« Tilbage til søgeresultaterne

Nedenstaaende Sange blev skrevne til Festmaaltidet under Landsmødet:

Af: Martha Ottosen

« Se emneord

Mel.: Yderst mod Norden lyser en Ø -.

 

Frihed og Lighed, de daarende Ord,

højt har de lydt over Lande,

lyst som en Stjerne gylden og stor

over de natdunkle Vande,

straalet som Solen, der kanter med Guld     

Skyens Rande.

 

Fribaarne Tanker, der bane sig Vej

vil over Land og Rige,

tit møder Modstand saa ond og sejg,

Latter og Haan mod dem stige.

Ja, det er hændt, de for Ondskabens Magt

maatte vige.

 

Friheden sejrede, den var for stærk,

Latter og Haan den ej kued’.

Kloge Mænd øved’ et Stordaadsværk.

Haand over Bryn de skued’

ind i et Danmark, hvor Trældom ej mer’

Bonden trued. 

                 

Frihed og Lighed vandt danske Mænd,

Bonden sin Ryg monne ranke.

Ligheden misted’ de snart dog igen –

alt for stor var den Tanke.

Smaa Hjerter tit i Stormænds Bryst

kunne banke.

 

Dage og Aar randt i Tidernes Hav,

end staar der Kamp for at vinde

Frihed og Lighed for høj og for lav,

Frihed for Mand og for Kvinde.

Gid over Danmark snart Sejrens Dag

maa oprinde!  

Martha Ottosen                

 

FØR OG NU

 

Mel.: »Du er rig, du er dejlig, o Syd!«

 

Hør, hvor har dog vi Kvinder det rart!

vi, der lever nu i Anno Tretten,

-  vi har ganske vist ej Stemmeretten,

men vi haaber at faa den lidt snart.

Naa, bevares! selvfølgelig vil

ingensinde vi misbruge Magten.

:,: men naar først i vor Haand manharlagt’en

skal dog ikke vi altid se til«. :,:

 

Naar vi tænker os det Slaveri,

hvori Fortidens Kvinder var lænket,

-  ej til Stemmeretsmøder sig bænked’,

aldrig Landsmøder laved - som vi.

Deres Mening man agted’ ej paa,

ja, saa tidlig de undertrykt blev a’

:,: sikkert ikke engang Moer Eva

fik sagt Adam, hvor Skabet sku’ staa.:,:

 

Dog, mens Verden er gaaet sin Gang,

er vi lidt efter lidt avanceret,

vi har alle Slags Midler proberet,

vi har brugt baade Mildhed og Tvang.

-  Nu er Manden parat til at tro,

at en Kvinde er mere end Amme,

:,: at i mangen en lille Madamme er

der Stof til Professor - jo jo! :,:

 

Vi kan bruges, saa vidt jeg ved af,

til Jurister, Doktores, Betjente,

a foruden de mere bekendte,

saasom Læge, Chauffør, Stenograf.

-  Vise Fædre har styret vor By,

vise Mødre nu Raadhuset rummer,

:,: ved hvis Kloghed selv Manden forstummer,

mens saa viden om gaar deres Ry. :,:

 

Dog, der er jo et »Aber dabei«,

man vil paastaa, vi Hjemmene svigter

for de nye, forskellige Pligter,

der er kommet paa Kvindernes Vej.

-  Aa, det er saamænd ikke saa nyt

det »at mangle de huslige Dyder«;

:,: tror De, Eva hun passede Gryder,

syede Knapper i Skjorter, jo py! :,:

 

Nej, vi er ikke værre, tror jeg,

maaske heller ej synderlig bedre

end de Kvinder, som med vore Fædre

traadte Fortidens tornede Vej.

Naa, jeg ser nu paa Fremtiden lyst,

-  faar vi bare først Ret til at stemme,

:,: skal vi nok klare Grejerne hjemme,

vi er vandt til at tage en Dyst. :,:

J. o.