« Tilbage til søgeresultaterne
De svenske Kvinders Arbejde for Valgretten
Den svenske Landsforening for Kvindens politiske Valgret har udsendt en Aarsberetning for 1912, der vidner om, hvilket fortræffeligt Arbejde der udføres af Landets Kvinder. Landsforeningen er nogle Aar ældre end det danske Landsforbund og talte den 31. Decbr. 1912 ialt 185 lokale Foreninger - hvoraf 18 Filialer - med et Medlemsantalaf 14,131 Kvinder og 194 Mænd.
Hvad der særlig vækker Beundring og Respekt er det udmærkede Organisationsarbejde, der kommer til Syne gennem de statistiske Oplysninger. Af disse fremgaar, at Landsforeningen har ikke blot Tal paa hvert eneste Medlem, men hver enkelt Lokalafdeling yder sit værdifulde Bidrag til Oversigten ved at afgive en af den lokale Formand udarbejdet Redegørelse for, hvor mange Bestyrelsesmøder, offentlige Møder og andre Sammenkomster, der har været afholdt i Aarets Løb, hvilke Emner, der er bleven behandlede i Foredrag samt Talernes Navne; endvidere Opgivelse af, hvor mange af Foreningens kvindelige Medlemmer der er indvalgt i offentlige Hverv som Statsfuldmægtige, Bestyrelser af Fattigvæsen, politiske eller oplysende Foreninger o. s. v., hvor mange Agitationspjecer og Valgretsblade der uddeles, sælges eller holdes, Foreningens Stilling til den lokale Presse og andet, der bidrager til at give et Billede af Organisations- og Agitationsarbejdet paa de enkelte Egne. Enhver, der har nogen Erfaring angaaende Foreningsledelse, vil forstaa, hvilken Sum af Arbejde og Energi der kræves til at fremskaffe en saa udtømmende Oversigt over en Nations Arbejde for en enkelt Sag.
Det afsluttede Aarsregnskab fortæller om en Offervillighed og Pligtfølelse overfor den store fælles Sag, der taler til Ære for Sverigs Kvinder. Foruden at de lokale Foreninger - rimeligvis tildels gennem private Bidrag - indsender et betydeligt aarligt Kontingent til den Hovedstyrelse, der leder Agitationen, modtager denne tillige en Del Pengegaver fra velstillede Kvinder; og det viser sig endvidere, at Landsforeningens Blad »Røsträtt för Kvinnor« giver en klækkelig Indtægt, idet Redaktionen og dens Medarbejdere gør deres Arbejde gratis, mens Abonnenterne betaler 1 Kr. aarlig i Erkendelse af, at naar Redaktion og Medarbejdere yder Tid, Arbejde og Kundskaber frivilligt, da sker dette til Fordel for Sagen og ikke for den enkelte Person.
Politisk set har 1912 været et Mærkeaar i den svenske Valgretsbevægelse, idet der første Gang fremkom et Regeringsforslag (kongelig Proposition) om Valgret og Valgbarhed for Kvinder paa samme Betingelser som Mænd.
Kort efter dets Fremkomst (Trontalen) foranstaltede ikke mindre end 91 Kvindevalgretsforeninger offentlige Møder, der besøgtes af ca. 20,000 Personer, som vedtog følgende Resolution:
»Tirsdag den 2. April 1912 blev en Mærkedag i den svenske Kvindevalgretsbevægelses Historie. Da fremlagdes nemlig for første Gang en kgl. Proposition om Valgret og Valgbarhed for svensk Kvinde paa samme Vilkaar som svensk Mand.
Vi, Mænd og Kvinder, samlede til Opinionsmøde, udtaler den bestemte Forhaabning, at begge Rigsdagens Kamre i Aar vil gennemføre dette Regeringsforslag og derved gøre Trontalens Ord til Virkelighed, naar denne udtaler: at Hensynet saavel til almindelig Retfærdighed som til Statens velforstaaede Gavn kræver en Rettelse af det Misforhold, at Kvinden i det væsentligste savner den største af alle medborgerlige Rettigheder.« , Regerings forslaget kom til Behandling den 18. Maj. Efter en 4 Timers debat blev det imidlertid nedstemt i Første Kammer med 86 Stemmer imod 58. Dette betød dog en Fremgang af 35 Stemmer siden 1911, og den Omstændighed, at kvindens politiske Valgret var fremkommet som Regeringsforslag maa i hvert Fald betragtes som et stort Skridt fremad.
Da det stiller sig saaledes, at det Aar for Aar er Højre, der modsætter sig Kvindevalgretten, mens de frisindede Partier forlængst har optaget den paa deres Program, var det ganske naturligt, at der fremsattes det Spørgsmaal paa Landsforeningens Aarsmøde i 1912, »om det vilde være rettest, at Landsforeningen under en given politisk Situation deltog i den politiske Valgretsbevægelse?« Efter en livlig Diskussion, hvori godt en Snes Talere deltog og udtalte sig dels for dels imod politisk Neutralitet under de øjeblikkelige Forhold, sluttede Debatten uden Resolution, idet Ordføreren foreslog, at selve Forhandlingen skulde betragtes som fyldestgørende Svar.
Selv om de politiske Afstemninger i Sverig i høj Grad indbyder - for ikke at sige berettiger - Landsforeningen til at tage politisk Parti, rummer et saadant Skridt utvivlsomt sine store Farer for en Bevægelse, der er rejst paa et neutralt, almensocialt Spørgsmaal. Og dette er sikkert Grunden til, at Landsforeningen foretrækker en Taktik, der bestaar i, at hvert enkelt Medlem søger at udøve sin politiske Indflydelse som Privatperson, saa meget mere som de lokale Vælgerforeninger nu staar aabne for Kvinderne.
Blandt de Planer, som vedtoges for Arbejdet i 1913, fremhæves som den største og væsentligste at fremskaffe en Masseadresse til Rigsdagen i 1914. Landsforeningens Ledere er i Øjeblikket energisk beskæftigede med at forberede en saadan Adresse, hvis Masse af Underskrifter skal bevise, »at et virkelig imponerende Antal af Sverigs Kvinder kræver den fulde politiske Medborgerret.«
Efter hvad vi danske kender til de svenske Kvinders Viljekraft og Forretningsdygtighed nærer vi ingen Tvivl om, at denne Adresse vil blive netop saa stor og virkningsfuld som de har tænkt sig den. Og hvis det hænder, at vore Søstre hinsides Sundet bærer Sejren hjem tidligere end vi, da kan vi kun lykønske dem af ganske Hjerte og tilføje, at de i Sandhed har fortjent den.
