« Tilbage til søgeresultaterne
En Bog om Kvindebevægelsen
Norske Kvinder.
En Oversigt over deres Stilling og Livsvilkaar i Hundredaaret 1814-1914
Berg & Høghs Kunstforlag, Kristiania, I og II Del. 530 Sider.
Norges Hundredaarsfest har givet Anledning til en Række social-politiske Værker med Tilbageblik over Udviklingen efter Eidsvoldsforfatningen i 1814. I denne Litteratur indtager »Norske Kvinder« en værdig Plads.
Udgiveren af det store Værk er Marie Høgh og Hovedredaktøren er Frederikke Mørck, som blandt Norges ledende Kvinder sikkert er den, der er videst kendt og afholdt her i Landet. Og de to kundskabsrige Damer har løst deres Opgave godt.
Bogens Omslagsbillede leder uvilkaarlig Tanken hen paa Bjørnsons Skildring af, »hvorledes Granen klæder Fjældet« og er derfor en smuk Indledning til dens mange Oplysninger om, hvorledes norske Kvinder Skridt for Skridt og Slægtled efter Slægtled har arbejdet sig opad gennem det sidste Aarhundrede. Redaktøren har nemlig grebet Sagen an saaledes, at hver Bidragyder fortæller ud fra sit specielle Kendskab til dette eller hint Forhold. Derfor indeholder Bogen saavel saglige Beretninger med statistiske Oplysninger som varme, personlighedsprægede Skildringer. Samlede og ordnede giver de et Helhedsindtryk af Norges Kvindebevægelse og af Kampen for det Maal, vi danske endnu ikke har naaet: den politiske Frigørelse.
Og netop saadan synes man, at Kvindesagens Historie bør skrives. Netop de mange Smaakapitler med Skildringer af dens forskellige Faser og Resultater giver det rette Overblik. Thi hvad andet er Kvindebevægelsen i det hele og store end at dygtige Kvinder i forskellige Livsstillinger har søgt at tilpasse deres Ydelser og Pligter efter Udviklingens skiftende Krav gennem Tiderne - den er Kvindernes Indsats i Nationens almene Udvikling.
Men dens mer eller mindre hurtige Vækst afhænger selvfølgelig af, om der mellem Rækkerne findes Undtagelsestyper - stærke og intelligente Personligheder, der forstaar at vise Vej og bryde nye Baner. Og i saa Henseende har Norge været heldig stillet. Man træffer i »Norske Kvinder« mange udmærkede Skikkelser, klartseende og modige Naturer, der har tilført Bevægelsen Liv og Kraft, hjulpet den over Reaktionens Dødvande og ligesom rakt hinanden Haanden fra den ene Generation til den anden for stadig at føre den fremad. Med særlig Interesse læser man Olaug Løkens Skildring af Aasta Hansteen - den lille, uskønne, varmhjærtede og kloge Gammeljomfru, som uden Frygt forkynder sine revolutionære Anskuelser paa et Tidspunkt, hvor faa eller ingen forstaar deres Betydning for Kvindernes Sag. Fra Talerstolen forfægter hun sine Idéer, tilsyneladende upaavirket af Mængdens Haan og Latter, men røber samtidig i en privat Kreds: »Mørkningen er min bedste Tid. Da kan jeg gaa ukendt hjem, uden at de forbandede Gadeunger forfølger mig! « Aasta Hansteen var ligesom Amerikas kvindelige Pionerer et Forargelsens Tegn blandt sin Tids Mennesker. Og hertil kom, at hendes heftige Sind, der undertiden forledte hende til truende at løfte sin Paraply mod en og anden altfor nærgaaende »Gadeunge«; hendes Stejlhed og Mangel paa ydre Form virkede stødende paa dem, som ikke fandt Kærnen under den ru Skal. Hun menes at være Gunnar Hejbergs Model til»Tante Ulrikka« - den »dejlige, gamle, grimme Tante Ulrikka«.
Misforstaaet og nedtrykt rejser Aasta Hansteen til de forenede Stater »for at aande frit«. Efter ni Aars Forløb vender hun atter hjem, »fordi nogle af hendes Anskuelser har slaaet Rod i Norge«. Arbejdet for Valgret er begyndt, og nu tager hun sin Gærning op paany, rigere paa Kundskab og mere afklaret. Saadan som hun føler, tænker og virker i denne senere Periode af sit Liv, mener man at genkende hende som »Lona Hessel« i Ibsens »Samfundets Støtter«.
Et andet fortrinligt Kapitel er Gina Krogs »Organisation«, der er skrevet med en Kraft og Varme, som viser, hvor levende Forfatterinden og de andre Ledere er gaaet op i deres Idé: at skabe Orden, System, Fællesskab i Bevægelsen - at føre den ind paa Arbejdet for et bestemt Maal. Heri gør man bl. a. Bekendtskab med de unge kvindelige Studenter fra Firserne. Blandt dem fandtes Anna Bugge, der senere blev gift med Professor Wicksell i Lund og en Støtte for den svenske Kvindebevægelse.
Disse purunge Piger, der var opfyldte af Idealer, men som oftest fattige paa Mønt, dannede en kvindelig Diskussionsklub under Navnet »Skuld«. Mandlige Medlemmer taaltes selvfølgelig ikke! Klubben førte en omvankende Tilværelse og maatte ofte flytte, fordi Huslejen var Medlemmerne for dyr; en Tid lang havde den »Lokale« paa Løveapothekets Loft i Kristiania.
Anna Bugge Wicksell fortæller herom: »Den eneste Lampe, vi havde, oplyste aldrig mere end den lille Firkant, hvor vi sad. Men indenfor Lyskredsen ser jeg endnu en hel Række unge, straalende Ansigter, ivrige, intelligente og brændende i Aanden. Lykkeligere Mennesker end Firsernes Ungdom har aldrig eksisteret! Det var de store, almene Princippers Tid. Alle Døre var slaaet op for os. . .«.
Det er et Tidsbillede, som er værd at mindes - disse unge Piger, som mødes paa et Loft, bruger Pakkasserne som Stole og kun har én Lampe, men dog synes at »alle Døre er slaaet op«, fordi de har faaet Lov til at kigge ind i Kundskabernes forjættede Land.
Gina Krog Hentyder til, at Generalstaben i »Det flager« giver en misvisende Skildring af Skuld. Det
er sandsynligt, at Bjørnson har faaet Idéen til sin Ungpigeklub herfra uden at kende Foreningen nærmere, og lige saa sandsynligt er det, at Tante Ulrikka og Lona Hessel er fantastiske Billeder af Aasta Hansteen. Men Digteren skal jo nødig optræde som Fotograf. Hovedsagen er, at Norges Kvindebevægelser har frembudt Typer, som utvivlsomt har interesseret Landets store Forfattere, og stillet sig i Breschen for Idéer, som genfindes i deres Produktion.
Det er uoverkommeligt at nævne alle de gode Penne, som har medvirket. Frederikke Mørck har valgt Emnet »norske Kvindeblade«, Dr. Dagny Bang fortæller om de kvindelige Læger, Anna Rogstad - den eneste Dame, der har været Medlem af Rigsdagen - om Folkeskolen og dens Lærerinder, Dr. Marie Kjølstad om Kvindestemmeretten, Professor Kristine Bonnevie om Kvinderne og Universitetet, Fernanda Nissen, som er en udmærket Teaterkritiker, skriver et fængslende Afsnit om Norges Skuespillerinder, der bl. a. indeholder en Karakteristik af Johanne Dybvads Kunst. Forfatterinden Hulda Garborg bringer en Afhandling om Folkedanse foruden andre Bidrag. Randi Blehr skildrer bl. a. Fredsbevægelsen, Statens Fabriksinspektør Betzy Kjelsberg fortæller udførligt om Kvinderne i Industrien - kort sagt, intet Felt er forsømt, endog Aviskonerne omtales specielt, skønt de vel strængt taget kun afgiver et enkelt Vidnesbyrd blandt mange lignende om, at Kvinder paatager sig hvad som helst, naar Forholdene kræver det - derfor var Hunnernes Kvinder Soldater, i Himalaja dyrker de Bjergskraaningerne, medens Manden laver Maden o. s. v.
Hørende indenfor Rammen, men af noget anden Karakter, er en Række Bidrag, som egentlig burde været nævnt først, fordi de danner en Indledning til den mere almindelige Bevægelse. Det er Skildringen af fremragende Kvinder fra en ældre Tid. Hertil hører Mathilde Schjøtts »Fem Forfatterinder«, Karen Grude Koths Biografi af »Camilla Collet«, Fru Qvams Afsnit i »Ældre Kvindeskikkelser« om de fire Søstre Gram, Marie Jørstads Fortællinger om »Den norske
Bondekone« og meget andet af kulturhistorisk Værdi, hvorigennem man gør Bekendtskab med mange interessante Personligheder, det Milieu, hvori de har levet, og de Kaar, hvorunder de i sin Tid har virket. Dette vil være nok til at vise, at »Norske Kvinder« er overordentlig rig paa Stof baade i Form af saglige Oplysninger og stemningsfulde Skildringer. Desuden er den oplivet af utallige Portrætter. Som Helhed betragtet er den et stolt Vidnesbyrd om de norske Kvinders Virksomhed gennem et Aarhundrede.
