenge, ligesom hun tilbyder ham sine, da hans gamle Moder dør. 1874 skriver han:

"Aldrig har jeg følt mig mere forladt og nedtrykt i Sindet. Hvad De skriver i Deres sidste Brev om Deres søde Børnebørn, har rørt mig dybt. Hvorfor har jeg ingen til at elske mig? Jeg har dog en medfødt Længsel efter Kærlighed, men man er ikke Herre over sin Skæbne. Jeg var fejg i min Ungdom, bange for Livet. Nu hævner det sig."

Han betror sin Sjæls Veninde alle sine literære Anstrængelser og Skuffelser, diskuterer Politik med hende og er ikke, som Digtere i Almindelighed, saa optagen af sine egne Værker, at han glemmer hendes. Hver ny Bog, hun sender ham, læser han med Interesse, gentagne Gange. Han er især henrykt over lHistorie de ma vie og Consuelo, udtaler om enkelte andre, at de er for idealistiske. Han bebrejder hende spøgende, at der er for lidt Had hos hende.

"Ak, kære, gode Mester, dersom De blot kunde hade! Det, der har manglet Dem, er Hadet! For Deres store Sphinx-Øjne stod Verden i gyldent Skær. Det kom fra Solen i Deres Hjærte. . . ."

Flauberts sidste Brev til George Sand er skrevet 1876, altsaa samme Aar, hun døde. Det lyder saaledes:

"Mit Hjærtes inderligste Tak til Dem, kære Mester! for den dejlige Dag, jeg har tilbragt, medens jeg læste Deres sidste Bog, la Tour de Percemont - Marianne. Først havde jeg gemt den i min Skuffe for ikke at falde i Fristelse, før jeg havde sluttet min Fortælling, Saint Julien. Dette besørgede jeg i Nat, og i Morges tog jeg fat paa Deres Bog, som jeg har slugt i Løbet af Dagen.

Jeg finder begge Fortællingerne fortræffelige, to Juveler. Marianne har rørt mig dybt, og to eller tre Gange har jeg grædt over den. Jeg kunde kende mig selv i Pierre. Flere Sider kunde godt være Uddrag af mine Memoirer, dersom jeg havde Talent til at skrive dem saaledes. Det er altsammen fint, poetisk og sandt! La Tour de Percemont morede mig, men Marianne har bogstavelig fortryllet mig. Englænderne er af samme Mening som jeg og bringer en meget rosende Artikel om Dem i sidste Numer af Atheneum. Det véd De maaske ikke? Altsaa, denne Gang har De min fulde Tilslutning og uden mindste Forbehold.

De ser, at De har glædet mig. De har aldrig gjort mig andet end godt! Derfor elsker jeg Dem. Gustave Flaubert."

Forgæves har George Sand i alle sine Breve til Flaubert givet ham hygiejniske Raad med Hensyn til hans Arbejdsmaade. Han skal ligesom hun lade Vinden frit spille paa sin Æolsharpe, højt eller lavt, som det behager den, blot Bevægelsen er der. Han maa ikke gøre den skønne Literatur til et Selvplageri for Stilens Skyld. Hun pisker tappert løs paa hans Kæphest: at man blot skal skrive for de tyve Intelligente og bryde sig Pokker om Resten.

"Hvis du mener det," skriver hun, "hvorfor raser du da over, at din Bog ikke er populær?"

I Marianne har hun som en kærlig Læge villet give sin Patient Mixturen ind i Romanform. Pierre André er en Ungkarl i Fyrrerne. Han er stille og tillukket, taler ironisk og dyrker Naturvidenskaberne med stor Iver. Af Frygt for at synes middelmaadig udgiver han aldrig, hvad han skriver. Han har rejst meget og set meget, I Pariss støvede Biblioteker har han drømt om sin Barndomsflod ude paa Landet og længtes efter at sidde ved dens Bred under et Træ. Nu, da han er der, føler han sig dog ensom hos sin gamle Moder, hvem han iøvrig elsker højt. I sin Ungdom har han sværmet for Kvinder, der glimrede paa Teatret eller i Salonerne, og han har over disse uopnaaelige Stjærner glemt at lægge Mærke til de mere beskedne Markblomster, der voxede paa hans Vej. Han opdager imidlertid, at han i Grunden elsker Marianne, hans Guddatter, der er 17 Aar yngre end han. Men han tror ikke paa hendes Genkærlighed og er kejtet og tilbageholdende. Marianne bor paa en nærliggende Bondegaard, som hun har arvet efter sine Forældre. Her har hun indrettet sig patriarkalsk med sine Tjenestefolk og rider hver Dag lange Ture paa en Hoppe, ligesaa spinkel og slank som hun selv. Hun er sart, bleg og mørkøjet, tilsyneladende kold og uberørt af Elskov, skønt hun i sit Hjærte gemmer et Væld af Lidenskab for Pierre André. Dette er hun dog intelligent nok til at skjule lige saa omhyggelig, som han skjuler sig for hende. Indtil der fra Paris arriverer en Frier, en pralende, tillidsfuld ung Kunstner, der begærer baade Gaarden og Marianne. Nu kommer den spændende Scene, hvor de Elskende røber sig, og naturligvis ender det med, at Pierre og Marianne faar hinanden. Andet kunde George Sand ikke nænne.

I Marianne har hun givet et friskt Billede af sig selv, saaledes som hun i sin Ungdom levede paa Nohant. Det velmente Forsøg paa at skildre Flaubert i Pierre er derimod ikke lykkedes. Billedet staar falmet og blegt for moderne Læsere. Bogen faar sin Betydning derved, at den store Flaubert har grædt over den. Her har hans strænge Kunstsans tiet, og kun Hjærtet talt.