« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Grundlovstog
Kvinderne har fejret deres første Grundlovsdag, saaledes som det sømmer sig et Befolkningslag, der for første Gang møder op som selvstændige, frie Borgere i et frit Land.
Kvinderne gik som en samlet Masse i Procession, kun som Kvinder, uden Hensyn til Rang eller Stand, Alder eller - paa en enkelt Undtagelse nær - Partifarve; men med dette fælles: at de den Dag havde opnaaet at faa Borgerret i deres eget Fædreland. Og det skal siges, der var Præcision og Orden og Alvor over Kvindernes; Tog.
Planen om et Kvindetog er paa Fru Gyrithe Lemches Initiativ udgaaet fra Danske Kvinders Nationalraad, der indledede Forhandling med andre Kvindesags- og valgretsforeninger, nemlig Landsforbundet for Kvinders Valgret, Dansk Kvindesamfund og Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund samt de to første Forbunds københavnske Foreninger - under Hensyn til, at det vilde blive de københavnske Foreninger, der nærmest kom til at deltage.
Tanken slog an. Alle havde syntes, at noget maatte der gøres paa denne betydningsfulde Dag, men hvad skulde det være? Ingen ønskede at holde Fest paa en Tid som denne, hvor Størstedelen af Europa staar i Brand og Sorg og Ulykke har til Huse i saa uendelig mange Hjem. Heller ikke ønskede Kvinderne at skille sig ud fra Mændene ved deres respektive Grundlovsfester.
De nævnte Foreninger indbød en Række andre Kvindeforeninger til at deltage, og saa at sige alle disse ca. 50 Foreninger gik med Glæde ind paa at deltage i Toget, der forøvrigt skulde staa aabent for enhver Kvinde, som ønskede at deltage, uden Hensyn til, om hun var Medlem af nogen Forening eller ej.
Toget blev forberedt af de seks ovennævnte Foreninger gennem et offentligt Møde om »Kvinderne og Valgretten«, hvor bl. a. Fra Gyrithe Lemche, Fru Arenholt, Fru Ingemann-Drøhse og Frk. Ellen Branth talte. Dette Møde overværedes af over 1200 begejstrede Tilhørere.
Da Toget var fastslaaet, maatte man have en Adresse fra det til Regering og Rigsdag, og da Adressen var bestemt, maatte man have en Deputation til at overbringe den; ganske naturligt maatte Formændene for de deltagende Foreninger udpeges som Deputation, og som Ordfører Formanden for den Forening - Danske Kvinders Nationalraad -, der havde taget Initiativet, Frk. Henni Forchhammer.
Blandt Deputationens Medlemmer fandtes Kvindesagens Ældste, Fru Jutta Bojsen-Møller og Fru Mathilde Bajer. For Landsforbundet for Kvinders Valgret mødte Næstformanden, Fru Elna Munch, for Københavns Kvindevalgretsforening Formanden, Frk. Meta Hansen.
Paa Grundlovsdagen Kl. 12-1 - i straalende Vejr - samledes Deltagerne i Toget i Grønningen. Allerede Kl. 12½ kunde Marschallerne melde, at de 10,000 Emblemer var udsolgt; Kvinderne stod tæt om deres Foreningers Standere fra Amaliegade til Østbanegaarden, og mange Tusinde maatte desværre undvære Emblem, da der ikke var forfærdiget mere end 10,000 Stk. Blandt Deltagerne saas ikke faa fra Provinsbyerne og Landet.
Præcis Kl. 1 satte Toget sig i Bevægelse. I Spidsen gik som Fanebærere og Fanevagt unge hvidklædte kvinder med røde Skærf, forrest bares Dannebrog af en lyshaaret ung Pige - en ægte nordisk Kvindetype -, derpaa saas Dansk kvindesamfunds Banner og mange forskellige Foreningsfaner. Herefter kom Deputationens 25 Medlemmer med Veteranerne, Fru Bojsen-Møller, Fra Mathilde Bajer, Fru Stampe-Feddersen og Fru Johanne Münter og derefter det lange Tog med sine ca. 15,000 Deltagere, flankeret af 300 unge Piger som Marschaller, væsentlig rekrutteret fra Gymnastikforeningerne og ledet og instruerede af Frk.ne Paul-Petersen og Frk. Præstgaard. Med deres røde og hvide Stave holdt de en glimrende Orden paa Toget.
I den store Procession vakte Diakonisserne berettiget Opsigt; de tog sig smukt og værdigt ud i deres ensartede, sorte Dragt med det hvide, middelalderlige Hovedlin.
Ogsaa de kvindelige Akademikere med deres hvide Huer vakte Opmærksomhed. Tætte Skarer, væsentlig bestaaende af Mænd, havde besat Fortovene langs Amaliegade og hilste deres kvindelige Slægtninge i Toget. Fra Vinduerne kastedes Blomster og Grønt ned over Kvinderne, mens de gik forbi - det var et Festtog, der drog gennem Gaderne! - Uafbrudt hørte man Fotografiapparaterne klikke; alle, der havde et Apparat, var sikkert i Amaliegade: Amatører, Bladkorrespondenter, professionelle Fotografer, ja endog Filmsoptagere. Musikken, som man ikke kunde have med i Toget - der findes nemlig kun mandlige Udøvere af Hornmusik - var posteret med hver sit Korps i Grønningen, midt i Amaliegade og paa Amalienborg Plads.
Medens Deputationen efter Ankomsten til Amalienborg blev vist op paa Slottet, tog Toget Opstilling paa Pladsen, hvor det med Hurraraab hilste Kongen, der kom fra Statsraadet, hvor Grundloven var bleven underskreven.
- Efter at Kongen, Dronningen og de to Prinser var kommen til Stede, oplæste Ordføreren Adressen, der lød:
Deres Majestæt!
Paa denne for os saa betydningsfulde Dag, da danske Kvinders politiske Valgret er en fuldbyrdet Kendsgerning, har vi som Talsmænd for Tusinder af Kvinder ønsket at udtale for Danmarks Regering og Rigsdag vor Glæde over den fulde politiske Borgerret, som den nye Grundlov giver Kvinderne.
Vi værdsætter i fuldeste Maal denne Valgret, som aabner os Mulighed for at faa Indflydelse paa Landets Love, de Love, der gælder for Kvinder saavel som for Mænd.
Det har været os en stor Tilfredsstillelse at se alle Partier staa enige i denne Sag, og det er vor Forventning, at det Lovgivningsarbejde, som Mænd og Kvinder nu sammen skal tage op, vil blive øvet med fuld Hensyntagen saavel til kvindelige som til mandlige Synsmaader og Interesser.
Vi er os bevidst, at der følger Ansvar og Pligter med de nye Rettigheder, og vi udtaler som vort Haab og vort alvorlige Ønske, at Kvindens Deltagelse i det politiske Liv maa blive til Lykke for Land og Folk.
Kongen takkede og udtalte sin Glæde over Adressen. Kongen nærede Tillid til, at Kvinderne vilde gøre Fyldest; det havde de givet Løfte om gennem deres Arbejde i det kommunale Liv og i Menighedsraadene. Paa ét Sted kunde dog Kvinderne ikke erstattes, det var i Hjemmene, gennem Kærlighed til Hjemmet lærer de Barnet Kærlighed til det fælles Hjem, Danmark. Kongen bad Deputationen bringe hans og Dronningens Tak til de forsamlede Kvinder.
Kongen lod sig derefter Deputationens Medlemmer forestille og underholdt sig i nogen Tid med dem.
Efterat Deputationen havde indtaget sin Plads bag Fanerne, sang Forsamlingen: »Der er et yndigt Land«. Kongen og Dronningen kom frem paa Balkonen, og efter at Forsamlingen havde raabt
3 taktfaste Hurraer for hver af dem, tog Kongen Ordet og udtalte, saa det hørtes til den fjerneste Krog af Amalienborg Plads:
Tak for den Hyldest, der her er vist os. Gid den Grundlov, som i Dag er stadfæstet; maa blive til Lykke og Velsignelse for de kommende Slægter. Gud velsigne og bevare vort gamles Fædreland!
Nu satte Toget sig atter i Bevægelse og med fuldkommen Orden gik det ad Frederiksgade og Bredgade forbi Rigsdagsbygningen til Grønningen, hvor det opløstes.
Deputationen var imidlertid bleven modtaget i selve Rigsdagssalen, hvor der var reserveret den Pladser. Efter det stadfæstede Grundlovs-Eksemplars Overdragelse til Rigsdagen traadte Deputationen frem. Ordføreren besteg Talerstolen og læste Adressen op.
Formanden, Hr. Pedersen-Nyskov tolkede Rigsdagens Tak for Henvendelsen og udtalte, at det havde været den danske Rigsdag en Glæde at hæve den hidtil bestaaende Ulighed mellem Mænd og Kvinder, og at der om dette Punkt havde været fuld Enighed hos Medlemmerne. Han haabede, at Kvindernes Deltagelse vilde blive til Gavn for Folket og Fædrelandet og bad Deputationen bringe Rigsdagens Tak til de Tusinder af kvinder den repræsenterede, samt at sige, at Rigsdagen med
Glæde imødesaa, et Fremtidens Samfundsarbejde sammen med dem. Konsejlspræsidenten udtalte sit Haab om, at Kvindernes politiske Valgret skulde faa en heldbringende Virkning paa Statsstyrelsen. Det var hans Tro, at Kvinderne vilde elske Freden, og at de vilde fremme den sociale Lovgivning. I den Tro og det Haab bød han Kvinderne velkomne som danske Medborgere.
Deputationen forlod derpaa Rigsdagen og kørte ud i Grønningen, hvor den paa forskellige Steder læste Adressen op og gav et Referat af Talerne for den taalmodigt ventende Mængde.
Hermed var Kvindetoget endt. Deltagerne havde haft Ære af det. Vejret havde gjort sit, Kvinderne deres til, at det blev et mægtigt Tog, og Udvalget med Frk. Daugaard, assisteret navnlig af Fru Ella Melby og Fru Elise Koppel, havde gjort et mægtigt Arbejde.
Ved 9 Tiden om Aftenen, da man kunde forudsætte, at alle Grundlovsfester var endt, samledes Medlemmer af »Københavns Kvindevalgretsforening« og »Dansk Kvindesamfund« til en tvangfri Sammenkomst i Grundtvigs Hus. Her var Repræsentanter fra Nabolandene til Stede.
Frk. Frederikke Mørck, Fru Bugge-Wicksell, Fru Dempsey, og Frk. Rosika Schwimmer bragte personlige Hilsener fra henholdsvis Norge, Sverige, England og Østrig Ungarn. Desuden indløb et stort Antal Telegrammer fra Venner fjærnt og nær. Først sent sluttede denne begivenhedsrige Dag, hvor Kvindevalgretsforeningernes store Maal blev naaet.