« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødet i Aalborg
Den 3die og 4de Juli.
Landsmødet i Aalborg blev altsaa det sidste i Rækken, og med dette for Øje havde den lokale Forening arrangeret det, saa det helt igennem fik et smukt og festligt Præg. Alle Delegerede og Gæster var taknemmelige for den udmærkede Maade, hvorpaa det var lagt tilrette.
De Foreninger, som tidligere har været Værter, vil bedst kunne bedømme, hvilket stort Forarbejde, der var udført af Lederne i Forbindelse med en hel Del af Byens Familjer, der elskværdigt havde stillet sig til Raadighed med al den Hjælp, de kunde yde. Herrerne var traadt ind i Komitéer, der ikke skyede nogen Ulejlighed, Husmødrene havde aabnet deres Hjem for Indkvarteringen og Ungdommen havde indstuderet Rollerne til Dillettantforestillingen og dermed sikret Festaftenens Clou. Men fra først til sidst var det dog Foreningen og dens dygtige Formand, Frk. Thora Pedersen, der stod som Ledere af det hele, og hvem vi derfor skylder en særlig Tak.
Hvor fortrinligt alt end er forberedt, saa afhænger selve Feststemningen dog ofte af mangt og meget, man ikke selv er Herre over. Og det Plus, som skyldes Tilfældets Magt, begunstigede paa forskellig Vis Deltagerne i vort sidste Møde. Mange udtalte deres Glæde over at træffe Venner, de ikke havde set i flere Aar; de fleste var tilfredse med den heldigt valgte Tid for Afholdelsen - et Punkt, der altid er vanskeligt, især hvor det gælder Husmødres Fraværelse fra Hjemmet - og enkelte
kunde kombinere Turen til Jylland med en Ferierejse. Fælles for alle var det Held, at Aalborg med sine gamle stilfulde Huse og den friske Havn laa badet i straalende Solskin de to Dage, den dannede Rammen om vort Samvær; vi havde tillige den store Glæde atter at se Landsforbundets Leder, Fru Johanne Rambusch, i vor Midte, efter at have savnet hendes Skikkelse paa Formandsstolen i de sidste Aar; en afholdt Digter og god Ven af den Sag, der har samlet os i de forløbne Aar, kom tilstede og gav os en Hilsen med paa Vejen til Fremtidens Arbejde - dette og meget andet bidrog til at vort sidste Landsmøde blev en stemningsfuld Fest, som vi altid vil mindes!
Forhandlingerne.
Lørdag den 3. Juli,
Kl. 2 Lørdag Eftermiddag fandt det første Møde Sted i Haandværkerforeningens Sal, der var smykket med Vimpler og hvor lange Borde, med hvide Duge og hvide Margariter i slanke Glas, stod parat til de Delegerede.
Fru Rambusch ønskede alle Velkommen og sagde: Det er første Gang, vi samles, efter at vi har naaet det Maal, vi har kæmpet for, og det er tillige sidste Gang, vi samles om det hidtidige fælles Arbejde for Maalet. Vort Møde har noget af en Nytaarsstemning over sig. Hvert Nytaar ser vi Naturen ligge bunden og uden Liv; men vi ved, at den rummer Spirerne til Foraar, Sommer og Høst. Paa samme Maade er det med os danske Kvinder i Øjeblikket. Den Forstaaelse, der kræves til at udøve Valgretten, har været bunden; men i selve den Ret, vi har opnaaet, ligger Spirerne til nyt Foraar, ny Sommer og Høst i dansk Politik.
Inden vi gaar videre, beder jeg dem mindes en Kvinde, som ejede dyb Samfundsforstaaelse: Fru Johanne Meyer. Hun skrev i Fjor: »Jeg glæder mig til at holde Fest for Kvindens Valgret i min Fødeby, Aalborg«. Men hun opnaaede ikke denne Glæde, som hun vilde have følt varmere og stærkere end nogen anden. Æret være hendes Minde! Gid den Forstaaelse, hun havde, aldrig maa mangle blandt danske Kvinder! (Alle rejser sig).
Til Dirigent foreslaas Frk. Christensen, Køge, der modtages med Klap og takker for Hvervet.
Punkt I.
Formanden for Forretningsudvalget aflægger Beretning.
Fru Munch: Det ligger i Sagens Natur, at Agitationsudvalget ikke har kunnet udrette ret meget i det sidste Aar. Det, som her skal meddeles, er derfor af mere almindelig Karakter. Af »Dødsfald« er der kun meddelt mig et. Foreningen døde i Skønhed ved at sende sin Kasses Restbeholdning til Udvalget. Aarets store Begivenhed indtraf jo 5. Juni, da Grundloven sikrede Kvinderne Ligeberettigelse med Mændene.
Hvor meget eller lidt Agitationen har bidraget hertil, kan ikke afgøres. Skeptikerne vil hævde, at Reformen alligevel vilde være kommet med Tiden. Men hvis alle ræsonnerede saaledes, Vilde der jo aldrig blive arbejdet for nogen Sag. Man maa ialfald ikke underkende den Betydning, det har haft, at samle Kvinder af alle Anskuelser om dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som man maa se bort fra den vækkende Indflydelse, Agitationen har haft paa Kvinderne Landet over. Jeg har i den sidste Tid gennem mange Tilkendegivelser faaet Vished om, at Kvinderne er bedre egnede til at udøve Valgretten, end de vilde have været det uden Agitationen. Jeg opfatter det da ogsaa som et Tillidsvotum til vor Organisation, at der paa Dagsordenen findes et Forslag om at fortsætte - det vil jo senere vise sig, hvordan Forsamlingen stiller sig hertil.
Nu vi staar ved Maalet, er det naturligt at mindes dem, der begyndte Arbejdet. Hermed tænker jeg ikke paa dem, der begyndte Kvindesagen herhjemme; det ligger saa langt tilbage som i Halvtredserne i forrige Aarhundrede. Det er dem fra Firserne, jeg vil mindes: Fru Luplau,
Fru Nørlund og Fru Johanne Meyer. Fru Luplaus Navn er alt for lidt kendt og nævnt, og vi bør mindes hende som Stifter af den første Kvindevalgretsforening her i Landet.
Et andet Navn fra den Tid er den første kvindelige Læges, Frk. Nielsen. Hun var den første, der støttede Landsforbundets Kasse, og den har siden aldrig været tom. Naar jeg ser tilbage, undrer det mig, hvordan vi fik Pengene og Talerne, og hvordan det hele har kunnet lade sig gøre. Men der var jo en Hær af Kvinder, som ikke skyede noget Offer for Sagen; maaske skyldtes det gode Resultat i første Række, at Arbejdet blev gjort frivilligt og aldrig blev betalt. Naturligvis har nogle svigtet, men kun faa, og de tæller saa lidt mod alle de trofaste. Ved dette sidste Møde takker jeg for alle Ofre, for alt Arbejde og for den loyale Aand, der har præget vore Landsmøder og gjort dem til en Fest, som faa af os vil glemme.
Punkt II. Regnskabet.
Kassereren, Fru Møller, var fraværende. Regnskabet fremlagdes af Fru Rambusch:
I Kallundborg Bank
indestaar...... Kr. 499,38
Kontant Beholdning » 553,63
Ialt Kr. 1053,01
Agitationskassens Regnskab fremlagdes af Fru Munch; begge godkendtes.
Punkt III.
Fru Drøhses Forslag.
Fru Drøhse. Efter Forhandlingen paa Hovedbestyrelsesmødet i Formiddags trækker jeg mit Forslag tilbage til Fordel for det Forslag, der vil blive stillet af Fru Rambusch.
Fru Rambusch: Jeg har altid ment, at naar Valgretten var opnaaet, maatte Landsforbundet opløses. Men et nyt Moment er kommet til: Hensynet til Kvinderne i de andre Lande, der staar samlede i den internationale Alliance. Dennes Stilling vil blive meget vanskelig efter Krigen, der saar Had mellem Nationerne. Derfor vil den trænge til al den Støtte, der kan ydes den. Danmarks Kvinder vil sikkert være med til at støtte Valgretsarbejdet i andre Lande, og for Landsforbundets Vedkommende kan dette ordnes ved, at Foreningen bliver staaende i Alliancen under et lidt ændret Navn og med det Formaal at vedligeholde Forbindelsen med Bevægelsen i Udlandet som eneste Programpunkt. Som Ledelse foreslaas et Udvalg paa 5 Medlemmer. Der er udarbejdet et Forslag herom, som jeg beder Forsamlingen drøfte.
Fru Munch anbefalede Forslaget ved at skildre den meget store Betydning, det vil have for Arbejdet og Agitationen andetsteds i Verden, om Kvinderne fra de Lande, hvor Valgretten er gennemført, bliver staaende i Alliancen. Hertil kommer under de nuværende oprevne Forhold Betydningen af, at der ved Kongresserne møder Delegerede fra nevtrale Stater. Derefter gennemgaas og motiveres Forslagets forskellige Paragrafer.
Der føres herpaa en længere Diskussion, baade om selve Tanken og Forslagets Enkeltheder. Heri deltager Frk. Camilla Petersen, Fru Drøhse, Frk. Rosenthal, Fru Balslev, Fru Møller, Frk. Hulda Petersen, Frk. Knudsen, Frk. Orth, Frk. Thora Pedersen, Fru Markus Hansen og flere med kortere eller længere Indlæg.
Fru Rambusch henstiller, at der, inden man gaar videre, afstemmes om, hvorvidt Landsforbundet skal opløses eller ej.
Dirigenten foretager Afstemning og det vedtages, at Landsforbundet for Kvinders Valgret opløses.
Fra Rambusch konstaterer, at det gamle Landsforbund er afgaaet ved Døden (Kl. 3,55 Eftermiddag) og foreslaar en Afstemning om, hvorvidt der skal dannes et nyt paa det foreslaaede Grundlag.
Hr. Tormod Jørgensen: Jeg synes, vi skulde have Lov til at tænke derover til i Morgen.
Fra Munch: Det, der foreslaas stemt om, er hvorvidt der er Jordbund for en saadan Forenings Dannelse; der kan saa tænkes over Lovforslagets Enkeltheder til i Morgen og da stemmes for dem.
Dirigenten: De, der stemmer for, at det skal afgøres i Øjeblikket, om der skal dannes en ny Organisation, rækker Haanden i Vejret. (Haandsoprækning). - De, der vil vente dermed til i Morgen, rækker Haanden i Vejret. (Haandsoprækning) - Der er stort Flertal for, at det afgøres i Dag.
Herefter følger en længere Diskussion om forskelligt, bl. a. den ny Forenings Navn, pekuniære Forhold o. s. v.
Dirigenten indskrænker Taletiden til 4 Minutter.
Fru Rambusch svarer paa en Del Spørgsmaal og Henstillinger, motiverer yderligere, hvorfor den nye Organisation bør dannes og slutter: Derfor vil jeg foreslaa, at vi danner det nye Forbund. Spørgsmaalet er: Skal vi være med i Arbejdet for dem, der ikke har faaet Valgretten?
Dirrigenten (foretager Afstemning). Det er vedtaget med stor Majoritet, at vi skal danne det nye Landsforbund for Kvinders Valgret.
Fru Munch udbeder sig Forsamlingens Tilslutning til, at de Penge, der bliver tilbage fra det gamle Landsforbund, maa gå over til den nye Organisation;
Dette vedtages ved Afstemning.
Punkt IV.
Bladet.
Da der kun er 1/4 Time til dette Punkt, indskrænker Redaktøren sig til en kort Redegørelse for Bladets Stilling og henstiller til Forsamlingen at afgøre, hvorvidt det skal ophøre samtidig med Landsforbundets Opløsning eller fortsættes til Nytaar 1916.
Det sidste vedtoges.
Fra Rambusch slutter Mødet.
Søndag den 4. Juli.
Fortsættelse af Forhandlingen om Punkt III.
Mødet aabnes Kl. 9 Formiddag og Frk. Christensen vælges til Dirigent.
Fra Rambusch ønsker en Udtalelse om, hvorvidt kun de valgte Delegerede (af det nu opløste Landsforbund) eller alle tilstedeværende har Ret til at deltage i Forhandling og Afstemning.
Dirigenten finder Spørgsmaalet mærkværdigt og mener, at kun de Delegerede kan deltage. De er valgt hjemmefra og kan ikke føje Aalborgforeningen, der vilde faa uforholdsmæssig mange Repræsentanter. Vi sætter Spørgsmaalet under Afstemning mellem de Delegerede uden Diskussion. (Ved Haandsoprækning vedtages, at kun de Delegerede kan forhandle og stemme). Vi gaar over til at tale om Lovudkastet.
Fru Munch: I Gaar blev det sat under Afstemning, om vi skulde danne en ny Organisation, der skulde hedde »Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret «. Nu hører jeg, at forskellige kunde ønske at gøre Indvendinger mod dette Navn. Jeg vil meget indtrængende lægge Dem paa Sinde at antage Navnet.
Dirigenten: Jeg sagde Navnet højt 2 Gange for Forsamlingen i Gaar. Vi skal altsaa forhandle om noget, vi allerede har stemt om. Nu stemmer vi altsaa om, hvorvidt Navnet skal diskuteres eller ej. (Haandsoprækning).,
Det er vedtaget med overvejende Majoritet ikke at forandre Navnet.
Herefter drejer Forhandlingen sig om de enkelte Paragrafer. I Diskussionen deltager Fru Aakjær, Fru Drøhse, Fru Munch, Fru Dessau, Fru Balslev, Frk. Hulda Petersen, Frk. Meta Hansen, Fru Brøcker, Fru Bie, Fru Thomsen, Frk. Rosenthal, Fru Jensen, Fru Baastrup og mange flere kendte Ledere, der nøje gennemgaar alle Enkeltheder, og der stemmes om hver Paragraf.
Frk. Meta Hansen henstiller, at der indføjes en Paragraf, der giver Regler for, hvorledes foreningen skal lade sig repræsentere ved de internationale Kongresser.
Fra Munch omtaler, hvorledes Repræsentationen blev ordnet i det gamle Forbund og henviser til Punkt V paa Dagsordenen, der hedder »Valg af Delegerede til den næste internationale Kongres«. Egentlig er der valgt til den Kongres, som skulde været afholdt i Berlin i Aar. Men da der nu er dannet et nyt Landsforbund, synes jeg, der maa vælges nye Repræsentanter.
Der forhandles om, hvorvidt der skal indføjes en Paragraf, der lovfæster Valget af Delegerede.
Fru Dessau foreslaar følgende Form: at Forretningsudvalget vælger to Repræsentanter. De øvrige foreslaas af de lokale Afdelinger og vælges ved Lodtrækning af Forretningsudvalget.
Vedtages.
Til Slut sættes hele Lovforslaget med Ændringer og Tilføjelser under Afstemning og vedtages med Majoritet.
De øvrige Punkter paa Dagsordenen.
Udgaar, da Landsforbundet er opløst.
Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret.
Fru Munch foreslaar, at der vælges Bestyrelse, Suppleanter og Revisorer til den nye Forening.
Forskellige Navne bringes i Forslag, dels som Medlemmer af Bestyrelsen, der efter Lovene skal bestaa af 5 Kvinder, dels som Suppleanter, hvoraf der skal vælges 3.
Fru Munch fremhæver Betydningen af, at Bestyrelsen kommer til at omfatte Repræsentanter for de forskellige Landsdele. - Vil endvidere absolut holde paa, at man vælger Bestyrelse for sig og Suppleanter for sig.
Der omdeles Stemmesedler og vælges.
Til Bestyrelsen: Fru Munch, Fru Drøhse, Fru Engberg, Fru Møller, Frk. Knudsen.
Til Suppleanter: Fru Hjelmer, Frk., Orth, Fru Wang-Lauridsen.
Efter at Fru Rambusch har takket Fru Munch for hendes Arbejde som Formand for Landsforbundets Forretningsudvalg svarer Fru Munch med en Tak til Fru Rambusch for godt Samarbejde i de forløbne Aar.
Hr. Lærer Pedersen udbringer et Leve for Danmark, og dermed slutter Landsforbundets sidste Forhandlingsmøde.
I Kildepavillonen.
Søndag Eftermiddag.
Aalborgforeningen var Vært ved en hyggelig Sammenkomst ved Kaffeborde i Kildepavillonen, hvor man samledes Søndag Eftermiddag ved 2-Tiden og tilbragte et Par fornøjelige Timer inden Mødet paa Skovbakken, der var berammet til Kl. 4.
Frk. Signe Vejlgaard var en omsigtsfuld og nydelig Værtinde for de mange Gæster.
Samværet fik meget hurtig en »saglig« Karakter, idet Fru Balslev fremsatte Tanken om, at Landets Kvinder rejste et Mindesmærke for Valgretten. Fru Balslev vil senere udvikle sin Plan herom ved given Lejlighed. Ligeledes henvendte Fra Johanne Deickmann sig til de tilstedeværende med et varmt Indlæg for Fredssagen. Endvidere tog adskillige Delegerede Ordet, for at takke Værterne for deres Gæstfrihed. Blandt disse Talere var Fru Pastorinde Thomsen, der i smukke Ord udbragte et Leve for Aalborgforeningens dygtige Formand, Frk. Thora Petersen.
Under Samværet i Kildepavillonen benyttede en Fotograf Lejligheden til at forevige forskellige Grupper og Situationer i Films.
Mødet paa Skovbakken.
Som alle Landsmøder i de forløbne Aar sluttede ogsaa det sidste med et offentligt Møde, men mod Sædvane var det denne Gang udelukkende kvindelige Talere, der henvendte sig til Forsamlingen.
Frk. Thora Petersen bød den store Tilhørerskare velkommen, og fremhævede som Mødets samlende Ide, at det gennem Udtalelser af Foregangskvinder paa forskellige Omraader muligt kunde give et Fingerpeg om, hvilke Opgaver Nutidens Kvinder i særlig Grad kunde tænkes at støtte ved Hjælp af deres Valgret.
Fru Elna Munch kastede et Tilbageblik over Landsforbundets Arbejde for Valgretten og pegede paa den moralske Forpligtelse til at hjælpe og støtte Kvinder i andre Lande, som paahviler os, der nu har naaet politisk Borgerret. Den nye Grundlov har skabt Enhed i Forfatningen - et Fremskridt, der bør paaskønnes, ligesom det maa paaskønnes, at danske Kvinder har faaet politisk Valgret helt og fuldtud, i Modsætning til, at man i andre Lande har indført Reformen Skridt før Skridt.
Som en af de første Opgaver maa Kvinderne virke for at ophæve den sociale Ulighed mellem Kvinde og Mand - iøvrigt maa de politisk set betragte det som en Æressag ikke at bruge
Valgretten hovedsagelig til Særinteresser.
Fru Marie Lassen udtalte, at alle Kvinder er enige om at anerkende den Maade, hvorpaa Mændene har gjort dem delagtige i den politiske Valgret. Nu maa vi Kvinder slutte os til de politiske Organisationer, hvor vi efter vore Anskuelser hører hjemme, og vi maa afgive vore Stemmer ved Valgene. Naar Kvinderne nu kommer til at deltage i det politiske Liv, bør de først og fremmest præge det med Vederhæftighed - de maa ikke lade sig paavirke af Fraser.
Vi Kvinder har yderst forskellige Opfattelser af sociale og politiske Spørgsmaal, men paa ét Punkt er vi enige: vi vil alle det Bedste for vort Land og vort Folk. Gid Kvinderne maa bruge Valgretten saaledes, at vort Fædreland bliver bevaret og at vi kan faa Lov til at leve vort nationale Liv.
Frk. Marie Christensen: Den Skamplet, som den gamle Grundlov satte paa den tjenende Stand, er nu ophævet. Før var den ligestillet med Forbrydere og Umyndige, nu hører den hjemme blandt de øvrige Samfundsborgere.
Tyendet maa benytte Valgretten til at skaffe sig sine egne Repræsentanter paa Tinge ; de er talrige nok til at gøre det, hvis de sætter sig et saadant Maal. I første Linie maa deres Krav gaa ud paa at afskaffe Tyendeloven og Skudsmaalsbogen, og hvis der med Tiden bliver Tale om at indføre en Normal arbejdsdag, er der ingen Tvivl om, at Tyendet har Ret hertil saavel som enhver anden af Samfundets Arbejdere. Man maa ønske, at de tjenende Kvinder vil opfatte det som en Pligt at støtte og hjælpe Arbejderhustruerne, der i saa høj Grad er Samfundets Stedbørn.
Fru Charlotte Norrie.
I mine Øjne er Forsvarssagen mere paatrængende end nogen anden Samfundssag. Hvis vort Land mister sin uafhængige Stilling, vil endog den Ligestilling med Mændene, som Kvinderne nu har opnaaet, gaa tabt under et fremmed Overherredømme.
Vi kan ikke vente, at Danmark bestandig skal blive liggende som en fredlyst Plet midt i al Verdens Kampe. Vi danske er glade og taknemmelige for hver Fredens Dag, vi oplever. Men vi bør bestandigt tænke paa den evigt truende Fare.
En Vælgerforening af danske Kvinder, delt i forskellige Grupper, rummer maaske Muligheden for at faa Kvinderne repræsenteret paa Rigsdagen. Men hvordan man end griber Sagen an, bør Landets Kvinder erindre, at hvis de vil forskaanes for at se deres Mænd, Sønner eller Brødre forbløde bag et svagt Værn og et sløvt Værge, da maa de først og fremmest virke for en Ordning af vort Forsvar.
Fru Thora Ingemann Drøhse.
Der er ingen Tvivl om, at Kvinderne i det hele og store bør bruge deres Valgret til paa Uendelig mange Omraader at virke i Samklang med Mænd, hvis sociale Opfattelse de deler.
Men blandt Nutidens humane og civilisatoriske Bevægelser findes næppe nogen, der ser Kvindens politiske Indflydelse i Møde med større Forhaabning end Afholdsbevægelsen. Og den har Grund dertil ved Tanken om Erfaringerne fra Amerika, Australien, Norge, Finland osv., hvor Kvinderne har opnaaet Valgret. Alle disse Steder har det vist sig, at alvorlige og interesserede Kvinder med Iver og Varme har virket for denne store Samfundssag.
Hvad angaar Afholdssagen i Danmark, da kunde Kvindens Valgret ikke være gennemført paa noget bedre Tidspunkt end nu, da vi staar overfor gennemgribende Reformer paa dette Omraade. Forbudstanken ønskes fra Afholdsfolkenes Side ikke gennemført som en Tvang - først naar to Tredjedele af Vælgerne kræver det, vil den komme til at præge Lovgivningen. Gid Danmarks Kvinder vil bidrage hertil.
Fru Johanne Rambusch.
Det forøgede Ansvar, som den poliske Valgret giver os Kvinder, vil forhaabentlig hjælpe til at aabne vore Øjne for vort særlige Ansvar for, hvad der sker randt omkring os under denne forfærdelige Krig. Man har hævdet, at Fredssagen særlig kunde regne med Støtte hos Arbejderhustruer, fordi disse mentes at lide mest. Men vi haaber, at Samfølelse og Forstaaelse vil bidrage til, at Kvinder af alle Klasser vil samle sig om Fredssagen.
I de Tider, hvor Krig mellem Nationerne var ensbetydende med international Politik, kunde der være nogen Mening i, at selve Kampen fremkaldte glimrende menneskelige Egenskaber som Mod, idealisme, Opofrelse og meget andet. Men i Nutiden er Krig ikke længere Udtryk for den højeste Udvikling af menneskelige Egenskaber. Tværtimod. Hvorledes Begreberne har forandret sig, ses bedst deraf, at intet normalt tænkende Menneske vil betragtes som medskyldig i den Krig, der nu føres, og ingen Nation vil paatage sig Ansvaret for dens Udbrud. Krig i det nuværende Aarhundrede er en Falliterklæring!
Hvor uendelig mange kulturelle Omraader findes der ikke, indenfor hvilke menneskelig Dygtighed kan gøre sig gældende? Hvorfor da øde aandelige Evner og teknisk Snille paa noget saa frygteligt som Mordredskaber?
For Tiden gælder nationalt set Ordene : Magt er Ret. Lad os Kvinder betragte det som vor kulturelle Opgave at ændre Begreberne saa det kommer til at hedde: Ret er Magt.
Paa utallige Omraader - økonomisk som moralsk - trænger Nutidens Mennesker i det hele og store til at faa deres Retsbegreber forandrede. Men intet Steds i højere Grad end paa det militære Omraade. Og her har netop vi Kvinder en Opgave at udføre, der ligger lige for vor Haand og kan udføres i vort daglige Liv, den nemlig, at udrydde Krigens Magt i de Unges Sind.
Vi Mødre maa lære vore Børn, at Krig saa langtfra hører til Menneskehedens store Formaal, men at den tværtimod hører til blandt tidligere Tiders Sagn. Og vi maa fortælle vore Børn den nøgne Sandhed om Krigen - om de Faderløse, om Enkerne, om de gamle og udslidte, der staar uden Støtte, naar Forsørgeren dør. Lad dem faa Indtryk af de navnløse Rædsler, som Kampen medfører baade for dem, der forbløder paa Slagmarken og dem, der lever i evig Angst for deres Nærmeste. Lær de Unge at forstaa, at Følelser som Barmhjertighed, Kærlighed og Retfærd er uforenelige med Krigens Haandværk. Tusinder af Mænd vil være os Kvinder en trofast Støtte i vore Bestræbelser for at omforme det nye Slægtleds Tænkemaade.
Der er ingen Tvivl om, at de fleste Kvinder er Fredsvenner; men altfor mange betragter Fredssagen som en skøn Drøm - en Utopi. Vi Kvinder bør arbejde for at Drømmen om Fred bliver til Virkelighed paa samme Maade som Drømmen om Valgret. Hvor fjernt stod ikke dens Opfyldelse for faa Aar tilbage! Lad os danske Kvinder da arbejde for, at Fredstanken kan blive til Virkelighed for kommende Slægter baade i vort eget og andre Lande, saaledes at alle Nationer i Verden frit kan leve deres nationale Liv og tale deres Modersmaal.
I Tilslutning til den sidste Tale sang Tilhørerne »Vort Modersmaal er dejligt« og skiltes i bevæget Stemning.
Endnu en Gang samledes Værter og Gæster i Kildepavillonen for at drikke en Kop The inden Afskeden.
Landsforbundets Arbejde var endt, dets Maal var naaet, og mange Kvinder, der havde fundet hinanden og lært at holde af hinanden i de forløbne 8 Aar, vekslede Haandtryk i gensidig Taknemmelighed for Samarbejdet.
