« Tilbage til søgeresultaterne
Krigen
De fleste Kvinder, der virkelig véd, hvad Krig er, hader og afskyer den. Som Regel ejer Kvinden
- mer eller mindre bevidst - en dyb Respekt for Menneskeliv. Hun véd, hvad det koster at sætte et Barn i Verden og hvad det kræver af Omhu og Arbejde at føre det frelst gennem de Aar, hvor det trænger til Hjælp og Pleje.
Men naar Krigen rammer et Land, naar Nødvendigheden kræver det, gaar ogsaa Kvinder i Kamp. Historien fremviser mange Eksempler herpaa. Kvinder har ledet Hære, deltaget i Felttog som menige Soldater, forsvaret Fæstninger.
Til alle Tider og under alle Forhold kræver Krigen af Kvinderne, at de skal yde det bedste, de formaar, til Gavn for den Race og det Land, de tilhører. Og »det bedste« er i Nutiden at søge at bevare de Værdier, hvorpaa Nationens fremtidige Velfærd beror. Sygeplejersken, hvis Opgave det er at følge Hærene, udfører en smuk og god Gerning. Men Hustruen, der indtager sin Mands Plads i Forretningen eller bjærger Høsten, paatager sig en ligesaa paaskønnelsesværdig Pligt. Og den Husmoder, der rolig og besindig passer sin vante Gerning, er et af de nødvendigste Led i Kæden. Thi at bevare og værne om de Værdier, Civilisationen har skabt og hvorpaa Fremtiden skal bygges, bestaar først og fremmest i at sørge for, at det daglige Arbejde fortsættes saa godt, som det under Forholdene er muligt.
Tusinder og atter Tusinder af Mænd staar i Øjeblikket under Vaaben, og ligesaa mange Kvinder er ladt tilbage med en dobbelt Byrde paa deres Skuldre. Paa disse Kvinder rundt om i de krigsførende Lande hviler Pligten til at redde, hvad reddes kan for de kommende Aar. Og denne Pligt maa de udføre under knugende Angst og med blødende Hjærter.
Den Lod er tilfaldet vor Generations Kvinder at opleve en Verdenskrig. Vi haaber, de vil vise sig stærke. Vi haaber, at den næste Generation - vore Sønner og Døtre - maa blive sparet for den Nedværdigelse af Menneskeslægten, som al Krig medfører.
