« Tilbage til søgeresultaterne
Sygeplejesagen
Kristeligt Kvindeblad vil sikkert nok give Plads til en kort Meddelelse om den Side af Sygeplejesagen, som kaldes Landsygeplejen eller Hjemmesygeplejen.
Bladet vil det, for det første fordi det er Kvindeblad, for det andet fordi det er kristeligt. Kvinden vil, hvad enten hun er Tyende, Datter, Hustru eller Moder, føle sig paa sin Plads som den, der støtter og hjælper de syge, medens Manden maaske er mere tilbøjelig til at sige: Den, der ikke kan følge med, maa lades tilbage : overlades til Døden. Kristus har i Lignelsen om den barmhjertige Samaritan lært os, at Omsorgen ikke alene gælder vore egne syge, men ogsaa den fremmede, som vi kommer forbi paa vor Vej.
Paa dette sidste Grundlag er Sagen begyndt her hjemme. Afdøde Stiftsfysikus Trautner satte den i Gang. Vel havde Diakonissesagen siden sin Oprettelse her hjemme 1863 og delvis Røde Kors haft Hjemmesygeplejen paa sit Program, men Sagen fik først Fart, da Trautner ca. 1880 fik overbevist Læger og andre om, at Hjemmesygeplejens Velsignelse var afhængig af, at Plejersken var kendt i sin Kreds og kendte Befolkningens Levevis, altsaa hørte til dens jævne Lag. 1886 viser 59 Sygeplejeforeninger og Menighedsplejer væsentlig i større Byer, paa Godserne eller paa stærkt kristeligt bevægede Steder.
Nu er der over 600 Sygeplejevirksomheder udenfor København, og Sagen nyder den Støtte fra Staten, at enhver ung Pige, der har Anlæg og Interesse for Sygeplejegerningen, kan bliver uddannet og faa Dækning for samtlige dermed forbundne Udgifter.
Understøttelsen er hidtil givet de Foreninger, som ønskede en Kvinde uddannet, men den i 1909 stiftede Centralforening af Sygeplejevirksomheder udenfor København arbejder sammen med Sundhedsstyrelsens Konsulent, Dr. Trautner, Bogense, for, at enhver Kvinde selv kan søge og faa Understøttelse for saa bagefter at søge sig en Virksomhed. Indtil dette lykkes, kan saa vel Centralforeningen, hvis Formand er Dr. Jacobi, Vesterskerninge, som Dr. Trautner anvise Foreninger eller Menighedsplejer, der ønsker en Kvinde uddannet. Uddannelsen er ansat til et Aar i det mindste og kan ske dels paa de københavnske Hospitaler, dels paa Provinssygehusene.
Centralforeningen arbejder nu for, at der kan gives Sygeplejersker, der har virket nogen Tid, supplerende Kursus, saa de kan følge med Tidens Fremskridt, og at der kan skaffes Pension til dem, naar de i 50 Aars Alderen er udslidte. Ligeledes vil den arbejde for, at deres Uddannelse bliver hensigtsmæssig og fyldig, hvorfor den har udstedt Opraab om at yde Bidrag til Oprettelsen af et Elevhjem ved Aarhus, hvor der findes to store Hospitaler og en Fødselsstiftelse.
Arbejdet er saaledes godt i Gang med at gøre denne Gerning til en Livsstilling for den Kvinde, som vil lægge sine Kræfter og frem for alt sit Hjerte deri.
Det skal tilføjes, at Ctf. med Statsunderstøttelse har engageret 5 Reservesygeplejersker, som kan hjælpe de Foreninger, som staar uden Plejerske, eller hvis Plejerske er syg. Efterhaanden, som der bliver flere Reserver, vil de ogsaa kunne hjælpe til, at Plejerskerne faar en ordentlig Ferie, hvad mange af dem kan trænge haardt til.
I de forskellige Sogne eller Kredse er Sagen greben forskelligt an efter de Forhold, der gør sig gældende paa Stedet. Man har Sygeplejeforeninger, hvis Medlemmer har første Ret til hende, mens hun til enhver Tid kan tages fra Ikke-Medlemmer. Man har Bestemmelse om, at Hjemmet foruden Aarsbidraget betaler Dagpenge for at benytte hende.
Den smukkeste Form er og bliver Menighedsplejen. Der er det den kristne Menigheds frivillige Gaver, der opretholder Sagen, og Plejersken er til gratis Disposition for alle Menighedens Medlemmer. Her afhænger det meget af Plejersken selv, om Sagen gør sin fulde Gavn, thi her er hun i Reglen ikke bunden Dag og Nat til det enkelte Hjem men farer paa sin Cykle Sognet rundt, giver Massage et Sted, lægger en Forbinding, pusler og reder Senge o. s. v.
Men her maa Menigheden huske paa, at hun paa sine Ture kan trænge til ordentlig Mad, ikke alene den evindelige Kaffe, og at hun i daarligt Vejr trænger til en Vogn med en god Fodpose og varme uldne Tæpper i, for at kunne naa saa langt omkring, som hun helst skal og vil.
Hvorfor er nu dette fortalt her i Kristeligt Kvindeblad?
Jo! for det første mangler der Sygeplejersker. Ctf’s. Mænd ved det, der raabes til os: Skaf os Sygeplejersker! Foreningens Maanedsblad „Sygeplejen" har stadig stigende Antal Annoncer om Sygeplejersker. Maaske kan jeg her bære Bud til unge Kvinder, som har Lyst til Gerningen; kom til os, Fru Pastorinde Blauenfeldt kender os og ved, at vi ikke narrer Eder i en Fælde, men tværtimod vil hjælpe Eder til at faa Velsignelse ved at være til Velsignelse for de syge og lidende.
For det andet er der alt for faa Sygeplejevirksomheder her i Landet. Hvor ofte faar Folk ikke at høre, at de syge maa paa Sygehuset, fordi de ingen ordentlig Pleje kan faa hjemme, eller, at de først langt om længe kan faa de syge hjem fra Sygehuset, fordi de under Rekonvalescensen skal have en Behandling, som ingen uden den uddannede kan give.
Hvor gerne vil vi ikke beholde de kære syge hjemme. Ved Operationer og lignende maa vi af med dem, men ellers - spørg de Steder, hvor der er en Sygeplejerske, de vil ikke for nogen Pris af med hende, og Lægen er tilfreds, naar der er en Sygeplejerske i mange Tilfælde, hvor han ellers maatte henvise til Sygehuset.
Netop derfor har Sygeplejesagen stedse stigende pekuniær Støtte hos Amtsraad, Kommuner, Sygekasser o. s. v., fordi de foruden at tjene Hjemmene sparer disse Institutioner for mange Sygehusudgifter og megen Lægehjælp.
Lad mig da lægge Kristelig Kvindeblads Læsere paa Sinde at søge oprettet Sygeplejeforeninger eller Menighedsplejer i deres Kredse, det kan lette dem selv mange pinefulde Timer, hvor de gerne vilde bringe de kære Hjælp, men manglede faglig Uddannelse, og de kan udadtil gøre hans Gerning, der sluttede Samtalen om den barmhjertige Samaritan med at sige:
„Gaa hen og gør ligesaa!"
