« Tilbage til søgeresultaterne

De kvindelige Vælgere og Kvindeprogrammet

Af: Johanne Rambusch, Gyrithe Lemche

« Se emneord

Fra Johanne Rambusch har i sidste Nummer af »Kvindevalgret« skrevet en Artikel under ovenstaaende Titel, hvori hun betegner det som »ufornuf­tigt«, ja »uforsvarligt«*) om danske Kvinder nu vilde opretholde deres Fordringer om »samme Løn for samme Ar­bejde«, »Lige Adgang med Mænd til at beklæde Embeder«, »Moderens lige Ret med Faderen over Barnet« og »Hu­struens lige Ret med Manden over den fælles Formue« - som et Særprogram.

Disse Krav, mener Fru Rambusch ganske vist, skal ikke opgives, men fremtidig varetages af Mænd og Kvin­der i Fællesskab. »Vi skal ikke længer se disse Krav som kun værende i vor Interesse, men ogsaa i Samfundets«.

Vi skal med Henblik paa det sidste Punkt bemærke, at disse Krav, som alle sammen falder ind under 2det Punkt paa D.K. Program: Gennemførelsen af Mænds og Kvinders fulde Ligestilling i Familie, Samfund og Stat, aldrig af D. K. s Talsmænd er bleven hævdede som særlige Kvindeinteresser, men som Krav, der laa ligesaa meget i hele Samfun­dets Interesse og dermed ogsaa i Mæn­denes. Gang paa Gang er det fra vor Side blevet understreget, at selv om Gennemførelsen af Kravet om samme Løn for samme Arbejde vilde medføre i det mindste for en Tid, at mange Kvinder mistede det Arbejde, som de kunde havde faaet, fordi de lønnedes

billigere end Mændene, vilde vi dog fastholde dette Krav, da Kvinderne el­lers vilde komme til at konkurrere Mændene ud ved at underbyde dem, eller da det daarligere men billigere Arbejde ellers i mange Forhold paa Ar­bejdsmarken vilde fortrænge det gode men dyrere til Skade for Samfundet.

Dansk Kvindesamfund har aldrig ar­bejdet for at reformere Samfundet paa Mændenes Bekostning til Fordel for Kvinderne, men vort Maal har været at skabe et Samfund, hvor Mand og Kvinde staar som fuldt jævnstillede Arbejdsfæller, saaledes at Kvinden kan være for Manden det, han gennem Aartusinder har savnet, en virkelig Mod­standskraft, som istedet for blindt at føje sig efter ham og bære over med hans Svagheder kan ildne ham til det gode og adle hans Kamp og Stræben, saaledes som Camilla Collett et Sted har sagt.

Men tror nu nogen for Alvor, at det Par Kvinder, vor partisplittede Kvinde­bevægelse kan sætte ind paa Rigsdagen, vil kunne politisk yde denne Modstands­kraft uden Støtte af en kraftig Organi­sation? Tror nogen for Alvor, at Mæn­dene, nu hvor Kvinderne, i det mind­ste efter Bogstaven, er bleven politisk ligestillede med dem, vil ofre Tid og egne Interesser paa Ligestillingens fulde Gennemførelse? Thi det maa vi ikke glemme, at det, vi videre skal naa for os selv, skal vi naa paa Mændenes Be­kostning, om det aldrig saa meget si­ges at være i Samfundets Interesse.

Vore Erfaringer indenfor D. K. pe­ger i hvert Fald ikke i Retning af, at Mændene, selv de frisindede blandt dem, fuldt og helt deler vort Syn paa Ligestillingen. Jeg skal nævne nogle Eksempler. Da vi bad om, at Adgan­gen til Danmarks Trone i den nye Grundlov maatte staa aaben saavel for Kvinder som for Mænd, lo man os nærmest ud. Da vi bad om, at Spørgsmaalet om Kvindens Adgang til alle Embeder og Stillinger paa lige Fod med Mænd maatte blive taget op til alvorlig Drøftelse, blev Sagen henlagt. Da vi ifjor ved Husmandslovens Re­vision bad om, at den Uretfærdighed

maatte blive fjernet af Loven, at gifte Kvinder ikke kunde faa Statens Støtte til Erhvervelsen af Husmandsbrug, fik vi høflige Ord, men intet der udover. Da vi bad om, at den sidste Foraar ledigblevne Plads i Overværgeraadet maatte blive besat med en Kvinde, for at der i det mindste kunde sidde en Kvinde i denne Institution til forsømte Børns Frelse, fik vi et Afslag, og alt dette tilmed under en udpræget liberal Regering. Har vi da ikke Grund til at spørge os selv: Gaar det saaledes med i det grønne Træ (den frisindede Rege­ring), hvad kan vi saa vente os af det tørre? (en reaktionær Regering).

Og nu skulde vi altsaa efter Fru Rambusch Mening ophæve vore Programpunkter - thi det maa jo være D. K. dette gode Raad gælder. Kvindevalgretsforeningerne har som bekendt aldrig haft andre Programpunkter end Valgretten - og lægge vor Sag, vort dyrebare Arvegods efter Kvindesagens. Banebrydere, i Hænderne paa en For­samling bestaaende af 140 Mænd mi­nus 2 eller højt regnet 3 Kvinder? Vi skulde ikke længere kunne indgaa til Regeringen og Rigsdagen med Andra gender fra saa mange tusinde organi­serede Kvinder? Vi skulde ikke læn­gere have en lyttende Vagtpost

siddende rede til at underrette os om, naar en Lejlighed frembød sig til at fremme vore Interesser, som vi med fuld Ret kan kalde »Kvinden og Sam­fundets« - Og hvorfor? For at vi kan befri os for Kvindesagens Spændetrøje og faa vor Almensans udviklet, saale­des svarer Fru Rambusch. - Som om Kvindesagen nogensinde for D. K.s Kvinder har været en Spændetrøje ? - Nej et Styrkebælte har den været, der har forlenet hver den, som bar det, med Ungdommens Styrke selv højt op i Alderdommens Aar, og saa langt er det fra, at den har indsnevret vor Al­mensans, at vi stadig har maattet flytte vore Arbejdsgrænser ud i Konsekvens af de Reformer, vi forlangte. Jeg behø­ver her blot at pege paa D.K.s store Arbejde paa Børnelovgivningens Omraade, som jo dog ikke kan siges at være speciel Kvindesag.

Fru Rambusch mener, at med Juni­grundloven af 1915 er Mænd og Kvin­der saapas Jævninge, at hvad der for­øvrigt kan ligge dem imellem , maa blive Fællessager; men dette er en alvor­lig Misforstaaelse. Der er noget i Sportssproget, som hedder at staa »scratch«. Det er netop Forskellen mellem Mænd og Kvinder i Øjeblikket, at vi til Trods for den opnaaede Kvindevalgret ikke staar scratch. - Ikke nummerisk paa  Rigsdagen, hvor vore Repræsentanter vil fylde som en Synaal i et Hølæs, - ikke for Loven, som endnu er fuld af Bomme for Kvinders Stræben og af Privilegier for den stærkere Part, - og sidst men ikke mindst i Henseende til politisk Indsigt og Erfaring. Et stort og besværligt Arbejde ligger der for Kvindeorganisationerne i Øjeblikket, og ufornuftigt og uforsvarligt vil det være ikke at tage det op. Et Arbejde for at skaffe Kvinderne den Oplysning, de mangler, et Arbejde for at skaffe os den Ligestilling, som endnu er tilbage, et Arbejde for at skaffe os den Repræ­sentation, vort Antal giver os Krav paa. Kvindevalgretsforeningernes Tid er for­bi, det er uimodsigelig rigtigt, men havde de ønsket en Opstandelse under en ny Form, da vilde et velorganiseret, energisk Oplysningsarbejde blandt Kvin­der Landet over have givet Forenin­gerne Arbejde nok at holde sammen om; men det vilde ganske vist have krævet et større Offer af hver enkelt end 10 Øre om Aaret. Saa langt un­der Indkøbspris har man efter vor Me­ning ikke Lov til at udbyde Kvinde­sagen selv under en saa beskeden Form som »Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret«.

Gyrithe Lemcke.

*) Fremhævet af Undertegnede.

 

Fru Gyrithe Lemche føler »D.K.S.« og dermed sig selv truffet af mine Ud­talelser i Oktober Numret af »Kvin­devalgret«, angaaende kvindelige Væl­geres Stilling til et særligt Kvindepro­gram, skønt jeg ikke med et Ord om­taler, at der eksisterer Foreninger med et saadant Program, men kun i Almindelighed advarer danske Kvinder mod nu at klynge sig til de gamle Program­punkter.

Fru Lemche er særlig misfornøjet med, at jeg bruger Ordet »Spænde­trøje« om Kvindesagen. Fruen forvek­sler her Fortid med Fremtid. Jeg om­taler ikke, hvad Kvindesagen har været for dens Forkæmpere, men hvad den kan blive for dem, hvis de nu vil føre deres Programpunkter med over i det politiske Liv som et Særprogram.

Danske Kvinders Stilling i Samfun­det blev med et Slag forandret 5.Juni dette Aar, det vi hidtil har maattet bede om, det kan vi nu lægge vor Stemme i Vægtskaalen for. Vi behøver ikke længere at tigge, vi har Vælgernes Ret til at forlange.

Med Valgretten fik danske Kvinder Nøglen til Hovedindgangen, hvorfor skal vi da stadig gaa ad Bagtrappen. Vi behøver nu ikke længere Særfore­ninger til at indgive Andragender til Rigsdagen eller til at nedsætte »lytten­de Vagtposter«. Enhver Kvinde bør nu være en saadan Vagtpost, dobbelt lyd­hør, fordi hun ikke alene skal varetage sine egne Interesser, men hele Sam­fundets. I hvert Tilfælde maa da det Par Kvinder, som Fru Lemche har Haab om at faa i Rigsdagen, kunne paatage sig en saadan Lytteposts Stil­ling, saa risikerer de da ikke helt at forsvinde som »Synaale i Hølæs«.

Fru Gyrithe Lemche maa endelig ikke tro, at jeg lever i den »alvorlige Misforstaaelse«, at danske Kvinder staar paa samme politiske Udviklingstrin som danske Mænd. - Nej, langt fra, men politisk Udvikling faar vi kun ved sam­men med Mændene at deltage i det politiske Arbejde der, hvor det udføres i Organisationerne, blandt Vælgerne, i Pressen og paa Rigsdagen. Selv for de i Kvindeforeningerne mest mundrappe Kvinder vil det sikkert i Begyndelsen knibe, med at gøre sig gældende i de politiske Organisationer og paa Væl­germøderne, men det er dog det, der maa læres, for at man kan faa Betyd­ning i det politiske Liv. - Det gaar nemlig i Politik som i Kortspil. Man lærer f. Eks. aldrig at blive en god Bridgespiller, hvis man stadig har underlegne eller ligestillede Medspillere. Kun ved at spille sammen med over­legne, dygtige Spillere lærer man selv at spille godt.

Der er i Tidernes Løb sagt meget ondt om Politik, men dens opdragende og udviklende Indflydelse har man al­drig kunne frakende den. Den udvider Vælgernes Horisont op og giver dem so­cial Selvtillid. Begge Dele trænger Kvin­derne til for at kunne udfylde deres Plads i danske Vælgeres Rækker.

Derfor er det ikke det vigtigste for danske Kvinder, om de straks faar dette eller hint Særønske opfyldt gennem Valgretten, men at de gennem den ud­vikles til at føle Borgerpligt og Borgeransvar, I Øjeblikket gælder det heller ikke særlig for os om, at flere og flere af os rykker ind paa de Pladser, som Mændene hidtil har besat, men derimod, at hver Kvinde, som har sin Gerning indenfor Hjemmets 4 Mure, lærer at føle sig som Borger, føle sig og sin Gerning - Husmoderens og Opdragerens - hævet gennem dan­ske Kvinders ny Samfundsrettighed.

Fru Lemche burde ikke mere kom­me med sit Udfald mod »Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret«, hun ved nemlig lige saa godt som jeg, at den Forening hverken har eller prætenderer at have noget med Kvindesagen i Danmark at gøre. Den er en Sympathitilkendegivelse overfor de Kvinder i Udlandet, som endnu kæmper for at naa den Ret, vi fik 5. Juni d. A., og netop under de nuværende vanskelige Forhold i Udlandet er en saadan For­ening paa sin Plads.

Det er meget rigtigt, at »Landsf. f. Kv. Valgret« kunde have fortsat som en upolitisk Oplysningsforening, men da Flertallet af dens Medlemmer havde og har den Opfattelse, at den bedste og sundeste politiske Oplysning faas ved Deltagelse i det offentlige Liv - gennem Avislæsning, Vælgermøder og politiske Diskussionsmøder - vilde det have været meningsløst at gøre Forsøg paa at opretholde Organisationen. Ikke mindst fordi en saadan Forening vilde rumme den samme Fare som andre Kvindeforeninger: at komme til at binde for mange dygtige Kvinders Kræf­ter nu, da der er Brug for dem alle ved Kvindernes politiske Start.

Det bliver ingen let Sag at vække det store Kvindeflertals Interesse for det almene Vel, og i det Arbejde bør efter min Mening ingen politisk inte­resseret dansk Kvinde mangle.

Aalborg, Oktober 1915.

Johanne Rambusch.