« Tilbage til søgeresultaterne
Den nye Grundlov
Nu da Grundlovsforhandlingerne synes at nærme sig deres Afslutning, kan det have sin Interesse at kaste Blikket tilbage over de Begivenheder, der er gaaet forud.
I Rigsdagssamlingen 1909-10 forelagde det radikale Venstre et Forslag til en Grundlovsændring, der ganske vilde omforme den gældende Forfatning. Forslaget gav lige Valgret til Mænd og Kvinder fra 25-Aars Alderen, baade til Landsting og Folketing. Medlemmerne af Folketinget skulde vælges ved direkte Valg af samtlige Vælgere i hver enkelt Kreds. Landstingets Medlemmer skulde vælges ved Forholdstalsvalg i større Kredse af Valgmænd, der atter var valgt af samtlige Vælgere.
Under Forhandlingerne om dette Forslag udtalte Repræsentanter for »Venstre« , at de foretrak at lade Valgmændene, der skulde foretage Valget af Landstingsmænd, vælge af Kommuneraadene. Det radikale Venstre erklærede da, at hvis deres eget Forslag ikke kunde gennemføres, kunde de subsidiært gaa med til at lade Valgmændene vælge af Kommuneraadene.
Imidlertid lykkedes det ikke Ministeriet Zahle, der den Gang ikke havde Flertal i Folketinget, at faa Sagen ført igennem.
I Efteraaret 1912 fremsatte den daværende Konseilspræsident Klaus Berntsen et nyt Grundlovsforslag, der med Hensyn til Folketingsvalgretten svarede til det radikale Venstres Forslag fra 1909, men som byggede Landstinget paa Kommuneraadene i Tilslutning til det radikale Venstres subsidiære Forslag.
Til dette Forslag fra »Venstre« sluttede Radikale og Socialdemokrater sig enstemmig, og Forslaget vedtoges i Folketinget med en overvældende Majoritet.
Efter at der havde været en Del Forhandlinger om Forslaget i Landstinget, standsedes det pludselig af Højre og Frikonservative ved en Dagsorden i Begyndelsen af Foraaret 1913.
Det Folketingsvalg, der derpaa fandt Sted i Maj 1913 skaffede de Radikale og Socialdemokraterne Flertal i Folketinget, og den radikale Regering dannedes i Juni 1913.
Ministeriet Zahle stillede da i September 1913 paany Forslaget i den af Ministeriet Berntsen foreslaaede Form. Det vedtoges i Folketinget men omformedes helt i Landstinget i konservativ Retning. I Slutningen af 1913 naaede man til Nedsættelse af et Fællesudvalg med 15 Medlemmer af Folketinget og 15 af Landstinget, og indenfor dette Fællesudvalg nedsattes siden et Underudvalg for at søge en Forstaaelse.
Paa forskellige Stadier af Forhandlingerne har Højre ogsaa stillet Grundlovsforslag, hvori de krævede en særlig Skattecensus og forkellige andre Betingelser for Landstingsvælgerne.
Men de tre »Grundlovspartier«: »Venstre«, »Radikale« og »Socialdemokrater« har stadig afvist enhver Tanke om at bevare nogen Art af økonomiske Privilegier for Landstingsvælgerne.
Derimod var der indenfor det moderate Venstre Strid om, hvorvidt Landstinget skulde bygges paa Kommunevalg, eller det skulde vælges ved indirekte Valg af Folketingsvælgere, der havde naaet en vis Alder. J. C. Christensen og Jørgen Pedersen stillede Forslag om en Aldersgrænse paa 35 Aar for Landstingsvælgerne, samt om at Landstinget skulde være uopløseligt. De Radikale og Socialdemokraterne foreslog at sætte Aldersgrænsen til 30 Aar og gik stærkt imod et uopløseligt Landsting.
Tilsidst enedes de tre »Grundlovspartier« den 12. Marts om et Forslag, der i Hovedtrækkene slutter sig til det Berntsen-Zahle’ske, dog med enkelte væsentlige Ændringer. Disse gælder Landstinget.
Det af Klaus Berntsen stillede Forslag om et kommnnevalgt Landsting, som det radikale Venstre subsidiært havde antaget, er i Overenskomsten blevet erstattet med et Forslag om en Aldersgrænse paa 35 Aar.
Alle Vælgere over 35 Aar skal vælge Valgmænd, og disse Valgmænd skal vælge Landstinget. Begge disse Valg foregaar efter Forholdstalsmetoden.
Ved denne Bestemmelse udelukkes 10 Aargange af Folketingsvælgere fra at deltage i Landstingsvalgene. Det radikale Venstre og Socialdemokraterne søgte at faa denne Aldersgrænse sat ned, og det lykkedes dem at faa indført en Overgangsbestemmelse, som bevirker, at de, der i Øjeblikket har Valgret til Landstinget, ikke mister den. Denne Bestemmelse vil komme Mænd mellem 30 og 35 Aar til Gode ved det første Landstingsvalg efter Grundlovens Gennemførelse; for Kvinderne spiller den derimod ingen Rolle.
I Modsætning dertil vil maaske Indførelsen af en Aldersgrænse i Stedet for det kommunevalgte Landsting kunne faa nogen Betydning for Kvinderne. Der er Grund til at tro, at det vil være noget lettere at faa Mændene til at opstille Kvinder til Valgmænd end til Medlemmer af de kommunale Raad, ligesom det er sandsynligt, at Kvinderne lettere vil gaa ind paa at lade sig vælge til Valgmænd end til Sogneraad og Byraad.
J. C. Christensens og Jørgen Pedersens Forslag om, at Landstinget skulde være uopløseligt opgaves, men der indførtes en vis Begrænsning af Retten til at opløse det. Reglerne herfor lyder saaledes:
»Kongen kan opløse Folketinget. Vedtager Folketinget et Lovforslag, som efter mindst 3 Maaneder før Samlingens Slutning at være oversendt til Landstinget, ikke fremmes af dette, eller som der i et Fællesudvalg ikke opnaas Overenskomst om, og gentager Folketinget sin Vedtagelse af Forslaget i uforandret Skikkelse, efter at Tinget er blevet fornyet gennem et paa Grund af Valgperiodens Udløb foretaget almindeligt Valg, kan Kongen ligeledes opløse Landstinget, saafremt der ikke i den ordentlige Rigsdagssamling, hvori Forslaget paany mindst 3 Maaneder inden Samlingens Slutning er oversendt til Tinget, har kunnet opnaas Enighed mellem de to Ting om Forslagets Affattelse. løvrigt kan Landstinget kun opløses i Tilfælde af Grundlovsforandring«.
Efter Berntsens Forslag var der ingen særlige Regler for Opløsningen af Landstinget, men Opløsningens Betydning var meget begrænset, da man kun vilde kunne appellere til Sogneraadene og Byraadene. Disse vilde oftest være de samme, der havde valgt det opløste Ting, og Opløsningen vilde da kun faa ringe Betydning, da disse Raad jo kun vælges hvert 4. Aar.
Efter det oprindelige Forslag skulde de 54 folkevalgte Landstingsmænd vælge 12 Medlemmer af Tinget efter Forholdstal. Dette er i det nuværende Forslag ændret til, at de 12 udnævnes af Kongen efter Indstilling af Landstinget efter Forholdstal. Hvis Forslaget skal forstaas efter Ordlyden bliver det i Praksis ganske det samme som det tidligere Forslag. Fra »Venstres« Side er der endelig stillet Forslag om, at de 12 kongevalgte, der findes i det nuværende Landsting, skal have Ret til i de første 8 Aar at blive siddende i det nye Landsting. Hvis nogen af dem dør indenfor denne Periode, skal Pladserne besættes af de Partier, der forholdsmæssigt har størst Krav paa Repræsentation.
Spørgsmaalet om Valgmaaden til Folketinget er endnu holdt aabent, idet de tre »Grundlovspartier« afventer, om Højre vil slutte sig til Forslaget for derved at opnaa Indførelse af Forholdstalsvalg.
Det vil sikkert være af Betydning for Kvinderne, at der bliver indført en eller anden Form for Forholdstalsvalg, da dette vil skabe nok saa stor Mulighed for, at der bliver valgt Kvinder.
Endelig vil Kvinderne utvivlsomt være interesserede i, at Antallet af Folketingsmedlemmer bliver sat saa stort som mulig; det vil være lettere for Kvinderne at komme i Betragtning ved Besættelse af nye Mandater end ved dem, der allerede har en mandlig Indehaver; der er jo Grænser for hvilken Resignation, Kvinderne tør paaregne fra Mændenes Side.
Ved det nye Forslag vil Antallet af Vælgere forøges i betydelig Grad. Der er nu ialt ca. 500,000 Vælgere. Ved den nye Grundlov vil der blive ca. 1,350,000 Vælgere, deraf 0,700,000 Kvinder. Til Landstinget vilde der efter Højres Forslag om en Skattecensus kan være blevet ca. 200,000 Vælgere. Efter det Berntsenske Forslag vilde der have været ca. 950,000, der som Vælgere til Kommuneraadene havde faaet Indflydelse paa Landstingsvalget; efter det nu foreliggende Forslag om en Aldersgrænse paa 35 Aar vil der være ca. 950,000; deraf er Flertallet Kvinder, og Procenttallet af Kvinder vil her være lidt højere end blandt Folketingsvælgerne, da Kvinderne lever fuldt saa længe som Mændene.
Som bekendt har de tre Grundlovspartier, der i Underudvalget har sluttet Overenskomsten, Flertal i Landstinget; der er derfor Grund til at tro, at Forslaget i den nuværende Skikkelse vil blive vedtaget i Landstinget. Skulde dette mod Forventning ikke ske - da der kun er én Stemmes Majoritet, kan én eneste Stemme gøre Udslaget - vil Landstinget blive opløst, og det nye Landsting vil da utvivlsomt vedtage Forslaget. Derpaa skal baade Folketing og Landsting opløses, nye Valg udskrives, og først naar den nyvalgte Rigsdag har vedtaget Forslaget i uændret Skikkelse, bliver det til Lov.
Saafremt dette sker i indeværende Foraar, vil Kvinderne antagelig kunne gaa til det første politiske Valg i Efteraaret 1914.
21. Marts 1914.
