Landstingsvalgene.
Det var den 8de September, den Dag, da "Avisens" Folk skulde vise hele Evropa, at de formaaede at "hænge i" "med Fynd og Klem" mod den fæle "røde" Fjende fra Rømersgade. Forsynet, der jo desto værre lader sin Sol opgaa over baade onde og gode, lod Solen skinne lige lystig over "Nørrevolds gamle Glacis", over Vælgerne med Bulehatten og en Moral, der end ikke naar de højeste Dyreklassers, som over den "fine" Bys "fine" Silkehatte og lige saa uplettede Moral.
Hr. Ploug, der ellers plejer at fare sammen af Rædsel ved at tænke sig Kvinden som Deltager i det offenlige Liv, havde kaldt paa Kvinderne til denne Dag; men hvad gør man ikke, naar "Aandsliv", "Familjeliv" og alle "menneskelige Følelser" trues med Undergang. Og det var jo det, den samlede Opposition vilde. Og hvor fristende, indsmigrende talte ikke Hr. Ploug til Kvinderne. Kunde der tænkes noget mere "menneskeværdigt" for en ædel Kvinde end det paa Valgdagen at være - Stemme-Kvæg-Driver. Og det var den Mission, Hr. Ploug bød Kvinden, det var den "hellige Ret", han bød hende ikke at forsømme. Hør hans Ord: "Men enhver ædel Kvinde, til hvis skønneste Egenskaber det hører at kunne være alt for andre, og som ikke for Alverden vil give Afkald paa denne sin højeste Lykke, maa ikke forsømme at værge sin hellige Ret ved paa Torsdag at drive Vælgerne til Valgbordet." Ak ja, kunde der tænkes noget skønnere Arbejde for en ædel Kvinde! Og hvilken Adel viser ikke Kvinderne, naar de i dyb Beskedenhed bøjer sig for den Flok af Vælgere, de driver foran sig og siger: I alene bør lovgive, vi lyde. Og Kvinderne lagde sig Hr. Plougs Ord paa Sinde; de mødte om Tirsdagen, men det mærkelige var, at det var blandt Oppositionen, man saa dem, paa deres Møder, man hørte dem tale. Og de talte noget anderledes, end Hr. Ploug havde lagt dem i Munden. De sae til Mændene: "I bør værge jer hellige Ret ved at stemme paa Oppositionens Valgmænd. Vi har jo desto værre ingen Ret, men skal vi en Gang opnaa at faa vor "Menneskeværdighed hævdet", da véd vi, at det sker ved Demokratiet. Derfor er det - om end kun indirekte - vor Sag, der kæmpes for i Dag. Stem derfor paa Oppositionens Valgmænd!" Og da Sejren var Oppositionens, kom Kvinden paa ny frem og takkede Vælgerne, fordi de havde stemt rigtig, takkede baade det "nihilistiske" Blad "Politiken" og det fordærvelige Blad
"Social-Demokraten" alt imens de paa ny gentog det: "Men husk paa, det er ikke nok, at De, mine Herrer, er Vælgere. Vi "ædle" Kvinder kræver det som vor "hellige Ret" ogsaa at være Vælgere. Vi gør det, alle vi Kvinder, der vil hævde vor "Menneskeværdighed", der har et Aandsliv at værge."
Og Mændene raabte "Hør!"
Og imens sad Højrevælgerne hjemme og "ærgrede sig sorte og skammede sig som Hunde", hvis man skal tro Hr. Ploug.
Og han selv, den gamle Politiker, Frihedsmand i sin Ungdom, stokreaktionær i sin Alderdom, lagde sig træt til Hvile ovenpaa den Ulykke. Den "ærede Bondestand" havde for længe siden "skuffet" ham; nu blev han ogsaa "skuffet" af Kvindekønnet. Det var for meget. Vi ser ham ikke mere i Landstinget, og vi faar ikke mere hans skønne og velvalgte Visdomsord at høre derfra. Vi siger ham et velment: "Lev-vel", udenfor den politiske Arena.
