« Tilbage til søgeresultaterne
Landforbundets Vinterarbejde
Skønt Tusender af Kvinder nærer Haab og Forvisning om, at denne Vinters Rigsdagsarbejde skal bringe det Resultat, vi i aarevis har arbejdet for, har dette heldigvis ikke sat daarlige Spor i Landsforbundets Virksomhed.
Det vilde være saare menneskeligt, om enkelte Foreningsformænd, der Vinter efter Vinter har ofret Tid og Ulejlighed paa at skaffe Medlemmerne en god og udbytterig Foredragsrække, nu vilde sige: jeg har gjort, hvad jeg kunde - nu er det Rigsdagens Tur, og indenfor den kan jeg intet udrette! Derfor holder vi færre Møder i Vinter.
Det vilde være saare menneskeligt, fordi det mange Steder har været meget vanskeligt for de flinke Formænd at skaffe Foredragsholdere: Foreningen var maaske lille og Kassen tom - Forbindelsen med Omverdenen besværlig - og derfor kunde det knibe med at faa Talerne til at ofre to Dages Rejse paa et enkelt Foredrag, der gav ringe pekuniært Udbytte.
Men heldigvis har det jo stillet sig saaledes, at virkelig energiske og interesserede Formænd næsten altid har kunnet skaffe Talere til en Række Vintermøder, selv om Stedet laa afsides. Dels har lokale Mænd eller Kvinder været villige til at holde et Foredrag nu og da; dels har vi indenfor vort Forbund været saa lykkelige at eje kvindelige Talere, som med aldrig svigtende Beredvillighed Gang paa Gang er rejst til Landets fjærneste Egne for at henvende opmuntrende Ord til dem, der virker for den store fælles Sag.
Som sagt: det vilde være forklarligt, om den nuværende politiske Situation havde bevirket, at man hist og her forholdt sig afventende. Men dette er langtfra Tilfældet! Det synes tværtimod, som om Øjeblikkets Haab virker opmuntrende paa alle vore Medarbejdere og indeholder en Spore til fornyet Iver. Netop i Aar har Forretningsudvalget modtaget et særlig stort Antal Anmodninger om Talere, og dette har saa meget større Betydning, som Foreningernes Formænd langt lettere end før kan skaffe sig Talere selv. Nu om Stunder er Politikere, Redaktører, Højskolefolk o. s. v. som Regel langt villigere til at tale i en Kvindevalgretsforening end tidligere. Endvidere har Hovedbestyrelsen haft den Glæde at se, at ældre Foreninger, der hidtil har ført en stille Tilværelse, netop i Vinter sætter fuld Kraft paa Arbejdet. - Og endelig er man begyndt at vedtage paa Generalforsamlinger, at alle en Forenings Medlemmer skal have »Bladet« i Hænde - en Ting, der burde være gennemført for længe siden. Der er altsaa ingen Tvivl om, at de Udsigter, der nu aabner sig for os, i Stedet for at svække Bevægelsen, har indblæst den nyt Liv. Og netop saadan bør det være; thi det viser, at den er alvorlig og ægte. Den Kvinde, som i dette Øjeblik vilde sætte sig magelig til Rette og sige: lad nu Rigsdagsmændene om Resten!- hun vilde ikke høre til Sagens virkelige Venner. Har man Kærlighed til en Sag, har man Tro til dens Gavnlighed, og er man forvisset om, at den - og kun den - kan ophæve nogen af den Uret, som vi med Sorg og Skam er Vidne til, da slipper man den ikke, fordi dens Løsning synes mulig - man lægger først Arbejdet ned, naar den er gennemført!
