« Tilbage til søgeresultaterne
K. K. F.s Aarsmøde i Esbjerg
Med det skønneste Sommervejr oprandt 6te Juli for os. Aftenen forud havde de tilrejsende Medlemmer været samlede med Bestyrelsen til Medlemsmøde, hvor Formanden Særlig lagde dem paa Hjærte i det kommende Aar
1) at gøre et virkeligt Arbejde for Udbredelsen af Bladet,
2) at søge Lokalkredsene udvidede, Medlemsbidraget til Lokalkredsen sat op, for med et større Medlemsantal og bedre økonomiske Forhold at kunne tage fat paa et Oplysningsarbejde blandt de troende Kvinder,
3) at være behjælpelige med Udbredelsen af Foreningens Smaaskrifter,
4) at gøre Brug af Foreningens Bogsamling og
5) mulig søge dannet Læsekredse paa forskellige Steder i Lighed med dem, K. K. F. i sin Tid havde, som øjensynlig gjorde Gavn.
Aarsmødet begyndte med en Altergang, ved hvilken Pastor LA. Hansen Bredstrup, holdt Skriftetalen.
Om Eftermiddagen holdtes et Forhandlingsmøde i Missionshuset, som Pastor L. Blauenfeldt indledede med: „Er Kvindesagen i Strid med Guds Ord?"
Taleren viste først, hvad Kvindesagen vil: Mands og Kvindes Ligestilling. Den samme Tanke fandt han paa Bibelens første Blad (1. Mos. 27.): Mand og Kvinde skabte han dem - Mennesket; og i Kap. 2, 18., det Ord, der særlig gælder Ægteskabet, ser vi, at Gud giver Manden en Medhjælp, der er hans lige. Taleren gennemgik dernæst de forskellige Steder i det gamle og nye Testamente, hvor Forholdet mellem Mand og Kvinde berørtes. Det fremgik af selve disse Steder, at det Forhold, der omtaltes, var Ægteskabet, hvor én for en Ordens Skyld maatte være den øverste, ligesom dette var nødvendigt i det borgerlige Samfund. Paa den anden Side saa vi ogsaa i det gamle Testamente Kvinder indtage betydelige Stillinger i Samfundet, f. Eks. Profetinden Deborah, der af Gud selv var sat til Dommer i Israel og som dømte Folket i mange Aar.
En Mand som Biskop Martensen fandt dette, at Kvinder kunde være Dommere og Advokater, ganske utænkeligt; en Udtalelse herom og flere andre om „Kvindeemancipationen" af samme oplæstes. De forekom de fleste nulevende i høj Grad mærkværdige, og man saa heraf, hvor meget Meningerne siden den Tid havde forandret sig.
Ud fra sit grundige Kendskab til Indre-Missions Arbejde her i Landet viste Taleren til Slutning, hvorledes Kvinderne her efterhaanden var blevne tagne med næsten overalt baade i Arbejdet blandt Kvinderne, Børnene og de unge, samt som Medlemmer i de forskellige Bestyrelser.
Der udspandt sig en meget livlig og interessant Forhandling, hvori Pastor Hansen, Bredstrup, Snedker Jensen, Esbjerg, Sømandsmissionær Ole Pedersen, Frederikshavn, Indremissionær Søren Bach, Esbjerg, Fru Søbye-Christensen, Tørring, Pastor Jørgensen, København, Fru Blauenfeldt, Fru Johanne Nielsen o. fl. a. deltog. Det var ret forskellige Synspunkter, der her kom til Orde; ikke des mindre var hele Forhandlingen præget af Fred og Ønsket om i Kærlighed at søge at forstaa eller dog respektere hverandres Anskuelser. Adskillige Morsomheder satte sit Krydderi paa Forhandlingen, som Pladsen desværre ikke tillader nærmere at referere.
Om Aftenen holdtes et offentligt Møde i Missionshuset, hvor Fru Blauenfeldt først talte over Æmnet: „Hvorfor vi ønsker at vække de troende Kvinders Ansvarsfølelse overfor det offentlige Liv". Igennem hele det gamle Testamente gaar den skønne Tanke: det Land, Israels Folk levede i, var Landet, som „Herren deres Gud" havde givet dem. Menigheden herhjemme har hidtil i den Grad haft Følelsen af at være fremmede og Udlændinge, at Danmark ikke ret har staaet for deres Tanke som Landet, „Herren deres Gud" gav netop dem. Maaske var det først, naar man havde levet en Tid i Udlandet, at man ret forstod, hvor stærke de Baand var, der bandt en til Hjemlandet. Fædrelandskærligheden var dog i de senere Aar vaagnet noget. Man hørte oftere Fædrelandssange sungne, og Forsvarsviljen var vaagnet. Men den Fædrelandskærlighed, der allermest tiltrængtes, den, der vilde give vort Land Love gennemtrængte af Kristendommens Tankegang, var kun i sin Opvaagnen og blev ofte i høj Grad misforstaaet. Denne Form af Fædrelandskærlighed maa allerførst vækkes blandt de troende Mænd, der straks kan gøre Brug af den. Derved vil de ogsaa senere, naar Kvinderne faar Stemmeretten, kunne blive dem til Vejledning og Støtte og ikke en Hindring.
Det offentlige Liv trænger til alle gode Kræfter. Derfor ønsker vi at vække de troende Kvinders Ansvarsfølelse. Det offentlige Liv er kun Hjemmet i udvidet Skikkelse. Børnene kan ikke altid blive bag Hjemmets skærmende Mur, og det er Mors, saavel som Fars Pligt at tage sig af den Verden, de sender dem ud i. Det var fremfor alt Ansvaret for deres egne Børn, der paalagde Kvinderne at deltage i Ordningen af Tingene baade i Stat og Kommune. Men Egenkærligheden maatte ikke indskrænke dem til kun at tænke paa deres egne. For deres Skyld, der led Nød, maatte de være med. For at de troende Kvinder virkelig skulde kunne udfylde deres Plads i det borgerlige Samfund trængte de i høj Grad til Oplysning. Netop dette Oplysningsarbejde havde K. K. F. paa sit Program. Desværre havde de pekuniære Vanskeligheder, der altid fulgte med et begyndende Arbejde, hindret Foreningen i at gøre saa meget i denne Henseende, som den havde ønsket.
Indremissionær Søren Bech sluttede Mødet med en kort Andagt, og rettede til Slutning en stærk Appel til de troende Kvinder til hver især at søge at være til Gavn og Velsignelse, enten Gud anviste dem deres Pladser i de mindre eller i de større Forhold.
Paa den nuværende Regerings Program staar bl. a.: „Der bør stræbes hen til, at enhver i Henseende til borgerlig og politisk Frihed og Lighed har samme Adkomst uden Hensyn til Stand og Formue eller Køn."