« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Bolette Margrete Gjør.*)
Død den 4. November 1909.
I de sidste Aar er der blandt de troende Kvinder i de forskellige Lande sket en Tilnærmelse henimod Kvindebevægelsen. Paa sine Steder mærkes den endnu kun lidt, men i de enkelte Lande, hvor Gud ud af deres egen Midte har kaldt Førere frem, har der under disses Fane allerede samlet sig en Flok, der netop som troende Kvinder er gaaede ind i Kvindebevægelsen, for der at udfylde deres Plads og være med i Arbejdet paa at give alle Kvinder paa den hele Jord den Plads i Samfundet, Gud fra Begyndelsen af har tiltænkt dem.
En af disse Førere var Fru Gjør.
Midt iblandt Guds Folk stod hun. Da den mærkelige aandelige Bevægelse, man i Norge kender under Navnet: „50-Aarenes Vækkelse", gik hen over Landet, grebes hun som ganske ung af den. Der var noget kraftigt, helstøbt over den Tids religiøse Liv, og der vedblev at være noget helstøbt over hende, som var Barn af den Tid. Snæversynet, der ofte følger de smaa Folk i en Vækkelse, berørte ikke hende. Hun var den rige Personlighed, hos hvem Lyset, Kærligheden og Freden lige ned til de gamle Dage havde Overtaget.
Fra ganske ung af interesserede hun sig for alt, hvad der kunde tage Kvindernes Ævner i Brug og hjælpe dem fremad. Men det Kvindearbejde, hun tog op som sin særlige Opgave, var det, der gennem Kvindeforeningerne var knyttet til Norsk Missionsselskab. I Dansk Missionsblad Nr. 34 har jeg givet en Skildring af dette Arbejde, denne skønne, stille, taalmodige Gerning, som man i sin Uforstand lagde saa mange Stene i Vejen for, fordi man bestandigt frygtede for noget ukvindeligt, men som under Guds Velsignelse gik sin sikre Gang fremad; saa at der nu staar mellem 3 á 100 Kvindeforeninger, der yder Norsk Missionsselskab stor aandelig og pekuniær Støtte. Fru Gjørs Navn er uløseligt knyttet til Norsk Missionsselskabs Kvindeforeninger, og i over 25 Aar har hun redigeret det lille Blad „Missionslæsning for Kvindeforeninger".
Ogsaa gennem sine Bøger, som hun i en Tid, da Kvinder næppe vovede at skrive under deres eget Navn, - ogsaa et ukvindeligt Skridt - udgav under Navnet „Margrete”, var hun kendt baade i Danmark og Norge.
Gennem disse Bøger har hun under Fortællingens Form givet os et Øjenvidnes Skildringer af norsk Kirkeliv. Jeg vil blot minde om „Missionsbarnet", der "skildrer Norsk Missionsselskabs første Dage, og „Et Stormvejr”, der skildrer den mærkelige Vækkelse i Skien. Gennem sine Bøger, der bares af en fin Forstaaelse og af Kærlighed til dem hun skildrede, kunde hun retlede og vejlede, hvor en udenforstaaende kun vilde have vakt Vrede og Modstand.
Gud vælger selv sine Redskaber, ogsaa naar han vil føre de troende Kvinder ind i Kvindebevægelsen.
Naar man kendte Fru Gjør, undredes man ikke over, at han valgte netop hende. Og Troen paa hendes Kald bar hende over al den Misforstaaelse, Uvilje og Modstand, der altid falder i en Banebryders Lod.
Der var dem, der saa: vi kan ikke længere undvære de troende Kvinder i Norges Kvindebevægelse. Enkeltvis har de været med i lang Tid i Norge som overalt, men man forstod: vi maa have dem med i Masse, saaledes at de virkelig kan tilføre Kvindebevægelsen Kristendommens Kraft.
Fru Gjør var den, man uvilkaarlig saa hen til som Føreren, og Formen, hvorunder dette skulde ske, var en Sammenslutning af Kvindeforeningerne, der dels skulde arbejde indadtil ved Uddybelsen af Missionskærligheden gennem Oplysning om Missionen, dels skulde slutte sig til Kvindebevægelsen ved Indmeldelse i „Norske Kvinders Nationalraad", en Sammenslutning af alt norsk Kvindearbejde, der i Danmark har sit Sidestykke i „Danske Kvinders Nationalraad".
Det er let at sejle i andres Kølvand, at være den, der høster Frugterne af andres Arbejde, men det er ikke let at bryde nye Veje. Det fik Fru Gjør at føle, da hun dannede M. A. R. „Missionsarbejdernes Ring". „Jeg staar mellem en dobbelt Ild", skrev hun en Gang til mig. Fra Missionsfolkets Side var man imod M. A. R., fordi man i denne saa et Forsøg paa at „skikke sig lige med Verden", og en stor Del af Kvindesagskvinderne var ikke mindre imod den, fordi de frygtede, at Kvindebevægelsen skulde hæmmes ved „Missionskvindernes Dødvægt".
Det var kun faa Kvindeforeninger, der vovede at slutte sig til Ringen*), og som Repræsentanter for disse faa, drog hun og Frk. Henny Dons, kendt fra norsk K. M. A. og K. F. U. K, til Nationalraadets Landsmøde i Tronhjem 3.-7. Juli 1907 for at indmelde Ringen. For at denne kunde optages i
„N. K. N." udkrævedes der 3/8 af de afgivne Stemmer. Spændingen var stor. Det var kun nogle ganske faa Missionsforeninger, men det var disse, der skulde bryde Vej for Norges mange kristelige Kvindeforeninger. Ved Afstemningen udelukkedes M. A. R. med 24 Stemmer imod og 37 for.
Hvorfor blev „Ringen" ikke optaget ? Laboremus, skriver i „Husmoderen": Ganske ligefrem sagt:
af Frygt.
Forholdet har stort set været dette, at de kristelige Organisationer ikke vilde slutte sig til Kvindesagen. De havde dels ikke set Sagen som nogen Pligt eller Fordel, og dels var de ængstelige for den „verdslige" Indflydelse. Ogsaa en Slags Frygt, som mange Gange er bleven bebrejdet dem. Men nu er Forholdet et helt andet. Nu har Kvindesagen offentlig maattet tage paa sig den Skam, at den har vist fra sig en beskeden liden Kreds af Pionerer fra den anden Lejr og tillagt dem en saa stor Betydning, at de under mange skønne Talemaader og timelange Diskussioner „af Frygt for Konsekvenserne" har vist dem Vintervejen."
Denne Udelukkelse var tilsyneladende et Nederlag, der ramte haardt, fordi Fru Gjør stod der, misforstaaet af sine egne. En anden kunde være bleven bitter, men hvor er det ikke netop betegnende for hende, at hun bestandig talte om Mødet i Trondhjem med Tak. Tak til dem, der stod sammen med hende, og Tak fordi Forhandlingen om Ringens Optagelse havde aabenbaret saa megen kærlig Imødekommenhed, saa varme Ønsker om at faa Missionskvinderne med. Langt mere, end hun nogensinde havde kunnet drømme om.
Begivenheden i Trondhjem fremkaldte først en Adresse fra en Mængde ledende Kvindesagskvinder rundt om i Landet, hvori de udtalte deres dybeste Beklagelse over det skete, og rettede en varm og indtrængende Bøn til hende om ”ikke at slippe dette Samlingsarbejde, der var af en saa stor og vidtrækkende Betydning for norske Kvinders Udvikling.”
Dernæst en Adresse underskrevet af ca. 250 Missionskvinder ogsaa fra forskellige Egne af Landet, der protesterede mod Indmeldelsen af Kvindeforeningerne i Nationalraadet.
Hele denne Historie vakte et Røre fra Nord til Syd. Selv i de mest afsidesliggende Sogne var Kvindebevægelsen bragt nær til Missionskvinderne Der drøftedes for og imod i By som paa Land. Modstanden var paa sine Steder stærk, som mod alt nyt, naar man ikke undersøger Sagen, men kun gaar efter sin Følelse.
Det var en svær Tid for Fru Gjør, men saa underlig mild gik hun gennem den, og hun voksede selv under Striden.
Jeg havde den Lykke under et Ophold i Kristiania i Fjor at tilbringe 8 Dage i hendes Hjem. En saadan Tid glemmer man aldrig. „Med Fru Gjør har vor Kirke tabt en af sine betydeligste Kvinder, en af de faa Kvinder, der aktivt har været knyttet til vor Kirkes Udvikling i mere end et halvt Hundrede Aar," skriver „Norsk Kirkeblad" om hende. Denne „betydelige" Kvinde, sad der stille og saa uhyre beskeden og fortalte om hele denne Sag, der havde grebet saa stærkt ind i hendes Liv i de sidste aar. „Det er ikke let, naar man bliver gammel, ligesom, at komme i Modstrid med sin Samtid," sagde hun. Men hun følte Guds Kald, og han bar hende uskadt igennem alt.
Man har Teorier om, at gamle Mennesker ikke alene legemligt talt stivner, men ogsaa aandeligt talt gør det. Det er jo ogsaa Regelen. Her saa man en gammel Kvinde ungdomsfrisk og med en saa høj Grad af Forstaaelse af sin Tid, at hun i en Alder af over 70 kunde bruges til Fører og Banebryder.
Uvilkaarligt mindedes jeg det Ord: „De som er plantede i Herrens Hus, de skal grønnes i vor Guds Forgaarde; de skal endnu bære Frugt, naar de er graahaarede, de skal være saftige og grønne."
Ps, 92; 14-15.
Nu er hun gaaet hjem til Gud. Gemt bort. fra Kamp og Strid. Indgaaet til Hvilen. Hendes sidste Gang var til et Missionsmøde. Paa Vejen derhen fik hun Rejsebud, og efter faa Dages Sygeleje,
4. November 1909, gik hun hjem.
Velsignet være hendes Minde!
Johanne Blauenfeldt.
*) Gift med forhenværende Sognepræst Jul. Gjør i Kristiania, der overlever hende.
*) Juni 1907 omfattede M. A. R. kun 6 Foreninger og 10 Enkeltmedlemmer. Nu er den vokset til 20 Foreninger med ca. 800 Medlemmer, foruden 20 Enkeltmedlemmer.
