« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Udlandet

Af: Meta Hansen, Marie Helgerud

« Se emneord

De franske Kvinders Arbejde for Valg­retten.

Den 26. April er der Valg til Depu­teretkamret i Frankrig. Den franske Kvindevalgretsforening »Union Francaise pour le Suffrage des femmes« og en Forening af Mænd »Ligue d’électeurs pour le Suffrage des femmes« benytter denne Lejlighed til at agitere for Kvindernes Valgret. Agitationen har dog en helt anderledes spagfærdig Form end i England. Adskillige Kvin­der har søgt at blive optaget paa Valg­listerne, men Domstolenes Afgørelser gaar dem stadig imod. Det er et Spørgsmaal, der maa afgøres af Rigsdagen, ikke med en juridisk Fortolkning, siger Dommerne.

Kvindevalgretsforeningen søger da at virke ved Gadeplakater. Disse er ikke udstyrede med Billeder som de fleste andre franske Agitationsplakater, men de retter en Række agitatoriske Spørgsmaal til Kvinderne, Det hedder saaledes:

Finder De det retfærdigt, at de ar­bejdende Kvinder ikke har Valgret?

Finder De det retfærdigt, at Kvinder, der er Statsfunktionærer, ikke har Lej­lighed til at forsvare Kravet om lige Løn?

Finder De det retfærdigt, at Kvin­derne ikke har Repræsentanter, der kan gennemføre en Forbedring af deres Retsstilling?

Finder De det retfærdigt, at man berøver Kvinderne enhver Deltagelse i Forhandlingerne om de betydnings­fulde Love, der angaar Børnene?

 

Og Opfordringen lyder:

Vælgere!

Vil I en Forbedring af Sundheds­forholdene?

Vil I have Orden, Sundhed og Moral i Byens Styrelse?

Vil I for Alvor bekæmpe Drukken­skaben og den truende Afbefolkning?..

Kræv da Valgret for Kvinderne!

Tilsidst nøjes man dog med i al Beskedenhed at fordre, at Kvinderne som et forberedende Skridt skal have kommunal Valgret.

Kvinderne viser sig kun i yderst ringe Antal ved Vælgermøderne, og paa disse hører man kun yderst sjæl­den noget om Kvindernes Valgret. - Kvinderne har dog blandt de nuværende Rigsdagsmænd en ivrig Talsmand, den parisiske Deputerede Ferdinand Buisson; han har gentagne Gange stillet Forslag om Gennemførelse af kommunal Valg­ret for Kvinderne, men hans Forslag er hidtil stedse blevet begravede.

Ved et af hans Vælgermøder lige før Paaske var den danske Folketings­mand Ivar Berendsen til Stede, og Buisson bad ham da fortælle om Kvin­devalgrettens Stilling i de nordiske Lande. Det var øjensynligt, at alt hvad den danske Rigsdagsmand havde at fortælle overraskede denne Forsamling, der udelukkende bestod af Mænd.

E. M.

 

Kvindemøder i Rom.

Af uindviede anses de italienske Kvinder vist ofte for staaende udenfor Kvindeemancipationen, som levende til­fredse med deres Mangel paa Indflydelse paa hvad der foregaar i det offentlige Liv, paa Lovgivning, paa Politik o.1.

Dette er en forældet Anskuelse, de italienske Kvinder interesserer sig for disse Spørgsmaal, de drøfter dem, og nogle af dem faar vel ogsaa indirekte nogen Indflydelse. Et Udslag heraf er to store internationale Kvindemøder, der i Maj afholdes i Rom. Det første er det internationale Kvinderaads femaarlige Møde, der afholdes 5.-14. Maj. Mødet afholdes af den internationale Bestyrelse under Præsidium af Lady Aberdeen, men det italienske Kvinderaad har maattet lægge et stort Arbejde ind paa Ordningen af Mødet. Ved dette Møde samles Repræsentanter fra alle tilsluttede Lande, hvilket vil sige de fleste europæiske Lande, Amerikas forenede Stater, Kanada, Argentina og Australien (med 5 nationale Kvinderaad). Der vil blive aflagt Beretning om det Arbejde, der er gjort i hvert af disse Lande for at fremme Fred og Voldgift mellem Landene, at forbedre Hygiejne og Sundhed i Hjemmene, for at støtte og hjælpe ind- og udvandrende Kvinder og Børn, for at forbedre Kvinders Rets­stilling, for at skaffe Kvinder kommu­nal og politisk Valgret o. s. v. Som Leder af det internationale Udvalg for Kvinders Valgret vil den, ogsaa her­hjemme kendte, amerikanske Præst, Miss Anna Howard Shaw komme til Stede og lede Forhandlingerne. Naar dette Møde er forbi begynder en inter­national Kvindekongres (16.-23. Maj), hvortil Italiens nationale Kvinderaad har indbudt saa at sige al Verdens Kvinder; og her er de italienske Kvinder baade formelt og reelt Værter og tager for Alvor fat. Som Ærespræsident staar Prinsesse Lætitia, og der findes mange adelige blandt Komitémedlemmerne, hvilket viser at Bevægelsen dernede er udgaaet fra andre Lag i Befolkningen end herhjemme, højst naturligt, da Italien indtil den nyeste Tid har manglet den Middelklasse af Kvinder - som oftest selverhverv­ende - der herhjemme har været med blandt de første til at rejse Bevæ­gelsen.

Blandt de Kræfter, der vil komme til at lede Forhandlingerne under dette Møde træffer vi Juristen, Dr. Teresa Labriola, kendt her fra Mødet i 1906, og Dr. Monia Montessori, der har vun­det Berømmelse ved sin enestaaende Evne til at iværksætte Undervisning for Smaabørn og mindre velbegavede Børn. Begge disse er glimrende Talere. De Emner der skal holdes Foredrag om ved denne Kongres er dels saadanne, der angaar Kvinderne i Hjem­met, dels Kvinderne i Arbejdet udenfor Hjemmet og Kvinderne og det so­ciale Arbejde. Kvinder i de forskellige Lande er opfordret til at holde korte Foredrag om Forholdene paa disse Omraader i deres Hjemland, og fra dansk Side vil der blive holdt Foredrag eller aflagt Rapport bl. a. om Kvinders Ar­bejde i Hjemmet, om Kvinders Adgang til Embeder og liberale Erhverv; om hvilke Veje, der staar de Kvinder aabne, som ikke kan finde Anvendelse i Hjemmet. Fra Danmark vil for Danske Kvinders Nationalraad Formanden, Frk. Henni Forchhammer og 9 Delegerede deltage i begge disse Møder.

Meta Hansen.

 

Nyt norsk Kvindeblad.

De politiske Rettigheder, Norges Kvinder har faaet i de senere Aar, har i høj Grad bidraget til at vække deres sociale Interesse. Dette giver sig bl. a. Udslag derved, at der ved Siden af de ældre Kvindeblade stiftes ny. Et saadant Blad under Navn »For Hjem og Samfund« er bleven stiftet af en Kreds af socialt interesserede, kristeligt sindede Kvinder.

Hensigten med det er at give Kvinderne Lejlighed til at drøfte alle de Spørgsmaal af speciel Interesse for Kvinder, som er fremme i Tiden. Bladets Spalter vil derfor staa aabne for Diskussion om Hjemmet og Skolen, Sædeligheds- og Ædruelighedsarbejde, Ungdomsbevægelse, Missionsvirksomhed, Litteratur og Kunst, Lønforhold, sociale Reformer o. s. v. En meget be­tydelig Stab af kvindelige Medarbejdere er knyttet til dette Foretagende.

I det første Nr. har Medarbejderne i en Række korte Udtalelser besvaret Spørgsmaalet: »Hvad er Kvindens vig­tigste sociale Opgaver i vor Tid?«

Svarene vil give »Kvindevalgret« s Læsere et Indtryk af, hvorledes en Skare socialt og religiøst interesserede norske Kvinder opfatter deres væsent­ligste Pligter mod Samfundet; derfor gengives her et lille Uddrag af dem:

»At gøre Hjemmet til et Samfund - og Samfundet til et Hjem«.

Marit Helgerud.

 

»At faa vore Medsøstre vækket af deres Vanedvale, saa de ikke længere tror, at Kampen for større Retfærdighed er dem uvedkommende. Faar de først Forstaaelsen heraf, vil der sikkert ud­vikles Personligheder, som kun frygter Samvittighedens, aldrig Mængdens eller Døgnets Dom«.          Gunhild Einum.

 

»Kvindernes vigtigste Opgave i vor Tid er at føre deres Udvikling op paa Højde med deres Rettigheder.«

Kirsten Holst.

 

»Hjemmet kræver sit og Samfundet sit. De hænger saa nøje sammen, at det som gavner det ene gavner det andet. Arbejdsfeltet er stort og mange­artet, og det lader sig vanskeligt gøre at fremhæve enkelte Opgaver paa an­dres Bekostning«.           

Anna Holck.

 

»Kvindelig Værnepligt, og hermed mener jeg obligatorisk Uddannelse for alle Kvinder til at passe Hjem og Børn. Desuden synes jeg, at Kvinderne burde gøre en kraftigere Indsats i Afholdsarbejdet og Sædelighedsarbejdet end hidtil. Til Slut ved jeg ikke at nævne det Sted i Verden, hvor Manden gaar, hvor ikke Kvinden burde være ved hans Side under Mottoet: Haand i Haand, højere op!«

Ebba Sylvan Jonsson.

 

»En stor social Opgave er den - for Kvinder som for Mænd - at bygge Bro over den Kløft, Mistro og Klasseinteresser har slaaet i vort Samfund.

Thora Lund.

 

 

»I Ord og Handling at være den kundskabstørstende og begejstrede Ungdom en taktfuld og hjælpende Ven, saa langt Erfaringen rækker og ikke alene dens Lærer og Opdrager, samt at imødegaa de gamle forstaaelsesfuldt og pietet­fuldt«.

Karen Platou.

 

»Den vigtigste sociale Opgave for Kvinderne maa være at hjælpe til med at løse Samfundets vanskeligste Spørgs­maal: Fattigondet. At skabe saa gode sociale Kaar for Familierne, at Landets Ungdom kan vokse frem til at blive sunde, selvhjulpne Mennesker, som vel rustede baade moralsk og fysisk er i Stand til at tage deres Arbejde i Livet op«-                             

Bise Heyerdahl.

 

»Som en social Opgave kan nævnes: Vi Hjemmets Kvinder, som lever paa Livets Solside, burde dygtiggøre os for at kunne yde Hjælp til dem, som lever paa Skyggesiden, særlig de ar­bejdende Mødre«

Maja Gjessing.

 

»I og for Hjemmene i alt det Ar­bejde, som direkte eller indirekte frem­mer deres Vel, ligger Kvindens vigtigste sociale Opgaver gemt - fordi Hjem­mene skaber Samfundene«.

Margrethe Folkestad.

 

» Først og fremmest at vække Kvin­dernes Forstaaelse af, at de har Ansvar for og mere eller mindre Andel i vore sociale Forhold, saadan som de nu arter sig.

De Kvinder, som føler Ansvar og Pligt lige over for Samfundet, vil sik­kert finde den sociale Opgave, som passer bedst for hver enkelts Evne og Anlæg«.                    

Othilie Tonning.