« Tilbage til søgeresultaterne
Et Mindeord
Johanne Meyer.
Blot et lille Mindeblad om min kære afdøde Lærerinde, Fru Meyer. Min yngste Søster og jeg var de første, der traadte ind i hendes Skole, da hun begyndte en saadan i Nyborg. Nu, da hun er borte, strømmer Minderne ind over mig, thi hvor gammel jeg end er blevet, husker jeg, som var det i Gaar, at jeg var i hendes Skole. Hun havde en egen Maade at undervise os paa, ikke den gamle trættende Udenadslæren, nej det var i Ordets egentlige Forstand en Friskole, ikke tøjlesløs, men alt, hvad vi modtog, fik vi ad Øjets og Ørets Vej. Hun havde nemmet saavel Grundtvigs som Kolds Maade at undervise paa. Jeg husker grant, at hver Gang hun havde været i Vartov Kirke og kom hjem igen, var hun saa glad og maatte hen at fortælle min gamle Fader, at nu havde hun hørt Grundtvig, og Fader og hun fik da en lang Samtale om, hvad hun der havde faaet med hjem, for hun kunde huske. Hun var en rar, troende Kvinde, og hun favnede os Børn med inderlig Kærlighed og vidste aldrig det gode, hun vilde gøre os. Vi fik ogsaa Pastor Tolstrup hen i Skolen for at lære os at synge, og han lærte os mange dejlige Salmer og Sange. Han var en Sangmester og kunde, som hun sagde, lære os at synge Guds Liv, medens vi var Børn, saa vi aldrig siden glemte det. Ja det var det og meget andet godt, hun vilde lære os. Ogsaa skønne Juletræer pyntede hun. Ja, der var meget, der kunde fortælles om de glade Barnedage, jeg har kendt hos hende; jeg glemmer hende aldrig; men nu maa dette være nok. Det kan jo dog aldrig udtales, hvad Hjertet kan føle ved en saadan Lærerinde og Veninde. Der er jo ogsaa mange, som har bedre Evner end jeg til at skrive en Tak til hende.
Saa til Slut et Ønske om at mødes histoppe hos vor himmelske Fader, som hun dengang lærte os at tjene og kende. Ja gid vi igen maa samles med hende, det ønsker jeg af Hjærtet.
Hendes Pige, som hun kaldte mig.
