« Tilbage til søgeresultaterne
Hjælpekassevalget i Marts
For nogle Dage siden læste jeg i et politisk Ungdomsblad en Klage over, at Foreningsmedlemmerne saa ofte, naar de søgte at hverve nye Medlemmer, fik det Svar: »Jeg har ingen Forstand paa Politik«. Jeg kom derved til at tænke paa, hvor ofte det Svar ogsaa har lydt til Kvindevalgretsforeningens Medlemmer under deres Agitation for den politiske Valgret. Og i og for sig kan det Svar fra Kvinderne ikke forbavse én, naar man tænker paa, hvor de Generationer igennem - ja, lige til de sidste Aar - systematisk er bleven holdt borte fra alt, hvad der angik det offentlige Liv. Forstaaelsen af og Interessen for en Sag kommer selvfølgelig først med Retten til indflydelse paa den, og endnu har Kvinderne ingen Indflydelse paa det politiske Livs Udvikling i Danmark. -
Men selv om der sikkert endnu vil gaa mange Aar, før Flertallet af danske Kvinder med nogenlunde Sikkerhed kan udtale sig om Spørgsmaal angaaende Statens Pengeomsætning, Toldsatser o. lign. - forresten tvivler jeg om, at Flertallet af de mandlige Vælgere til Dato er naaet saa vidt, at de kan gøre det - saa er der ét Lovgivningsomraade, hvor Kvinderne straks vil kunne gøre Fyldest som Statsborgere, og det er i den sociale Lovgivning; om den kan ethvert klarttænkende og varmtfølende Menneske danne sig en Mening.
Hjælpekasseloven af 4. Maj 1907 har allerede givet danske Kvinder Indflydelse paa én af de sociale Love, idet den har givet dem Valgret og Valgbarhed til Hjælpekassernes Bestyrelse. Saa selv om vi ikke har været med til at skabe den Lov, saa har vi dog en Del af Ansvaret for, hvorledes den er kommen og fremtidig kommer til at virke. Og naar der nu i denne Maaned for 3. Gang vælges Bestyrelser til de kommunale Hjælpekasser, saa haaber jeg, at Kvinderne vil vise, at de er sig dette Ansvar bevidst, dels ved at møde og stemme paa selve Valgdagen, og dels ved gennem deres respektive Partiorganisationer at faa Indflydelse paa Listeopstillingen. Her gælder der ingen Undskyldning, her forlanges ikke særlig politisk Indsigt eller Sagkundskab, her kan alle være med i Arbejdet paa at vælge Bestyrelsesmedlemmer til Hjælpekasserne, der egner sig til at føre Loven ud i Livet, saa dens § 4 sker Fyldest, saa ingen af Kommunens Medlemmer behøver at ty til Fattigvæsenet, fordi Sygdom eller pludselige Uheld har bragt dem i Nød.
Hjælpekasseloven er en god Lov, men som alle gode Love kan den naturligvis misbruges, det gælder derfor her som overalt at sætte de rette Folk paa den rette Plads, ikke mindst fordi Bestyrelsen har et meget stort Ansvar for Hjælpekassens Forvaltning, noget der tydeligt fremgaar af den sidste Sætning i Lovens § 4: »Hjælpen ydes efter Skøn i hvert enkelt Tilfældet. Hjælpekasseloven i Forbindelse med Alderdomsunderstøttelsesloven, Sygekasseloven o. s. v. skulde gerne i Løbet af en Menneskealder om ikke overflødiggøre Fattigvæsenet, saa dog
indskrænke dettes Betydning i væsentlig Grad. Et Fattigvæsen efter gammeldags Mønster med Tab af Borgerret for de understøttede er uværdigt for det 20. Aarhundrede. Det virker i høj Grad demoraliserende, og til det bør kun henvises de enkelte Løsgængernaturer, som aldrig kan eller vil underordne sig Samfundets Krav om Arbejde og Orden. Og selve disses Antal skulde gerne formindskes i samme Forhold som Samfundets Omsorg for forældreløse og vanrøgtede Børn stiger.
Naar vi derfor i denne Maaned gaar til Hjælpekassevalg, skal vi ikke se paa Hjælpekasseinstitutionen som noget isoleret, men som et vigtigt Led i den Kæde af Love, der er Resultatet af det Arbejde, der bør gøres for at gøre vort Samfund godt at leve i, ikke alene for nogle enkelte, men for alle dets Individer. Og i det Arbejde er der fuldt op af Opgaver for danske Kvinder.