« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Agitationsrejse gennem Tyskland og Østrig
Af Sarah Orth.
II.
Man kunde paa Forhaand fristes til at formode, at denne Rejse fra By til By vilde faa et ensformigt Præg; men det var ejendommeligt at se, hvorledes hver By forstod at udforme det i de store Træk ensartede Program paa en ny og karakteristisk Maade. Saaledes havde vi i Prag Fornemmelsen af, at Modtagelsen stod i en vis Forbindelse med det Faktum, at en Kvinde nylig for første Gang var valgt til Medlem af den bøhmiske Landdag, lige saa vel som vi i Wien, hvor Autoriteterne udelukkende glimrede ved deres Fraværelse, fik et Indtryk af den berygtede § 50 og dens Indflydelse paa Kvindernes politiske Stilling - om man overhovedet kan bruge det Udtryk.
Paa Banegaarden i Prag havde vi Danske den glædelige Overraskelse at faa en Velkomsthilsen paa vort eget Sprog af en ung Czeker, der talte udmærket Dansk og med stor Elskværdighed stillede sig til de nordiske Delegeredes Disposition. Jeg véd ikke, om Dronning Dagmar og Tycho Brahe har knyttet et særligt Baand mellem Danmark og Bøhmen? Eller var det deres nationale Farver - den røde og hvide Sløjfe, vi bar -? Maaske var det blot Czekernes naturlige og vindende Væsen, der gjorde den smukke By saa hjemlig og uforglemmelig for os.
Kommunalraadet, der var Medindbyder, havde stillet Sporvogne til vor Raadighed under hele Opholdet, og dets officielle Modtagelse i Raadhusets herlige Forsamlingssal gav os straks et højtideligt Indtryk, der forhøjedes ved det kunstnerisk udførte Billedværk om Byen Prag, som enhver af os modtog ved Bortgangen.
Ved det store Møde om Aftenen var ikke mindre end 14 Nationer repræsenterede ved udmærkede Talere - Danmark paa bedste Maade af Fra Elna Munch -, men Hovedbegivenheden var det Foredrag, der med ejendommelig bunden Heftighed og i en indtrængende, næsten truende Tone holdtes af Forfatterinden Fru Vikova-Kunéticka, det nyvalgte Medlem af den bøhmiske Landdag. Da hun talte Czekisk, forstod vi jo intet af det lange Foredrag, men de bestandige Bifaldsudbrud fra den mægtige, tætfyldte Sal vidnede om, at hun formaaede at rive sine Landsmænd med. En fransk Oversættelse, der senere blev uddelt, oplyste os om, at Emnet: »Kvinderne og de smaa Nationer« var en glødende Opfordring til Tilhørerne om at støtte disse Nationers Selvstændighedskamp, hvad der ikke var ganske paa sin Plads overfor en Forsamling, der netop Arbejder for en Sammenslutning af Kvinderne hele Verden over uden Hensyn til nationale, religiøse eller politiske Anskuelser, og som heldigvis Gang paa Gang har faaet Bevis paa, at det kan lykkes. Formanden, Frk. Tumova,
og Dirigenten, Fru Plaminkova, kappedes imidlertid den følgende Dag med deres dygtige Hjælpere om at udslette det lidt pinlige Indtryk, og de mange uofficielle Taler ved Sammenkomsten i Kvindevalgretskomitéens Lokaler vidnede om den bedste Forståaelse mellem Værter og Gæster.
I Wien var det atter nye Ansigter og berømte Navne, som Formanden, Fru Ernestine v. Fürth, præsenterede for den meget talrige Forsamling ved den selskabelige Sammenkomst den første Aften og i den mægtige, overfyldte Sal ved det store offentlige Møde. Ejendommeligt nok var der ikke mindre end tre kvindelige Jurister. Lederen af de engelske Kvindestemmeretsforeningers Landsforbund, Fru Garrett Fawcett er Dr. juris, Æresdoktor ved Universitetet i Oxford, og har i flere Aar praktiseret Som Jurist; desuden har hun i snart halvtredsindstyve Aar været en af Førerne i den engelske Kvindebevægelse og er 1.Vicepræsident i den internationale Alliance. Den franske Advokat Marie Vérone henrev Forsamlingen til begejstret Bifald ved sin glimrende Veltalenhed, medens den svenske Professorinde Anna Wicksell særlig gør Indtryk af at eje en skarpsindig juridisk Begavelse.
Med stor Interesse, hørte man ogsaa »Amerikas bedste Borgerinde«, den berømte Jane Addams, Stifteren og Lederen af det bekendte Hull House i Chicago, en Villakoloni, hvor Hundreder af Kvinder af forskellig Stand og Stilling lever under næsten ideelle Forhold. I Forbindelse med den er oprettet en Koloni for Mænd og en Børnehave; desuden er den Centrum for forskellige filantropiske og pædagogiske Foretagender og for Arbejderbeskyttelse. Miss Addams er forøvrigt en fremragende Socialpolitiker; som Taler virker hun ved sin stilfærdige, men kloge og rammende Udtryksmaade.
Blandt de mange fremragende og begavede østrigske Kvinder er der særlig Grund til at nævne den gamle Fru Marianne Hainisch, Skaberen af den østrigske Kvindebevægelse. Siden 1870 har hun med utrættelig Iver ofret sine store Evner som Taler og social Forfatter for Arbejdet paa Kvindernes Udvikling og Selvstændighed. Iøvrigt havde det offentlige Møde her for første Gang mandlige Talere at byde paa, nemlig den hollandske Oberst Mansfeldt, Sekretær i det internationale Mandsforbund for Kvinders Valgret, og den østrigske Rigsdagsmand og Borgerrepræsentant, Konstantin Noske, der har sat sig i Spidsen for Dannelsen af en østrigsk Mandsforening og nu benyttede Lejligheden til at rette en indtrængende Opfordring til de mange tilstedeværende mandlige Tilhøre, idet han lagde dem paa Sinde, at en saadan Forening vilde have saa meget større Betydning i Østrig, hvor Kvinderne er udelukkede fra det politiske Arbejde. Fremdeles udtalte han ogsaa Forhaabning om, at § 30 snart maatte have udspillet sin Rolle, og i Agitationen for dette støttedes han virksomt af den hollandske Dr. Aletta Jakobs, der i meget skarpe Udtryk og under stærkt Bifald hævdede, at de østrigske Mænd gjorde sig selv latterlige og deres Land til en Fabel for hele Verden ved at forholde Kvinderne en saa selvfølgelig Ret som den at danne politiske Foreninger. At de østrigske Førere med saa meget større Iver opdyrker de forskellige Omraader, hvor det er muligt at samle Kvinderne til virksomt Arbejde for Selvudvikling, selvstændigt Erhverv og social Forsorg, fik man et stærkt Indtryk af ved at se de Bjærge af Flyveblade, Tidsskrifter og Pjecer, der uddeltes til Tilhørerne, og ikke mindst ved at læse det smukt udstyrede, indholdsrige og oplysende Festskrift, som den østrigske Kvindestemmeretskomité havde udgivet i Anledning af vort Komme.
Kongressen i Budapest skal jeg ikke komme ind paa, da Bladet jo allerede har indeholdt et omfattende Referat, og iøvrigt var det jo ret naturligt, at en By, der afholder en saadan Verdenskongres, opbyder alt for at gøre Modtagelsen stilfuld og smuk. Vi var heller ikke i Tvivl om, at en saa glimrende Taler som Rosika Schwimmer vilde formaa at samle en Hjælpeskare, der ikke veg tilbage for nogen Anstrengelse for at bringe det kæmpemæssige Apparat tit at virke. Maaske var vi snarere noget forbavsede over, at Komitéens Grevinder og Komtesser ikke nøjedes med at være pyntelige Topfigurer, men selv arbejdede med, og vi var i alle Tilfælde glædeligt overraskede ved at møde Hjælpsomhed, Interesse og Velvilje overalt i Byen, hvor vi færdedes, og ikke alene hos de mange Ungarere, der overværede Kongressens Møder. Men det bedste Bevis for, at den ungarske Kvindevalgretsforening ikke blot har udført et Overfladearbejde, men at dens Agitation til Trods for de vanskelige Forhold har strakt sig ned i Befolkningen og ud i fjerne Afkroge, oplevede en Del af os paa Hjemrejsen ved Ophold i Mezökövesd og Dobsina, hvor de stedlige Foreninger tillige med Borgmestrene og Befolkningen viste os en enestaaende Gæstfrihed og Opmærksomhed i de korte Timer, vi havde Lejlighed til at beundre de ejendommelige Nationaldragter det første Sted og den vidunderlige Ishule det sidste Sted. Og hver Gang vi under Opholdet i Karpaterne paa Jernbanen passerede Grevinde Télekis Sommervilla, hvorfra det gulhvide Valgretsbanner bestandig vajede, var det os, som om vi modtog en tavs Forsikring om, at disse energiske Kvinder ikke havde sat Kræfterne til ved de omfattende Forarbejder til Kongressen, men med den samme Udholdenhed og Dygtighed vilde fortsætte Kampen for at generhverve og udvide de enkeltes fordums Rettigheder og vinde nye for hele deres Køn.
Fra gammel Tid har nemlig Enker efter Jordegodsejere haft Ret til at sende en mandlig Befuldmægtiget til Parlamentsvalgene, ligesom de ogsaa som Formyndere for en umyndig Søn kunde udøve den i visse Magnatfamilier arvelige Værdighed som Provinsstatholdere og flere af dem har med Hæder indskrevet deres Navn i Ungarns Historie. Det er først Mændenes Frihedskampe 1848, der har berøvet de adelige Kvinder deres tidligere Rettigheder. I Øjeblikket har ugifte, myndige Kvinder, fraskilte og Enker dog indirekte Stemmeret i Landkommunerne, naar de er Ejendomsbesiddere, og selv om den politiske Valgrets Forkæmpere nylig har lidt et Nederlag, idet Valgreformen i Aar blev gennemført udenom Kvinderne, saa er det dog en Tilfredsstillelse at konstatere den store Forskel fra 1905, da det daværende Lovforslag kort og godt udtalte, at Spørgsmaalet om Kvinders Valgret ikke kunde tages alvorligt, da Kvindens Plads var i Hjemmet, og saa nu i 1913, da Premierministeren, der er Modstander, fandt sig foranlediget til at holde en lang Tale i Parlamentet for at undskylde, at man af »politiske Grunde« umuligt kunde tage Kvinderne med i dette Lovforslag. Oppositionspartierne holder sig ligeledes til »de politiske
Grunde«, idet de ikke tør risikere en Splittelse i den samlede Opposition paa dette Spørgsmaal, og Socialdemokraterne, der af Kvindevalgretsforeningen betragtes som dens bitreste Modstandere, hævder at deres Taktik tvinger dem til at udsætte Spørgsmaalet, idet der i Øjeblikket kun kunde blive Tale om Eksamens- eller lignende Censur for Kvinder, hvorved alle Arbejderkvinder vilde blive udelukkede og de konservative Partier saaledes faa forøget Overvægt.
Da der stadig drives Obstruktion fra Oppositionens Side, var kun 60 Medlemmer til Stede ved anden Behandling i Parlamentet; af disse stemte over en Trediedel for et Ændringsforslag om at slette Ordet »mandlig«, og de tre første Talere ved første Behandling talte Kvindernes retfærdige Sag med varme Ord. Da den nye Lov har vakt megen Utilfredshed, nærer man Haab om, at den snart vil blive optaget til Revision, og at den Samfølelse i Kampen og Forstaaelse af dens
Betydning, der bringer de ungarske Kvinder til at mødes fra alle Lejre om den fælles Sag, maa øve saa megen indflydelse paa Politikerne, at de paa dette ene Punkt kan opgive deres Obstruktion og Taktik og enes om at føre den Retfærdighedssag igennem, som overmaade mange af dem indser vil være af omfattende Betydning for deres Land.
At den 7. internationale Kvinde valgretskongres har ydet sit Bidrag hertil, er utvivlsomt. Derfor fortsætter denne moderne Korstogshær sin Vandring Aar efter Aar, fra Land til Land med Bud om nye Sejre og Resultater; med Opmuntring til dem, der endnu kæmper. Men at Maalet engang vil blive naaet, tvivler ingen i den store Hærskare om. - Paa Fanen staar Susan Anthonys stolte Ord:
Failure is impossible.
(Nederlag er umuligt).