« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmeretsbevægelsen i England
(Fortsat.)
Hvorfor var Gladstone imod Kvinders Stemmeret? Hvorledes kunde det være, at „The grand old man", hvis Navn Tusinder af engelske Mænd og Kvinder nævner med Kærlighed og Ærefrygt, og som dog ellers var en Frihedsmand, kunde være saa haardt imod at give sit Lands Kvinder
Friheden ? Der findes i My Life work af Samuel Smith, M. P., en meget interessant Bog, hvori Parlamentsmedlem Hr. Samuel Smith skildrer sit Livs Gerning, et Brev fra Gladstone, hvori denne angiver sine Grunde for sin gode Ven, som han ikke alene deler politisk Syn med, men som tillige er hans „Broder i Herren". Gladstone siger heri, at Lovforslaget af 1892 vil udelukke de gifte
Kvinder, og det vil han ikke gaa med til, da han mener, at Livets Skole har gjort disse mindst ligesaa skikkede til Stemmeretten som deres ugifte Søstre.
Men Sagen er den, at Ønsket om Stemmeretten blandt Kvinderne kun findes hos et lille, oplyst Mindretal. Den store Masse stiller sig ligegyldig eller afvisende - og er i høj Grad uskikket til at bruge den. Gives Stemmeretten Kvinderne, vil alle disse uoplyste og ligegyldige Kvinder sammen med de andre tvinges ud i det politiske Liv. Og ikke alene det. Loven taler kun om Stemmeretten, men Valgbarheden vil før eller senere blive en aldeles nødvendig Følge deraf. Med Sædet i Rigsdagen vil atter følge Indvalg i forskellige Udvalg, og der vil Kvinder endnu vanskeligere kunne udfylde deres Plads. Og der kan dog ikke være to Slags Medlemmer af Rigsdagen, de der er kvalificerede til at sidde i Udvalgene - Mændene, og de ukvalificerede - Kvinderne.
for at skaffe hende Adgang til Læreanstalter, Selverhverv og offentlige Bestillinger af anden Rang, ønsker han, at der bør gøres. Desværre - indrømmer han - har Mændene ikke her altid sørget saa godt for Kvinderne, som de burde.
Se, det var nu i korte Træk Gladstones Tanker om den Sag. Hr. Smith, der ogsaa hører til det liberale Parti, siger selv: „Jeg har selv en lang Tid ønsket, at Kvinderne skulde faa Stemmeretten, og jeg føler mig overbevist om, at det vilde være til stor Gavn for den offentlige Moral. Vi kunde ogsaa uden Skade give det lave Antal Kvinder (1/7 i Forhold til Mændene), der allerede har kommunal Valgret, den politiske. Men vi kan umulig blive staaende ved en saa indskrænket Stemmeret. I alle vore Nabolande og i Kolonierne har man almindelig Stemmeret i større eller mindre Udstrækning, vi kan derfor ikke forholde Kvinderne at faa den paa samme Betingelser som Mændene. Og dette tør han ikke vove. Kvinderne vilde i det Øjeblik - da der er mange flere Kvinder i England end Mænd - faa en Overvægt af omtrent en Million. Naar man saa tænker paa den Mængde Kvinder af de laveste Samfundslag, der ikke ved noget om og ikke bryder sig det mindste om Politik, saa mener han, at man ikke kan forsvare at give dem Indflydelse paa en Regering, der faktisk hersker over 400 Millioner Mennesker (af disse har de brittiske Øer selv kun lidt over 44 Millioner). (Fortsættes).
