« Tilbage til søgeresultaterne
Norge
Den norske Mødreforsikringslov.
Det havde været Meningen, at den nye Sygeforsikringslov i Norge, hvoraf Mødreforsikringen og den fri Jordmorhjælp er en væsentlig Del, skulde været færdigbehandlet inden Sommeren og traadt i Kraft til Nytaar 1915. Imidlertid besluttede Storthinget i Anledning af Jubilæets mange Festligheder at tage Ferie til Oktober, og blandt de Love, som blev udsat, var ogsaa Sygeforsikringens Behandling i Lagtinget. Der var en hel Del Politik i denne Udsættelse - hvilket jo i og for sig ikke kommer selve Loven ved - men der var ogsaa et andet Moment, som blev fremholdt og som ikke kan overses. Sygeforsikringen gælder kun Arbejderne - alle de selvstændige Jordbrugere og Fiskere, hvis Aarsindtægt ofte er langt under Industriarbejdernes normale Løn, staar udenfor, og disse
Klassers Mødre vilde ikke komme til at nyde godt af Loven.
Fra enkelte Sider kræves det derfor, at før Loven kan komme til at omfatte alle de Mødre, som kan trænge dertil, skal den ikke gennemføres. Man kan være mere eller mindre enig i Betragtningen
- det kan jo ogsaa siges, at det er bedre at gøre noget godt, naar der er Anledning til. det, end at give Anvisning paa en usikker Fremtid - selv om man saa lover at gøre det meget bedre. Og i dette Tilfælde blev Fremtiden meget usikker, da Storthinget paa Grund af de trange Tider besluttede at opsætte alt, som kunde opsættes, og først træde sammen til alm. Tid - 10. Januar. Spørgsmaalet bliver da, hvem der er stærkest - enten de, som hævder, at under disse Forhold maa alle sociale Love hvile - fordi man har »noget vigtigere« at tænke paa – eller de, som mener, at det netop er de sociale Love, som skal fremmes i disse Tider - medens først Fremtiden kan løse Spørgsmaalene om de smaa Staters Forsvar og Nevtralitet, Statskontrol og Forsyning o. s. v.
Det er i Norge ikke alene Mødreforsikringsloven, som kommer til at være afhængig af denne Kraftprøve - desværre er vel ikke engang alle Kvinder enige om, at de helst vil leve i en Stat, hvor Lovene beskytter og værner Mødrene og de smaa Børn, skaber de bedste Livsvilkaar for den opvoksende Slægt og gør, hvad der kan gøres, for at hæmme den Frygt de mest samvittighedsfulde af de fattige Mødre nærer for at sætte Børn ind i Verden.
Eva Anker Nørregaard.
Statens Komitéer og Kvinderne.
I Statens Arbejdsløshedskommission findes der ét kvindeligt Medlem, nemlig Fabriksinspektør Fru Betzy Kjelsberg. Det ser ud til, at man sætter Pris paa hendes Medarbejderskab, idet man for nogen Tid siden overdrog hende det vigtige Hverv at søge Konflikten bilagt ved Nydalens Fabrikker. Dette Arbejde er nu fuldført, Konflikten er forbi og Virksomheden optaget igen paa de Betingelser, som Arbejdernes Forhandlingskomite og Direktionen - med Fru Kjelsberg som Mægler - blev enige om.
I Statens Provianteringskommission vil man derimod ikke optage nogen Kvinde, skønt der findes kvindelige Specialister nok paa dette Omraade. Der har været adskillige ledige Pladser i Kommissionen, der alle er bleven besat med Mænd, idet Mændene helst vil være alene om at klare Madspørgsmaalet. Velbekomme!
Efter »Nylænde«.