« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Belgien
I disse Dage gaar det store belgiske Flygtningstog, delt i Smaaflokke, tilbage over Grænsen mellem Holland og Hjemlandet. Det er Almuebefolkningen, som vender tilbage. Alle bedre stillede Belgiere har stænget deres Villaer og Huse baade i Byerne og paa Landet og delvis søgt Tilflugt i England.
Men én Gang daglig hjemfører et Jernbanetog fra Byen Rosenthal 125 nødlidende Kvinder og Børn samt enkelte Oldinge og syge Mænd. Trafikken kan ikke befordre flere ad Gangen.
Kort efter at Grænsen er passeret standser Toget ved Eschen, hvor Pas- og Toldeftersynet foregaar. Det besørges som overalt i Belgien af tyske Officerer og Soldater. Landet er helt og holdent under tysk Administration.
Stationens Ventesale er omdannede til Toldlokaler med lange Diske til Bagagen, dens Kontorer er indrettede til Afklædningsrum for mistænkte Personer, ved Borde og Pulte staar Officerer parat til med øvet Blik at sammenligne den Rejsendes Udseende med Fotografiet paa Passet, og ved alle Døre og Udgange, langs Perron og Skinner ses midaldrende Landeværnsmænd i graa Uniform med opplantet Bajonet og skarp Patron i Riflen. Her er Pas- og Toldundersøgelsen Alvor.
Efter at første og anden Klasses Rejsende er bleven visiterede og sendt tilbage til Kupeerne i det ventende Tog, aabnes Dørene til tredje Klasse, og en Strøm af dybt nedbøjede Mennesker gaar ind i Ventesalen. Det er hovedsagelig Kvinder og Børn. De Mænd, som ses, er enten gamle eller svage. Alle som én i denne forsamling, mindreaarige saavel som voksne, bærer Præg af Forkuelse. Det er et Syn, der aldrig glemmes!
Mødrenes Øjne er forgræmmede og haabløse, deres Ansigter er hvide af Sorg, deres Legemer visnede under Angst. Og Børnene - der er ikke ét eneste Barneansigt i Flokken, uden at det er stemplet af Oplevelser og Erfaringer, som ethvert Barn burde beskyttes mod - af Overanstrengelse, Sult, Nattekulde og vild, uforstaaende Rædsel. Især lægger man Mærke til en lille Pige med et underlig stivnet Udtryk. Hun er ene og hører sikkert til de Børn, der har oplevet det forfærdeligste, som kan hænde et lille Barn, at Moders Haand - det eneste trygge i Verden - blev vristet ud af hendes smaa. Fingre under Flygtningstogets Kamp for at komme frem og bort fra Døden bagved. -
Sværmen deler sig I Smaagrupper. Hver enkelt Familie slutter sig sammen om sin Smule Bagage, der bliver stablet op paa Perronen, mens der ventes paa Adgang til Toldkontoret. De medfører alt, hvad de ejer af rørligt Gods, i Bylter, Tværsække og Pakker. Det er de faa Klædningsstykker og andre Brugsgenstande, som de naaede at faa med paa Flugten. Paa Grundlag af disse faa Ejendele skal Størsteparten af dem skabe sig en ny Eksistens. Thi de fleste hører til Arbejderstanden og sendes hjem til Smaabyer med ødelagte Erhverv og nedskudte Huse. Og hver eneste af disse Smaafamilier er levende Illustrationer til Fremtidens Historie om Evropas Kultur i det tyvende Aarhundrede!
Omkring en Moder staar fire Børn, tre Smaapiger og en Tolvaarsdreng, som er den ældste. At hun er Enke ses af de Forsøg, hun har gjort paa at gøre sin fattige Klædning til en Slags Sørgedragt. Desuden ses det i hendes Ansigt. Børnene bærer hver sin lille Bylt, selv har hun slæbt en tung Tværsæk over Skinnerne. Smaapigerne staar og fryser i hullede Skuldersjaler, som er deres eneste Overtøj, og Drengen bærer et Par aflagte Mandssko, Den mindste lille Pige leder en rædsom Køter i en Snor. Hele den lille Familiegruppe fortæller uden Ord om brudte Slægtskabsbaand, om et ødelagt Hjem og en frygtelig Fremtidsskæbne - en af den Slags Familieskæbner, der er bygget paa en Kvindes underbetalte Arbejde og hendes Evne til at være baade Forsørger og Moder. Det er en Opgave, som faa eller ingen kan løse tilfredsstillende, fordi den kræver et Overskud af Vilje, Arbejdskraft og Helbred til at imødekomme hver Dags Krav. Men utallige Hjem i Samfundene er jo byggede herpaa. Derfor hænder det, at en Tolvaarsdreng ofte uden arvelig Last udvikler sig til Forbryder, og at Smaapiger med naturlige Muligheder for at blive gode Kvinder ender i Smuds.
Det næste Billede er utrolig sørgeligt: En spinkel Kone og hendes unge Datter slæber hen over Skinnerne en gusten bleg, lam Mand. Han har sine Arme om deres Skuldre, og de støtter
hver fra sin Side hans paralytiske Legeme og skyder hans kraftløse Fødder frem. Det synes meningsløst at bringe Staklen ind til Toldeftersyn; han er ikke farlig, kun hjælpeløs. De graa Landeværnsmænd langs Perronen følger den lille Families langsomme Fremgang med Øjne, som taler. Men deres Holdning er stram. Saa kommer der en Officer med et Par korte Ordrer: Manden bæres af to Soldater ind i en tømt Kupé, Togføreren tegner med Kridt et Kors paa Døren, og de to Kvinder føres alene ind til Visitation. Det, de har at fortælle, gaar utvivlsomt ud paa, at Manden var en febersyg, der stod op fra sin Seng for at flygte. Feberen og Flugtens Anstrengelser i Fællesskab medførte Lammelsen. Nu vender han tilbage som et Vrag, ledsaget af to Kvinder, der maa prøve at ernære og helbrede ham i et Land, hvor alle socialthumane Love er traadt ud af Kraft og de fleste Erhverv standsede.
En blind ung Pige ledes frem af to Soldater. Hun har sit Pas og sin Billet i en Læderpose, der hænger i en Snor om hendes Hals. Hun er uden paarørende. Hun taler flandersk med enkelte franske Ord - altsaa sikkert en Belgier, en Flygtning, der render tilbage - men til hvad?
Ud fra Mængden skiller sig tre Mennesker: en krumbøjet Bedstemoder med to smaa Drenge. At de hører sammen ses af den gamle Kvindes Iver for intet Øjeblik at slippe Børnene af Syne. Hendes magre Hænder slutter sig krampagtig om Drengenes Arme og hun slæber dem sanseløst med sig hid og did. Den ene Dreng bærer en Kat i en Spaankurv, den anden en Fugl i et Pindebur og fem Paraplyer. Det er hele Bagagen. Er denne gamle, senile Kvinde virkelig den eneste Beskyttelse, de to Smaadrenge har at støtte sig til? I saa Fald er de daarligt stillede.
Strømmen tyndes efterhaanden som Pilgrimstogets enkelte Smaagrupper forsvinder ind i Toldrummet. Tilbage paa Perronen bliver en lille purung Enke, der sidder paa en af Bænkene med sit spæde Barn. Det er gemt i en Flonelsrulle, hvorfra der kun stikker frem to smaabitte Hænder med lyserøde Fingre og et lille sorthaaret Hoved med Antydning til en Næse og en aaben, firkantet Mund, som vræler hæst og arrigt. Kort fra staar en graasprængt Landeværnsmand. Han ser hen til Gruppen, kigger til højre og venstre for at overbevise sig om, at ingen Overordnet ser ham og endelig nærmer han sig Skridt for Skridt til Bænken og stikker en tyk Pegefinger i Barnets ene Haand, der straks klamrer sig fast om den. Han leger med sin Sabelkvast foran dets Øjne til det ler. Og de to fremmede Mennesker, der her mødes i en tilfældig Stund - Soldaten med sin Familje
derhjemme og Enken med sit spæde hjemløse Barn - ser paa hinanden med et Udtryk af varm Forstaaelse, hvori der ligger en Forjættelse om den Pagt, som Mænd og Kvinder en Gang vil slutte mod al fremtidig Krig!
