« Tilbage til søgeresultaterne

De amerikanske Kvinder og det forebyggende Arbejde

Af: Anna Garlis Spencer

« Se emneord

Den nationale Forening for Kvinde­stemmeret i de Forenede Stater har nylig holdt et stort Møde for Forebyg­gelse af sociale Onder. Paa dette frem­kom en kvindelig Læge med Medde­lelse om en Forening af Læger, der havde dannet sig til Forebyggelse af Kønssygdomme. Man tænkte sig at naa dette Formaal dels ved at sørge for, at Ungdommen af begge Køn paa dette Punkt fik en grundig Oplysning, dels ved at søge at faa sat en Stopper for usædelige Forlystelser og Avertissemen­ter, samt paa forskellig Maade at hæve Folkets sædelige Niveau.

Efter hende fulgte som Taler en kvin­delig Præst, Anna Garlis Spencer, der bl. a. sagde:

Det er første Gang,*) at en Kreds af Læger har opfattet det som deres Sam­fundspligt at kaste sig ind i Arbejdet for sædelig Renhed. Enkelte Læger har allerede forlængst gjort det, men kun som Enkeltpersoner. Som Forening er det første Gang, at dette sker.

Denne Bevægelse viser os, at Mæn­dene efterhaanden begynder at værdsætte Kvinderne som saadanne. Saavel Lovgiverne som de kirkelige Førere har hidtil kun haft Øjet fæstet paa, hvad der kunde beskytte Kvindens Renhed for Hjemmets Skyld. Det var altid Fa­milielivets Vel, det gjaldt. Nu begynder man at bekymre sig om Kvinden selv. Man ser nu paa enhver som helst Form af Nedværdigelse som en Afskyelighed. Nu undskylder vi ikke længere en eneste Kvinde - enten hun saa bor i en Stat, i hvilken hun har Stemmeret, eller ej - som ikke føler sit Ansvar i Retning af at være med til at beskytte sine uheldigere stillede Søstre. Amerikas Kvinder bør optræde som en vældig Magt og kræve, at al Kvindehandel afskaffes.

De mest fremragende Mænd og de bedste Kvinder maa gaa Haand i Haand til dette Værk. Vi Kvinder maa ikke sætte os heri med Hænderne i Skødet og sige, at vi staar magtesløs, saalænge vi ingen Stemmeret har. Jeg er stemt for Kvindestemmeret, men det er langt fra det eneste, jeg arbejder for. Vi Kvin­der maa have Stemmeretten - uden den arbejder vi under mindre gunstige Betingelser - men selv uden den be­sidder vi en stor Magt. Vi maa have en Ende paa den Handel med Kvinder, som er en Levning fra Barbarismens Tid. Hele Kvindekønnet danner et Hele. Ikke en af os kan skubbes ud, uden at hele vort Køn lider derunder.

Hvad var det der gjorde, at Lægerne dannede denne Forening? Ganske lige­frem dette, at det Onde, der nu kryber om i Mørket, hævnede sig paa Familie­livet.

Vi taler om Handel med hvide Slav­inder. Men blandt de mange Ofre er der ude ved Stillehavskysten ligesaavel japanske og kinesiske unge Piger, og brune Piger sælges paa de Øer, som vi gør Krav paa som vore Besiddelser. Alle disse ulykkelige har vi Pligt til at beskærme. Vi maa søge at dygtiggøre os til at tage Kampen op mod dem, der forhaaner vort Køn. Vi forlanger nu den samme Moral af Mænd som Kvinder; men samtidig maa vi forlange den samme Ansvarsfølelse overfor Samfundets Brøst - af Kvinder saavel som af Mænd.

Naar Kvinderne ønsker en Gang i Fremtiden at tage Del i Styrelsen af deres Land, saa maa de nu straks be­gynde med at øve sig deri ved sammen med deres Folks ædelttænkende Mænd at søge at frembringe en Reform paa dette Omraade.

*).! Amerika,.  Red.

Efter „The Shield".

 

Pastor Anna Garlis Spencers Ord har vist ogsaa Ærinde til Danmarks Kvin­der.                                           Red.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner