« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Retsstilling
ved cand. polit. Meta Hansen.
V. Arv mellem Ægtefæller.
(sidste Artikel).
Efter dansk Ret er Formuefællesskab det almindelige mellem Ægtefæller; d. v. s. Formuen betragtes som tilhørende dem begge i lige høj Grad. I Tilfælde af den ene Ægtefælles Død, betragtes den ene Halvdel af Boet som den overlevende Ægtefælles personlige Ejendom (Boeslod), den anden Halvdel deles mellem den afdødes Arvinger, deriblandt den overlevende Ægtefælle, saafremt denne ikke ved Testamente er indsat som Universalarving. Er der intet Testamente og ingen Børn, arver den længstlevende en Trediedel af den afdøde Ægtefælles Boeslod, er der Børn, enten Fællesbørn eller Børn efter den afdøde (efter Manden kun Ægtebørn), deles dennes Boeslod i saa mange Parter, som der er Døtre og dobbelt saa mange, som der er Sønner, samt to Parter for den efterlevende Ægtefælle, der faar disse to Parter, medens Resten saa deles lige mellem Børnene uden Hensyn til Kønnet. Ægtefællen skal arve en Broderlod, der regnes efter den Tid, da Broder tog dobbelt Arv mod Søster, Ægtefælles Arv maa dog ikke overstige en Fjerdedel af den afdødes Boeslod. Er der Særeje, deles deri afdøde Ægtefælles Særformue paa samme Maade som Boeslodden.
Med Hensyn til Arven er Mand og Hustru ligestillede, men med Hensyn til naar Arven skal udbetales, er de meget ulige stillede. En Mand har altid Ret til at sidde i uskiftet Bo med sine egne Børn, saalænge han forbliver ugift, en Hustru har kun denne Ret, hvis Manden har efterladt en skriftlig i testamentarisk Form affattet Erklæring herom. Har Manden ikke det, kan Øvrigheden give hende denne Tilladelse, men kun saalænge Børnene er umyndige, saa snart de er myndige, udkræves deres Samtykke.
For et Par Aar siden var et Forslag fremme i Rigsdagen om at give Hustruen den samme Ret som Manden til at hensidde i uskiftet Bo, men Landstinget mente, at det var for stort et Ansvar at paalægge Hustruen.
Om dette Forhold gives ikke videre fyldestgørende Oplysninger i den internationale Lovberetning, dog har man fra enkelte Lande givet ret interessante Data.
I en Del af de Forenede Stater i Nordamerika skal en Enke nyde Brugen af en Trediedel af sin afdøde Mands faste Ejendom, og arve en Trediedel af hans rørlige Ejendom; denne Ret kan ikke berøves hende. Hvis Hustruen ikke efterlader Testamente, har Manden Ret til Brugen af al hendes faste Ejendom og arver alt hendes rørlige Gods, men Hustruen kan ved Testamente berøve ham denne Ret.
I England behøver Hustru og Børn ikke at arve, hvis Manden ønsker at testamentere sit Gods til andre. Er der intet Testamente, arver Hustru og Børn. En Mand arver sin Hustru.
I de fleste australske Stater arver Hustruen en Trediedel, Børnene to Trediedele af den efterladte Formue.
I Ungarn arver Hustruen det hele, dog kan Børnene forlange en Part, hvis der er Formue nok til, at Hustruen alligevel kan leve standsmæssigt.
I Bulgarien belønnes Hustruen for Ægteskabets Varighed. Er der mange Børn og Ægteskabet har varet under 10 Aar, faar Hustruen en Trediedel, har det været over 10 Aar, faar hun Halvdelen af Boet.
Hermed sluttes Omtalen af Kvinders Retsforhold i de forskellige Lande.
De Læsere, der maatte ønske at stifte nærmere Bekendtskab med disse Forhold, vil kunne finde mere fyldestgørende Oplysning i den internationale Lovberetning, der faas ved Henvendelse paa Danske Kvinders Nationalraads Kontor. V. Boulevard 5. Prisen er Kr. 1,50.
