« Tilbage til søgeresultaterne
Stemmeret eller Valgret
I en Artikel »Resolutionen fra Aarhus« anbefaler Fru Hansine Pedersen Forsigtighed og Varsomhed indtil »vi faar den bebudede Valgret«.
Man kunde fristes til at tro, at Fru Pedersen mener, at det er Kvindernes Forsigtighed og Varsomhed, der har bragt os dertil, hvor vi nu staar, medens Forholdet jo netop er det, at Kvinderne altid har stillet Krav, som først Fremtiden tog op og virkeliggjorde, men som i Øjeblikket saa »ufornuftige« ud i fornuftige Folks Øjne. Dette at tage langt Sigte og ikke at nøjes med det, der i Øjeblikket kunde listes igennem, har være Kvindesagens Styrke og vil forhaabentlig blive det fremdeles. »Aarhus Resolutionen«s
Krav er et saadant »vide frem«, som forhaabentlig før eller senere vil finde Grenklang hos Danmarks Kvinder.
Endvidere mener Fru Hansine Pedersen, at Kvinderne gør klogt i at stille sig i Mændenes Rækker i de bestaaende politiske Partier.
Ja, maaske - men naaer man gennem Partistyret det, man skulde og burde? Er det organiserende og politisk oplysende Arbejde, som Partierne har gjort og hvorigennem de har vokset sig stærke, ikke ved at slaa om i sin Modsætning - i hvert Fald hvad den oplysende Del angaar? Den Oplysning, som faas gennem Partierne, betyder den ikke nu i de fleste Tilfælde Forherligelse af Partimænd og Partimeninger samt Forvrængning af, hvad der ikke er autoriseret af Partiet?
Har Partistyret ikke gennem sine taktiske Kunstgreb ganske taget Ansvaret fra den enkelte og lagt det i Hænderne paa den altafgørende, men ansvarsløse Ledelse? Og har det ikke ført til, at mange af de bedste og mest selvstændige har maattet opgive at være med i Lejren?
Saadan er Forholdene og saadan maa de være, ikke saa meget paa Grund af Menneskenes Ondskab, som paa Grund af de Valgmaader, vi anvender - Forholdstalsvalg og Majoritetsvalg i Enkeltmandskredse.
Derfor kan jeg ikke som Fru Pedersen være tilfreds, bare nu for »Valgretten«. Takket være de anvendte Valgmaader, er det ikke Valgret, vi faar, bare Stemmeret, Ret til at stemme paa de af Partierne opstillede Kandidater, hvor stor eller rettere hvor ringe den menige Vælgers Indflydelse er paa Opstillingen, har vi Kvinder haft Lejlighed til at erfare netop i denne Tid.
At have Valgretten, det er noget helt andet; det er i Virkeligheden det, Kvinderne har kæmpet for, og derfor kan de heller ikke nøjes med blot at faa Stemmeret. De skal forlange Ret til frit at udpege deres Repræsentanter, og der er det gode og forhaabningsfulde ved at rejse dette Krav, at her kan Mænd og Kvinder arbejde sammen. Det er en Fællessag for alle selvstændige, politisk forstaaende Mænd og Kvinder at komme bort fra Partistyre til Folkestyre.
Hvorlidt det politisk set betyder, at Kvinderne faar Stemmeret under de nugældende Synsmaader, kan man faa Besked om i vort Naboland Norge. Her fik Kvinderne Stemmeret 1907, men de har endnu ingen Kvinder faaet ind i det norske Storthing.
Var den norske Kvinde Vælger, saa havde hun vel sørget for, at der ogsaa fandtes Kvinder blandt de norske Lovgivere. Men der som her maa Kvinder som Mænd »være tilfredse«, blot de kan faa Lov at stemme, saa skal de ledende nok vælge de Kandidater, det er Folket tjenligst at stemme paa.
Paa Grundlag af et lignende Partistyre er den nuværende Rigsdag bleven til herhjemme. Er det da underligt, at der rejser sig Krav om en ny grundlovgivende Rigsforsamling, valgt saaledes, at det danske Folk, Kvinder som Mænd, kan blive forholdsvis repræsenteret af frit valgte Repræsentanter.
Aarhus i Februar, 1915.
