« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindekongressen i Stockholm

Af: Johanne Blauenfeldt

« Se emneord

12. - 17. Juni 1911.

Fra mange forskellige Lande stævner Kvinder hid. Alle mulige Sprog lyder i Togene, med varme Haandtryk hilser de hverandre paany. „Hvorledes," spør­ger man, „er det gaaet siden sidst?" I de store Træk ved man det vel gen­nem vort Fællesorgan: Jus Suffragii, men Detaljerne, disse interessante De­taljer, Arbejdet bag Kulisserne, kender man ikke, de gives kun mundtligt. I det hele taget er det personlige Sam­vær noget af det mest betydningsfulde ved disse Kongresser.

 

Kvindekongressen aabnes med en Gudstjeneste i den store, smukke Gu­stav Vasakirke af Dr. theol. Frk. Anna Shaw. Man fortæller mig, at det har holdt haardt nok at faa en Kirke til denne Gudstjeneste. Havde denne uden­landske Doktor været en Mand, vilde man have følt sig beæret ved at aabne Kirkedøren for ham, men - denne Gang var det en Kvinde. Nu, Kirke­døren aabnedes for hende, men Præ­dikestolen var hende forment. Hun talte fra Kordøren, hvilket forhindrede Masser i den store, tætpakkede For­samling fra at høre noget. Hvorfor fik hun overhovedet Lov til at prædike i Kirken, naar hun ikke maatte staa der, hvor man kunde høre og se hende? Hun prædikede jo ligefuldt, enten hun stod oppe eller nede. -

I den treenige Guds Navn indviede hun dette store Kvindemøde og bad Gud, om at alt, hvad der ved dette fore­toges, maatte bidrage til, at Guds Vilje bedre maatte ske paa Jorden.

Der sad en gammel Præst ved Siden af mig. Han saa mig noget gnaven ud. Nu vel, han syntes vel ikke rigtig om sin kvindelige Kollegas Udlægning af Ordet: „De Kvinder, som bringer glad Budskab, er en stor Hær." (Ps. (58, 12) eller Helligaandens Udgydelse paa Pinsedagen over Guds „Sønner og Døtre" (Ap. G. 2, 1-18). Derimod stod der en ung Præst paa et af Trappe­trinene til Koret, hans Ansigt lyste af Glæde ved at høre dette varme, klare Vidnesbyrd. Hvem ved, om det ikke senere kommer til at virke inspirerende paa ham.

 

Mandag Morgen tager Forretningsmøderne sin Begyndelse. Hvert af de ca. 25 Lande, der staar i Alliancen, har sendt sine indtil 12 Delegerede. Des­uden har en Mængde andre Foreninger ladet sig repræsentere ved to fraternal delegates, som de kaldes. Vi finder der bl. a. „Kvindelig Læseforening," „Det nationale hvide Baand," Danmark; „K. F. U. K.," Hvita bandet," „Centralförbundet for socialt arbete," „Aka­demisk bildade kvinnors förening," Sverrige; Mandsforeningerne for Kvin­ders Stemmeret for Ungarn, England, Holland og de Forenede Stater, og mange andre Foreninger.

Disse Repræsentanter; samt Allian­cens mange Æresmedlemmer har Lov til at overvære Forhandlingerne, men har ingen Stemmeret.

Forhandlingerne ledes af Formanden, Fru Chapman Catt*).

*) Se Kristeligt Kvindeblad Nr. l, 1. Aarg.

Hun er bleven ældre i de 2 Aar siden Londonkongressen. Det er vi alle, men hun har arbejdet strængt, strængere end de fleste af os andre, og hun har gennemgaaet en svær Sygdom. Der er noget træt, noget vemodigt over hende. Hun hol­der de samme kloge, vækkende Taler som før, men undertiden kommer der noget mekanisk over dem. Dog med et bryder det friske Lune frem, hun tager hele Forsamlingen. Lynet slog ned, det tændte, og gamle Fordomme vil forvandles til Aske. - Vor Præsi­dent slides op i dette Arbejde. Efter Stockholmskongressen rejser hun med 3 andre kendte kvindelige Førere til Sydafrika. Der er noget stort i at være med i en Bevægelse, der arbejder for Kvinden over den hele Jord, stort i at føle, at alle Kvinder føler sig som et, eller rettere i at se, at de Kvinder, der efterhaanden ofte møjsommeligt tilkæm­per sig bedre Forhold at leve under selv, ikke glemmer de andre, men søger at vække dem op til Arbejde for Fri­heden i deres eget Land.

Stemmeretten er ikke Maalet men Midlet. En af de amerikanske Delege­rede fortalte den første Dag et lille Træk, der bedre end andet viser Be­tydningen af dette „Middel." I Seattle, en Kystby i Staten Washington i Ame­rika, herskede der fuldstændig Korrup­tion*) i Byraadet.

*) Moralsk Fordærvelse.

I et saadant Tilfælde har Byens Borgere Lov til at forlange foretaget nye Valg. Før Kvinderne fik kommunal Stemmeret forsøgte man dette, men uden bedre Resultat. Da Kvinderne senere kom frem paa Scenen, forsøgte man det samme igen. Der var 23,000 stemmeberettigede Kvinder. 1000 af disse var prostituerede Kvin­der. Et af de Argumenter, man i Amerika bestandig bruger mod Kvinderne, er dette, at de eneste, der vil benytte sin Stemmeret er disse sidste. Imidlertid viste denne Frygt sig ugrun­det. Den ene 23.-Del af Kvinder gjorde ingen Fortræd. Sejren blev vunden med en Majoritet paa 5000 St. „Hvad mener vore Modstandere i dette Til­fælde, om Kvindens indirekte Indfly­delse?" spørger Taleren med et lunt Smil.

 

Stemmeretsforeningerne vokser med rivende Hast. Inden Kongressen ud­sendtes der Spørgeskemaer til alle med Alliancen forbundne Lande. Det viser sig, at siden Londonkongressen for to Aar siden er Medlemsantallet fordoblet. I selve England - Stormcentret - er der tre Gange saa mange Medlemmer som i 1909, og Foreningens Indtægter er fordoblede. Man fortæller mig, at der siden den Tid i England ikke alene er fremkommet en kristelig Kvindevalgretsforening, men flere, en af dem endda katolsk. Om disse skal jeg se­nere fortælle mere. Den engelske Konge har forleden i sin Kroningstale omtalt sin Dronning som sin „Medhjælp", det er det første kronede Hoved der i den Retning har anerkendt den Stilling, Gud selv har givet hans Dronning. Men man fortæller mig ogsaa, at baade Kongen og hans Dronning sympatiserer med de forfulgte Stemmeretskvinder. De tilhører selv den nye Slægt, der forstaar den nye Tid.

Mandag Eftermiddag holdtes et stort Møde i Musikalska Akademien, Tribu­nen var smukt pyntet med Blomster, og paa denne sad foruden Fru Chapman Catt, den internationale Alliances

Bestyrelse og paa to Rækker Stole i Baggrunden andre fremragende Med­lemmer af Bevægelsen. Salens øvrige Dekoration bestod kun i store Faner, repræsenterende de tilstedeværende Na­tioner, der hang ned fra Balkonen. Under Talerne droges de ind, men ved enkelte Lejligheder kom de frem og bragte med deres Viften Nationernes Tak og Samstemning med, hvad der blev sagt.

Frk. Anna Whitloch bød Velkommen paa Sverrigs Vegne i Stedet for For­manden Dr. Lydia Wahlstrøm, der des­værre var syg.

Hr. Ernst Beckman talte derefter som Repræsentant for de svenske Mænd, der ønskede at give Kvinderne Stem­meret. Hovedtanken var den, at ingen­sinde har Staten trængt saa haardt til Kvindernes Hjælp som nu, da vi stod over for de mange sociale Refor­mer.

Paa Alliancens Vegne talte Fru Crystal Mac Millan. Hun sluttede sin Tale med at sige: Jeg har i Gaar hørt en Kvinde sige, at hun ikke ønskede Stem­meret, fordi hun vilde vedblive at være Kvinde; det er netop derfor vi ønsker Stemmeretten. Vi ønsker at være Kvinder i hele dette Ords Betydning, men det er først blevet dette Aarhundrede givet at forstaa dette Ord i hele dets Række­vidde. Vi er som de nye Folk. Vi har ingen Historie, vi kan sige: „Vi er nye, vi er mange, se hvor vi vokser". Vi kunde ikke paa nogen bedre Maade vise vore Værtinder vor Taknemlighed end ved at sige: „Se hvor vi vokser over hele Verden. Se, og fat Mod."

Efter Fru Mc. Millans Tale aabnedes Dørene til Platformen paa vidt Gab, og fem hvidklædte kvindelige Studenter med hvide Studenterhuer og brede Schærf i svenske Farver kom ind paa Scenen med det store Stemmeretsbanner, skænket af en svensk Dame, Lot­ten von Kræmer, der foruden dette havde skænket 1000 Kr. til en Auto­mobiltur gennem Byen. Koret sang „Stemmeretssangen", og Fanerne sæn­kedes ned over de tilstedeværende. Staaende hørte Forsamlingen paa San­gen og „Stockholms Dagblad,, skrev: „Det var et forunderligt skønt Øjeblik, saa stemningsfuldt, at det kun kan sammenlignes med den dybe og uvilkaarlige Begejstring der griber enhver Fædrelandsven, naar han i farefulde tunge Tider ser sine gamle hæderkro­nede Faner." Denne hvide Silkefane var ikke gammel. Den var ung som den Kvinde er, der staar i denne Bevægel­ses Rækker. Fra dens hvide Bund straalede i luende Guld den opgaaende Sol, der forjætter Sejren for den Sag, som Kvinder over hele Verden giver sine bedste Kræfter, sine lyseste Drømme og sine seneste mest uselviske Tanker.

Herefter holdt Fru Chapman Catt sin store, jeg havde nær sagt Trontale: „For et Par Uger siden", begyndte hun, ,,overværede jeg Debatten om Kvinde­stemmeret i „Førsta kammaren" (Lands­tinget). Der sagde en Professor ved et af Universiteterne, at Stemmeretsbevægelsen allerede for et Par Aar siden havde naaet sit Højdepunkt og var nu paa Retur. Han sagde dette med en Overbevisningens Varme, der ikke kunde lade en være i Tvivl om, at han mente, hvad han sagde.

En gammel vis Hindu har en Gang sagt, at om Flodens Løb ved man intet, saalænge man bliver nede i Da­len og plasker i dens Vande. Men gaar man op paa Højderne, da ser man dens sølvglinsende Løb mellem Bjærgene og ned gennem Dalene. Da ser man, hvorfra den kommer, og hvor­hen den gaar. - Men Stuelærde og nærsynede Politikere gaar aldrig op paa Højderne, og derfor kan de heller ikke bedømme Kvindebevægelsens mæg­tige Flod.

Fra Barbarkvindens Kamp til vor Tids Stræben kan vi følge Sølvtraadene, der samler sig til en Flod, og ude i det fjerne øjner vi det gyldne Frihedshav, som vi snart skulle naa - - -".

 

Mandag Aften holdtes den store Modtagelsesfest i Hotel Royals Vinter­have. Her havde vi for første Gang Lejlighed til frit Samvær. Jeg gav efter for Fristelsen til at tale med de mange Venner fra tidligere Kongresser, og hørte derfor kun lidt. Kun et husker jeg, Fru Philip Snowdens Tale. Hun og hendes Mand hører til de mest fremragende Medlemmer indenfor det engelske kristelige Socialistparti. Hen­des Mand er Parlamentsmedlem og gennem et af Partiets Blade: „The Christian Commonwealth" (Det kristne Samfund) kender jeg ham særdeles godt. Hun sluttede med at sige: For os skal denne Sag staa som den Ild- og Sky­støtte, hvormed Herren Dag og Nat viste Jøderne Vej til det forjættede Land. Vi vil faa Taage og Lys under vort Arbejde, men baade Mørket og Lyset

skal føre os fremad.

(Forts.)