« Tilbage til søgeresultaterne
De kvindelige Vælgere og Kvindeprogrammet
Fra Johanne Rambusch har i sidste Nummer af »Kvindevalgret« skrevet en Artikel under ovenstaaende Titel, hvori hun betegner det som »ufornuftigt«, ja »uforsvarligt«*) om danske Kvinder nu vilde opretholde deres Fordringer om »samme Løn for samme Arbejde«, »Lige Adgang med Mænd til at beklæde Embeder«, »Moderens lige Ret med Faderen over Barnet« og »Hustruens lige Ret med Manden over den fælles Formue« - som et Særprogram.
Disse Krav, mener Fru Rambusch ganske vist, skal ikke opgives, men fremtidig varetages af Mænd og Kvinder i Fællesskab. »Vi skal ikke længer se disse Krav som kun værende i vor Interesse, men ogsaa i Samfundets«.
Vi skal med Henblik paa det sidste Punkt bemærke, at disse Krav, som alle sammen falder ind under 2det Punkt paa D.K. Program: Gennemførelsen af Mænds og Kvinders fulde Ligestilling i Familie, Samfund og Stat, aldrig af D. K. s Talsmænd er bleven hævdede som særlige Kvindeinteresser, men som Krav, der laa ligesaa meget i hele Samfundets Interesse og dermed ogsaa i Mændenes. Gang paa Gang er det fra vor Side blevet understreget, at selv om Gennemførelsen af Kravet om samme Løn for samme Arbejde vilde medføre i det mindste for en Tid, at mange Kvinder mistede det Arbejde, som de kunde havde faaet, fordi de lønnedes
billigere end Mændene, vilde vi dog fastholde dette Krav, da Kvinderne ellers vilde komme til at konkurrere Mændene ud ved at underbyde dem, eller da det daarligere men billigere Arbejde ellers i mange Forhold paa Arbejdsmarken vilde fortrænge det gode men dyrere til Skade for Samfundet.
Dansk Kvindesamfund har aldrig arbejdet for at reformere Samfundet paa Mændenes Bekostning til Fordel for Kvinderne, men vort Maal har været at skabe et Samfund, hvor Mand og Kvinde staar som fuldt jævnstillede Arbejdsfæller, saaledes at Kvinden kan være for Manden det, han gennem Aartusinder har savnet, en virkelig Modstandskraft, som istedet for blindt at føje sig efter ham og bære over med hans Svagheder kan ildne ham til det gode og adle hans Kamp og Stræben, saaledes som Camilla Collett et Sted har sagt.
Men tror nu nogen for Alvor, at det Par Kvinder, vor partisplittede Kvindebevægelse kan sætte ind paa Rigsdagen, vil kunne politisk yde denne Modstandskraft uden Støtte af en kraftig Organisation? Tror nogen for Alvor, at Mændene, nu hvor Kvinderne, i det mindste efter Bogstaven, er bleven politisk ligestillede med dem, vil ofre Tid og egne Interesser paa Ligestillingens fulde Gennemførelse? Thi det maa vi ikke glemme, at det, vi videre skal naa for os selv, skal vi naa paa Mændenes Bekostning, om det aldrig saa meget siges at være i Samfundets Interesse.
Vore Erfaringer indenfor D. K. peger i hvert Fald ikke i Retning af, at Mændene, selv de frisindede blandt dem, fuldt og helt deler vort Syn paa Ligestillingen. Jeg skal nævne nogle Eksempler. Da vi bad om, at Adgangen til Danmarks Trone i den nye Grundlov maatte staa aaben saavel for Kvinder som for Mænd, lo man os nærmest ud. Da vi bad om, at Spørgsmaalet om Kvindens Adgang til alle Embeder og Stillinger paa lige Fod med Mænd maatte blive taget op til alvorlig Drøftelse, blev Sagen henlagt. Da vi ifjor ved Husmandslovens Revision bad om, at den Uretfærdighed
maatte blive fjernet af Loven, at gifte Kvinder ikke kunde faa Statens Støtte til Erhvervelsen af Husmandsbrug, fik vi høflige Ord, men intet der udover. Da vi bad om, at den sidste Foraar ledigblevne Plads i Overværgeraadet maatte blive besat med en Kvinde, for at der i det mindste kunde sidde en Kvinde i denne Institution til forsømte Børns Frelse, fik vi et Afslag, og alt dette tilmed under en udpræget liberal Regering. Har vi da ikke Grund til at spørge os selv: Gaar det saaledes med i det grønne Træ (den frisindede Regering), hvad kan vi saa vente os af det tørre? (en reaktionær Regering).
Og nu skulde vi altsaa efter Fru Rambusch Mening ophæve vore Programpunkter - thi det maa jo være D. K. dette gode Raad gælder. Kvindevalgretsforeningerne har som bekendt aldrig haft andre Programpunkter end Valgretten - og lægge vor Sag, vort dyrebare Arvegods efter Kvindesagens. Banebrydere, i Hænderne paa en Forsamling bestaaende af 140 Mænd minus 2 eller højt regnet 3 Kvinder? Vi skulde ikke længere kunne indgaa til Regeringen og Rigsdagen med Andra gender fra saa mange tusinde organiserede Kvinder? Vi skulde ikke længere have en lyttende Vagtpost
siddende rede til at underrette os om, naar en Lejlighed frembød sig til at fremme vore Interesser, som vi med fuld Ret kan kalde »Kvinden og Samfundets« - Og hvorfor? For at vi kan befri os for Kvindesagens Spændetrøje og faa vor Almensans udviklet, saaledes svarer Fru Rambusch. - Som om Kvindesagen nogensinde for D. K.s Kvinder har været en Spændetrøje ? - Nej et Styrkebælte har den været, der har forlenet hver den, som bar det, med Ungdommens Styrke selv højt op i Alderdommens Aar, og saa langt er det fra, at den har indsnevret vor Almensans, at vi stadig har maattet flytte vore Arbejdsgrænser ud i Konsekvens af de Reformer, vi forlangte. Jeg behøver her blot at pege paa D.K.s store Arbejde paa Børnelovgivningens Omraade, som jo dog ikke kan siges at være speciel Kvindesag.
Fru Rambusch mener, at med Junigrundloven af 1915 er Mænd og Kvinder saapas Jævninge, at hvad der forøvrigt kan ligge dem imellem , maa blive Fællessager; men dette er en alvorlig Misforstaaelse. Der er noget i Sportssproget, som hedder at staa »scratch«. Det er netop Forskellen mellem Mænd og Kvinder i Øjeblikket, at vi til Trods for den opnaaede Kvindevalgret ikke staar scratch. - Ikke nummerisk paa Rigsdagen, hvor vore Repræsentanter vil fylde som en Synaal i et Hølæs, - ikke for Loven, som endnu er fuld af Bomme for Kvinders Stræben og af Privilegier for den stærkere Part, - og sidst men ikke mindst i Henseende til politisk Indsigt og Erfaring. Et stort og besværligt Arbejde ligger der for Kvindeorganisationerne i Øjeblikket, og ufornuftigt og uforsvarligt vil det være ikke at tage det op. Et Arbejde for at skaffe Kvinderne den Oplysning, de mangler, et Arbejde for at skaffe os den Ligestilling, som endnu er tilbage, et Arbejde for at skaffe os den Repræsentation, vort Antal giver os Krav paa. Kvindevalgretsforeningernes Tid er forbi, det er uimodsigelig rigtigt, men havde de ønsket en Opstandelse under en ny Form, da vilde et velorganiseret, energisk Oplysningsarbejde blandt Kvinder Landet over have givet Foreningerne Arbejde nok at holde sammen om; men det vilde ganske vist have krævet et større Offer af hver enkelt end 10 Øre om Aaret. Saa langt under Indkøbspris har man efter vor Mening ikke Lov til at udbyde Kvindesagen selv under en saa beskeden Form som »Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret«.
Gyrithe Lemcke.
*) Fremhævet af Undertegnede.
Fru Gyrithe Lemche føler »D.K.S.« og dermed sig selv truffet af mine Udtalelser i Oktober Numret af »Kvindevalgret«, angaaende kvindelige Vælgeres Stilling til et særligt Kvindeprogram, skønt jeg ikke med et Ord omtaler, at der eksisterer Foreninger med et saadant Program, men kun i Almindelighed advarer danske Kvinder mod nu at klynge sig til de gamle Programpunkter.
Fru Lemche er særlig misfornøjet med, at jeg bruger Ordet »Spændetrøje« om Kvindesagen. Fruen forveksler her Fortid med Fremtid. Jeg omtaler ikke, hvad Kvindesagen har været for dens Forkæmpere, men hvad den kan blive for dem, hvis de nu vil føre deres Programpunkter med over i det politiske Liv som et Særprogram.
Danske Kvinders Stilling i Samfundet blev med et Slag forandret 5.Juni dette Aar, det vi hidtil har maattet bede om, det kan vi nu lægge vor Stemme i Vægtskaalen for. Vi behøver ikke længere at tigge, vi har Vælgernes Ret til at forlange.
Med Valgretten fik danske Kvinder Nøglen til Hovedindgangen, hvorfor skal vi da stadig gaa ad Bagtrappen. Vi behøver nu ikke længere Særforeninger til at indgive Andragender til Rigsdagen eller til at nedsætte »lyttende Vagtposter«. Enhver Kvinde bør nu være en saadan Vagtpost, dobbelt lydhør, fordi hun ikke alene skal varetage sine egne Interesser, men hele Samfundets. I hvert Tilfælde maa da det Par Kvinder, som Fru Lemche har Haab om at faa i Rigsdagen, kunne paatage sig en saadan Lytteposts Stilling, saa risikerer de da ikke helt at forsvinde som »Synaale i Hølæs«.
Fru Gyrithe Lemche maa endelig ikke tro, at jeg lever i den »alvorlige Misforstaaelse«, at danske Kvinder staar paa samme politiske Udviklingstrin som danske Mænd. - Nej, langt fra, men politisk Udvikling faar vi kun ved sammen med Mændene at deltage i det politiske Arbejde der, hvor det udføres i Organisationerne, blandt Vælgerne, i Pressen og paa Rigsdagen. Selv for de i Kvindeforeningerne mest mundrappe Kvinder vil det sikkert i Begyndelsen knibe, med at gøre sig gældende i de politiske Organisationer og paa Vælgermøderne, men det er dog det, der maa læres, for at man kan faa Betydning i det politiske Liv. - Det gaar nemlig i Politik som i Kortspil. Man lærer f. Eks. aldrig at blive en god Bridgespiller, hvis man stadig har underlegne eller ligestillede Medspillere. Kun ved at spille sammen med overlegne, dygtige Spillere lærer man selv at spille godt.
Der er i Tidernes Løb sagt meget ondt om Politik, men dens opdragende og udviklende Indflydelse har man aldrig kunne frakende den. Den udvider Vælgernes Horisont op og giver dem social Selvtillid. Begge Dele trænger Kvinderne til for at kunne udfylde deres Plads i danske Vælgeres Rækker.
Derfor er det ikke det vigtigste for danske Kvinder, om de straks faar dette eller hint Særønske opfyldt gennem Valgretten, men at de gennem den udvikles til at føle Borgerpligt og Borgeransvar, I Øjeblikket gælder det heller ikke særlig for os om, at flere og flere af os rykker ind paa de Pladser, som Mændene hidtil har besat, men derimod, at hver Kvinde, som har sin Gerning indenfor Hjemmets 4 Mure, lærer at føle sig som Borger, føle sig og sin Gerning - Husmoderens og Opdragerens - hævet gennem danske Kvinders ny Samfundsrettighed.
Fru Lemche burde ikke mere komme med sit Udfald mod »Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret«, hun ved nemlig lige saa godt som jeg, at den Forening hverken har eller prætenderer at have noget med Kvindesagen i Danmark at gøre. Den er en Sympathitilkendegivelse overfor de Kvinder i Udlandet, som endnu kæmper for at naa den Ret, vi fik 5. Juni d. A., og netop under de nuværende vanskelige Forhold i Udlandet er en saadan Forening paa sin Plads.
Det er meget rigtigt, at »Landsf. f. Kv. Valgret« kunde have fortsat som en upolitisk Oplysningsforening, men da Flertallet af dens Medlemmer havde og har den Opfattelse, at den bedste og sundeste politiske Oplysning faas ved Deltagelse i det offentlige Liv - gennem Avislæsning, Vælgermøder og politiske Diskussionsmøder - vilde det have været meningsløst at gøre Forsøg paa at opretholde Organisationen. Ikke mindst fordi en saadan Forening vilde rumme den samme Fare som andre Kvindeforeninger: at komme til at binde for mange dygtige Kvinders Kræfter nu, da der er Brug for dem alle ved Kvindernes politiske Start.
Det bliver ingen let Sag at vække det store Kvindeflertals Interesse for det almene Vel, og i det Arbejde bør efter min Mening ingen politisk interesseret dansk Kvinde mangle.
Aalborg, Oktober 1915.
Johanne Rambusch.
