« Tilbage til søgeresultaterne

Teateroversigt.

Af: Carl Behrens

« Se emneord

Dagmarteatret.


Med Turgénjews Skuespil "Natalie" aabnedes Sæsonen. Det er et stilfærdigt, fint Arbejde uden stærke Effekter; den ikke særlig ny Handling, som man kender saa godt igen fra Schandorphs Fortælling "Uden Midtpunkt", udvikler sig i jævn Pasgang gennem fire Akter. Man mærker overalt den russiske Novelleforfatters sikre Mesterhaand og hans Kendskab til Menneskets indre Liv; Replikerne ere farvede af en stille Melankoli, der ikke vil være fremmed for nogen Læser af hans Digterværker. Dramatiker er Turgénjew ingenlunde; hans Skuespil er i teknisk Henseende alt andet end velbygget, og man faar saa uendelig lidt at vide om de handlende Personers borgerlige Liv og Stilling. Hvorfor bor f. Ex. Godsejerens Ven, Rakitin Stykkets ædle Mand hos ham? Hvorlænge har han allerede været der ved Stykkets Begyndelse? Hvad er hans Levevej? o. s. v. Lignende Spørgsmaal faar man Lyst til at gøre gentagne Gange under Opførelsen.


Dog alle Indvendinger falder til Jorden ligeoverfor Skuespillets mange fængslende Enkeltheder. Man betages uvilkaarligt af Replikernes vemodige Tonefald, man lytter til dem med Andagt og genkender hvert Øjeblik den russiske Forfatter, hvis Noveller man beundrer som nogle af Nutidens ypperste. For en Gangs Skyld har han forladt sin sædvanlige Kunstform og villet skrive et Drama. Men Dramaet er kun bleven en dialogiseret Novelle.


For de to Hovedrollers Vedkommende var Udførelsen al Ære værd. Fru Gjørling saá maaske ældre ud, end hun burde, som Natalie, men hun spillede sjælfuldt og intelligent. Da man i lang Tid kun har givet Fru Gjørling Lejlighed til at spille klassiske Roller, var det en ren Lise for en Gangs Skyld at faa hende at se i et moderne Skuespil. Al hendes ulidelige Deklamation havde veget Pladsen for en naturlig, jævn Diction. For den modne Kvindes frembrydende Kærlighed til den unge Huslærer fandt hun et smukt og inderligt Udtryk. Huslæreren Lorin en anden Albrecht udførte Hr. Jaques Wiehe med Dygtighed. I første Akt spillede Hr. Wiehe bedst. Det forlegne i Huslærerens Optræden overfor fremmede kom tydeligt frem. Men Lorins Forvandling fra forlegen Yndling til selvbevidst Mand blev ikke forstaaelig i hans Fremstilling.


Flere af Birollerne blev spillede miserabelt. Iscenesættelsen var nøjagtig som altid paa Dagmarteatret


Det var et Vovestykke at opføre Schillers stormende Ungdomstragedie "Kabale og Kærlighed". Men Lykken stod den kække bi, og Dagmarteatret opnaaede endelig en afgjort Succes. Schillers Tragedie har mange Betingelser for at kunne gribe det bredere Publikum; den rummer ikke faa af Folkestykkets grelle Effekter og grove Lidenskaber, men ved Siden deraf Scener, der i poetisk Rigdom kan maale sig med det bedste i Verdensliteraturen. Det svulstige, brusende Sprog, med de evindelige Paakaldelser af Himmel og Helvede, med de fantastiske Lignelser og den brogede Billedpragt tager sig ikke altid ud i en moderne Skuespillers Mund, Det er egenlig kun Tyskere, som kan udføre Schillers Tragedier paa rette Vis. Tyske Skuespillere ere hjemmevante i de store Følelsers Kunst, og Replikerne faar i deres Mund en ganske anden Klang og et ganske andet Sving, end naar de høres i dansk Oversættelse, der hvor god den end er, og Hr. Johannes Magnussens var virkelig vellykket dog nødvendigvis maa savne meget af Originalens djærve Kraft.


Det kan da heller ikke nytte at nægte, at Dagmarteatrets Udførelse af "Kabale og Kærlighed" langtfra kunde maale sig med den, som tyske Skuespillere i Udstillingsaaret skænkede Stykket. Den, der erindrede Kains som Ferdinand, Nollet som Præsidenten, Kober som Wurm og Frk. Barkany som Louise, fandt, at den Udførelse, Herrerne Martinius Nielsen, Marx, Schwanenflügel og Frk. Hornemann gav de samme Roller, undertiden var lidt ubetydelig og smaatskaaret. Hvad der fortjener Ros og Anerkendelse er Sammenspillet, som virkelig var mønsterværdigt, og Iscenesættelsen, der var smagfuld i enhver Henseende.


Dagmarteatret ligger ikke paa den lade Side. Der gaar vist ikke en Dag hen, uden at der holdes Prøver, og Direktør og Personale arbejder med Ihærdighed paa at skabe et afvexlende og rigt Repertoire. Naar man ser hen til, at det kgl. Teater endnu ikke har formaaet at opføre en eneste Nyhed, men nøjes med at genindstudere gamle Sager som "A-ing-fo-hi" af H. P. Holst eller "Hr. Poirier og hans Svigersøn", er det indlysende, at den konkurrerende Privatscene, der i sin Sæsons første Uge opførte ikke mindre end tre store Dramaer (foruden de to nævnte endvidere Grillparzers "Jødinden fra Toledo", som allerede blev givet i forrige Sæson) staar med Palmerne i Hænderne.


Vort statsunderstøttede Teater maa tage sig alvorligt sammen, hvis det ikke vil blive fuldstændig


distanceret af det unge Dagmarteater, hvis Direktør i al Fald ved, hvad han vil, og ogsaa synes at have Betingelser for at kunne gennemføre sine Planer.


21/9 90.


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder