« Tilbage til søgeresultaterne
Bestyrelsesvalget i Dansk Missionsselskab
Som vi jo alle ved, har der i de senere Aar mellem en Del af D. M. S.s Venner været et stærkt Ønske fremme i Retning af, at nogle Kvinder skulde have Sæde i Hovedbestyrelsen. Ved Repræsentantmødet i 1907 gjordes der et ret kraftigt Forsøg herpaa, men det strandede den Gang paa Fortolkningen af Lovenes § 4 a, hvorefter Ordet Lægmænd kun skulde kunne gælde Mænd.
Imidlertid er Ønsket om Kvinders Indvalg i de paafølgende 3 Aar stadig blevet stærkere, og for at imødekomme dette Ønske har selve Bestyrelsen ved Repræsentantmødet i Aar, 24.-26. Maj, forelagt Forslag til Lovændring, hvorefter Bestyrelsen udvidedes til at omfatte 3 Lægfolk foruden de 3, der allerede havde Sæde der, og efter hvilket de 6 Lægfolk skulde kunne være baade Mænd og Kvinder.
Denne Lovændring, der krævede 3/4 Majoritet, gik i en Forsamling paa ca. 900 igennem med en saa stor Majoritet, at man ansaa det for ganske overflødigt at tælle Stemmerne for. Kun 114 stemte imod.
Princippet: Kvinder i D. M. S.s Bestyrelse har altsaa sejret
Men ogsaa kun Princippet.
Bestyrelsen er gaaet et Skridt videre. Blandt de af denne foreslaaede Kandidater var der en Kvinde, Komtesse Henriette Knuth, som vi alle kender fra hendes mangeaarige Virksomhed som Landsformand for K. F. U. K.
Efter Afstemningen over Lovændringen vilde det da være at vente, at hun vilde være bleven valgt. Men det skete ikke. Hvor var nu alle de henne, der stemte for Lovændringen? Da det gælder, svigter de.
Forklaringen hertil maa for det første søges deri, at en Del har bøjet sig for den Repræsentants Ønske, der bad om at vise de 114 Kredse, for hvem den Tanke, at Kvinder kunde faa Sæde i Hovedbestyrelsen - i Kredsforbundsbestyrelserne sidder der rundt om i Landet Kvinder - var saa svær, den Imødekommenhed, denne Gang at forskaane dem for en Kvinde.
Der har sikkert ogsaa været en Del, der vel principelt ønskede Vejen aabnet for Kvinder, men som ikke samtidigt havde en Kvinde paa rede Haand, om hvilken de maatte sige: Hendes Tilstedeværelse i Bestyrelsen vil betyde en saadan Krafttilførsel, at vi vil sætte alt ind paa at skaffe hende Plads der. Selve Bestyrelsen kunde ogsaa have pointeret: Vi trænger til den Kvindes Hjælp, vi ønsker hende absolut valgt. Det har den ved tidligere Forhandlingsmøder gjort overfor enkelte af den foreslaaede Kandidater, der derfor er blevne valgte, og ogsaa i Aar vidste vi alle, at den meget stærkt ønskede den af denne foreslaade Lægmand valgt; hvorfor Forsamlingen valgte denne med det højeste Stemmeantal, der overhovedet blev afgivet.
Men det, der vel nok til Slut afgjorde Sagen, var det stærke Krav, der i de senere Aar har lydt ude i Kredsene, om at faa Forretningskyndighed tilstrækkeligt repræsenteret i Hovedbestyrelsen, der jo nu administrerer meget store Pengesummer. Dette forstod hele det store Flertal.
Vi ser derfor ogsaa netop af Hensyn hertil to af Lægmændene faa henholdsvis 810 og 767 af de 838 afgivne gyldige Stemmer, mens den Præst, der faar det højeste Stemmeantal, kun naar 697 St.
4 forretningskyndige Lægfolk bliver valgt, mens den af Bestyrelsen foreslaaede Kvinde kun naar 296 St. Hvis der havde været Suppleanter, vilde hun være bleven 1ste Suppleant med en Mulighed for at rykke op. Men en saadan Mulighed findes ikke i D. M. S.
Hvis vi nu kunde tænke: ja ja, denne Gang sejrede Princippet, næste Gang naaes der et praktisk Resultat, kunde man jo roligt vente. Det kan jo ikke nægtes, at det i en saadan Forsamling af Guds Børn, der repræsenterer mellem 25 og 26,000 Medlemmer, vilde det være noget skønt i dette, om vi kunde vente paa hverandre, for saa til sidst enige at tage Skridtet frem.
Men - desværre, dette maa vi hellere gøre os klart straks, at kunde vi ikke nu, da der var 4 Lægmandspladser ledige, faa Kvinder valgt, da vil det blive uhyre vanskeligt, ja saa godt som umuligt ved senere Valg, naar der kun er to ledige. Der vil altid være to Lægmænd, som det er soleklart, at D. M. S. ikke kan undvære.
Chancen er forspildt og vil ikke komme igen i mange Aar, og det Selskab, der repræsenterer Kvindernes selvstændige Missionsarbejde (K. M. A.) staar nu med en Berettigelse som aldrig før.
Der er intet Nyt under Solen. Hvad der sker i 1910 i Danmark har sine Sidestykker i andre Lande. I England og Amerika herskede der ogsaa en Gang Fordomme mod Kvinderne. De er nu tildels faldne, mest i den nye Verden. Og Følgen var, at Kvinderne banede sig deres egne Veje. Som Vidnesbyrd herom staar nu de gamle, stærke, betydningsfulde Kvindemissionsselskaber.
Vi tør jo ikke sige, at alt hvad der sker, er Guds Vilje; for Gud mener ikke i Dag et og om nogle Aar et andet. Men Gud leder sine Børn, der ofte i deres Blindhed handler mod hans Vilje, til i det lange Løb at fuldkomme den. Kvinderne har for en Tid været nødte til paa egen Haand at prøve deres Vinger. Men dette gav deres Flugt Sikkerhed. De modnedes selv. Og den store, nødlidende Hedningeverden, der ikke Skal undgælde for Hjemlandets Vrøvl, fik dobbelt Hjælp.
Til Slutning vor hjærtelige Tak til Komtesse Knuth. Det er aldrig let at være den, der skal bane Vejen. Vi ved, at hun, om hun var bleven valgt, efter bedste Ævne vilde have tjent D. M. S., og vi ved, at hun paa den Plads, hvor hun staar, vedblivende vil tjene Missionens store Sag.
En Ting lærer dette os indenfor K. K. F. Vi har endnu et stort Arbejde at gøre blandt Guds Folk i Danmark, inden alle Fordomme og al Misforstaaelse af Guds Ord forsvinder - det Ord, som vi dog alle vil leve efter og bøje os for.
