En ny Missionsmark for Kvinderne

Vi har for faa Dage siden hørt saa meget om Missionsgerningen blandt Hedninger og Israeliter. Missionær Bittmann betonede stærkt, at efter hans Erfaring, burde Kvinderne i Missions­arbejdet ikke virke underordnet, men fuldt ud staa som Mandens Medhjælp*). Til de Kvinder, der paa Grund af for­skellige Forhold ikke kan gaa ud paa de fjerne Missionsmarker, vil jeg gerne have Lov til at pege paa, at vi kan blive Mændenes Medhjælp paa en Missionsmark, der ligger os nærmere, til en Mission, hvori alle kan bruges, naar de vil dygtiggøre sig og i Selvforstaaelse finde den Plads, der passer for deres Evner, til en Mission, hvor der, maaske mere end de fleste aner, trænges til Kvindens Hjælp, nemlig til Arbejdet i det store Samfund omkring os, som af mange Kristne betegnes med Ordet „Verden". Vi lever ikke længere i Munkenes og Nonnernes Tid, hvor enhver kun tænkte paa sin egen Sjæls Frelse. Kristendommen har udviklet Menneskekærligheden saa meget, at enhver nu forstaar, at hun kun bliver noget for sig selv ved at være noget for andre. Hertil kommer, at Kulturudviklingen har indskrænket Kvindernes Hjemmearbejde, saa at mange af dem har Tid tilovers til at kunne være noget ogsaa for det store Hjem, Samfundet. Kvinderne har længe del­taget i Velgørenhedsarbejdet, og der er mange Kvinder, som bedst egner sig dertil, men der er andre Kvinder, som har Evner og Tid til at forberede sig til at deltage i de Samfundsarbej­der, der efterhaanden aabner sig for Kvinderne. De har nu Adgang til Universitet og Akademi, Kvinderne virker som Læger, Sagførere, Handelsmænd o. s. v., de har som styrende Adgang til Kommunen og vil snart faa Valgret til Rigsdagen. Hvis den kristne Kvinde her holder sig tilbage, paatager hun sig et stort Ansvar, thi det er netop den Moral, der raader i Samfundet, der i allerhøjeste Grad trænger til at forandres, og hvis hun ikke gaar med, rekruteres Samfundet med andre Kvinder, der maaske vil finde, at alt er saare godt, som det er. Der er i det offentlige Liv store Fri­stelser, og desværre har man altfor længe og for ofte givet efter for For­fængelighed, Ærgerrighed, Egennytte, Magelighed og Mangel paa Mod til at være anderledes end Per og Poul. Det er en af disse Ting eller et fint Væv af dem alle, der i mange Samfundsfor­hold har skabt en Praksis, der anses for fuldkommen hæderlig uden at være det, og som den enkelte giver sig ind under, ofte fornægtende sit bedre Jeg, fordi det betragtes som selvfølgeligt, at disse Tilstande ikke lader sig foran­dre. Manden véd ofte ikke selv, hvor hildet han er, fordi han har vænnet sig til disse Tilstande som noget selv­følgeligt, og det var jo muligt, at vi Kvinder heller ikke kunde se det, hvis vi ikke paa Grund af vort Ukendskab til Samfundet havde bevaret et vist primitivt Syn, der, trods Skik og Brug, lader os se Sort som Sort og Hvidt som Hvidt. Dette primitive Syn bør vi bevare, naar vi træder ind i Samfundsarbejdet og ikke lade os lokke til at gaa paa Akkord med Sandheden. Det aandeligt neddragende viser sig paa mange Maader i den brugelige Praksis. Her kun nogle Antydninger: At Blade, Tidsskrifter etc. er liberale, er en Dyd, men at de undertiden er saa liberale, at Læseren ikke aner, at Udgiveren overhovedet har noget Stand­punkt, er ikke heldigt. Konsortier, Komiteer, Foreninger og Selskaber burde være en Hjælp til Arbejdets lettere Udførelse, en Kilde til en større Indsigt, en Støtte til større Foretagender, som den enkelte ikke kan magte, men hvor ofte er de ikke et Skalkeskjul for Svindel, Selvberi­gelse og Nepotisme, hvor ofte er det ikke, at man giver sit Navn og ikke sit Arbejde og sit Ansvar. Den Maade, hvorpaa de vigtigste Sager afgøres af „Partiet", er maaske dog det mest nedbrydende for Moralen. „Partiet" har mest gennemgaaende bidraget til at udvikle Løgnen og sløve Samvittigheden. Det er desværre ret alminde­ligt at tale, skrive og stemme om Sa­ger, man ikke ved Besked om: De andre gør det! Man gaar med sit Parti i politisk, social, litterær, ja selv i kirkelig Retning, ikke fordi det stem­mer med éns Sagkundskab eller med éns Overbevisning, ikke engang fordi Sagen fordrer det, men fordi „Partiet" fordrer det. Man skulde tro, at den, der holdt sig til sin Sagkundskab eller til sin Overbevisning og derfor snart maatte gaa med det ene Parti snart med det andet, var agtet paa Grund af sin hæderlige Fremgangsmaade: Intet mindre! Den, der ikke vil holde sig til et bestemt Parti, men selv vil se og dømme, har en meget besværlig Tilværelse. Han er en mistæn­kelig Person, fordi han intet Steds vil høre hjemme, og ofte vil man slet ikke have noget at gøre med ham, hvis han ikke melder sig ind i et be­stemt Parti. Man har vænnet sig til at anse de faste Partier for uundværlige og gaar personlig paa Akkord med Sandheden for - en mærkelig Begrebsforvirring - at bringe Sandheden til Sejr gennem Partiet. Hvor ned­brydende er det ikke, at den gode Sag saa ofte maa dø, fordi Partiet skal leve. Naar 50 Mennesker skal afgøre en Sag, hvori kun de 20 har Indsigt, da vil Samfundet, naar de 30 tier, og de 20 stemmer, være nogen­lunde sikker paa, at Sagen bliver af­gjort til dets Fordel, men stemmer de de andre 30, da afgøres Sagen kun til Bedste for „Partiet", men til Skade for Sandheden. Man smiler og mener, det er barnligt at tro, at disse daarlige Skikke lader sig forandre, men man maa ikke smile for længe, thi Uvidenheden vil engang naa at faa de fleste Stemmer. Pauperismen, Socialis­men, ja selv Anarkismen banker stedse mere højlydt paa Samfundets Dør, det er derfor paa Tide, at vi spørger os selv, er den Moral, der raader i vore Samfundsskikke saa ren, saa høj, at den kan indgyde Masserne Respekt, tør vi vente med den at finde praktiske Mid­ler til at bringe de urolige Masser ind i ordnede Samfundstilstande? Nej! man kan ikke begynde bagfra. Uden en aandelig Hovedforandring vil man ikke kunne finde Midler til at raade Bod paa Samfundsonderne. Børn og Almue har en fin Følelse for den Aand, der ligger bagved Tingene; det er den, der giver Magt og Respekt, men ikke Former eller Systemer.

Den nye arbejdende Kvinde har hid­til sat det som sin Opgave at trænge ind paa Omraader, der tidligere var lukket for hende, men den Adgang, der allerede er givet hende, forpligter hende til at sætte sig et nøjere Maal. Vil hun prøve paa at bringe en bedre Aand ind i Samfundslivet, maa hun begynde med at gaa ud i Samfundet for at lære det at kende, som det er. Hun vil da erfare, at der til den Omformning, hun ideelt tager Sigte paa, behøves lige saa megen Flid, Taalmodighed og Kærlighed og lige saa me­gen Forberedelse, som til Hedninge­missionen, og hun vil ogsaa erfare, at det er en Mission, som netop kalder paa den kristne Kvinde, fordi hun har den Ballast, der modstaar de almindelige Samfundsfristelser.

I dette Arbejde vil hun blive tro mod det Bedste hos sig selv, og hun vil med Tiden kunne bidrage til at give mange Samfundsskikke, det, de trænger til - de „rene Linier" eller et andet Barometer for Hæderlighed og Sandhed.               

Charlotte Klein.

Den 12. Septbr. 1910.

*)  Her sigtes til Ydre-Missionsmødet i Køben­havn 6.- 8. Septbr. 1910.                

Red.

 

Skal der ogsaa denne Gang kaldes forgæves paa Danmarks troende Kvin­der, eller vil de vaagne op og forstaa deres Ansvar overfor det Land og det Samfund, de lever i?               

Red.