En ædel Kvinde.

Om Enkefru Sada i Milano, der var født i Boston, som ugift hed Cora Kennedy, og døde for ³/₄ Aar siden, fortæller det store italienske Blad Il Secolo interessante Smaating, som vidner om hendes store Hjærte, ædle Tænkemaade og fine Følelse.

En Dag havde hun læst i Il Secolo om en fattig Lærer, som havde mistet sin Stilling, og som, dreven til den yderste Nød, forgæves havde søgt at berøve sig Livet. Frelst paa en næsten vidunderlig Maade, var han bragt til Hospitalet, hvor han blev indlagt paa Afdelingen for Sindssyge, fordi Selvmordere betragtes som delvis vanvittige. Bladet havde skildret den ulykkeliges Stilling, saa at man følte, at Ordene kom fra Hjærtet, og - tilføjer Redaktøren, den bekendte Fredsven Moneta - "naar en Følelse er sand og dyb, giver den næsten altid Genlyd i et oprigtigt Hjærte et eller andet Sted i Verden."

Dagen efter traadte en livréklædt Tjener ind i Il Secolos Kontor, og bad Redaktøren om at komme ned til en Dame, som holdt udenfor i sin Vogn, men var saa svagelig, at hun ikke kunde komme op til ham. Det var den første Gang, at Moneta - for mange Aar siden - saa Cora Kennedy, en ung, bleg, spinkel Kvinde, med to store, straalende Øjne. Hun omtalte den ulykkelige Lærer, hvorom Il Secolo havde skrevet, gav Moneta Penge til at hjælpe ham i Øjeblikket, og spurgte, hvorledes det vilde være muligt at hjælpe ham senere.

"Ved at give ham Arbejde," svarede Moneta.

Cora Kennedy kørte bort. Men den næste Dag sendte hun Moneta et Brev, hvori hun takkede ham for den Maade, hvorpaa han bekæmpede det afskylige Dyreplageri, som var saa almindeligt i Milano. "Dyrene er gode, men ulykkelige Skabninger," skrev hun, "og Menneskene har Ret til at bruge dem paa en fornuftig Maade, men ikke til at være grusom imod dem." [Hendes Brev, som blev trykt i Il Secolo, gav Anledning til Oprettelsen af Dyrebeskyttelsesforeningen i Milano].

Kort efter at Brevet var trykt, besøgte hun Moneta og sagde:

"De har talt til mig om, at der skulde skaffes Arbejde til den stakkels Lærer, som vilde tage Livet af sig selv. Jeg tror, jeg har fundet paa noget, som næppe vil støde hans Følelser. En af mine Veninder i Nord-Amerika har skrevet en Bog om den Medfølelse, der bør vises Dyrene. En anden af mine Veninder, en fattig ung Pige, har oversat den paa italiensk. Men Oversættelsen behøver at rettes. Kunde Deres Lærer ikke rette og renskrive den?"

Saaledes fik Læreren Arbejde og Brød for saa lang Tid, at han atter kom sig aandelig og legemlig, og igen kunde sørge for sig selv.

Men Bogen blev trykt med en lille Fortale af Moneta og frit omdelt i Skolerne.

Cora Kennedy, med sit rige Hjærte og sine rige Midler, forstod at hjælpe paa en saa fornuftig Maade, at der ved hendes Død var nok til ogsaa efter denne at hjælpe de Indstiftelser, hvis Formaal hun især ønskede at fremme. De unødvendige Lidelser, hun vilde forebygge, fandt hun ej alene hos Dyrene (som man jo ogsaa i Danmark har begyndt at beskytte). Hun vilde ogsaa indskrænke Krigens Ofre, ej alene hjælpe Invalider, men forebygge, at saa mange blev det. Derfor testamenterede hun den lombardiske Fredsforening 30,000 Lire (21,000 Kr.). Den saa derved sin Fremtid betrygget. Dyrebeskyttelsesforeningen fik 50,000 Lire.

Mange velsigner hendes Minde.