« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Øst til Vest. Kvinders Stemmeret i Forhold til Hedningemissionen
Af Dr. med. Helen B. Hanson, tidligere Læge paa Missionshospitalet i Lucknow i Indien.
(Udgivet af Church League for Wormen’s Suffrage, 11 St. Mark’s Crescent, Regents Park, London, N. W. Pris 2 Pence.)
I sidste Nr. lovede vi at bringe et Uddrag af dette lille Skrift, skrevet af en tidligere kvindelig Lægemissionær i Indien.
Som Motto staar: »Det rører Eder ikke, alle I, som gaar forbi ad Vejen«. Begr. 1; 12.
Derefter fortæller Forf., at i den lille Vejledning til daglig Forbøn, Verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910 udsendte til Deltagerne, tog Lederne af Mødet sig det Ansvar paa, at udtale som sin Formodning, at Grunden til, at Kristendommen havde en saa forholdsvis langsom Udbredelse i de hedenske Lande, muligvis var den, at en eller anden skæbnesvanger Svaghed klæbede ved Hjemlandenes Kristendom.
Efter Anvisningen til Forbøn lyder det saaledes:
Bekendelse og Bod.
For Manglerne ved vor Opfattelse og Udførelse af Kristendommens Tanker, der hindrer dens Udbredelse.
„Grunden til, at Missionsbevægelsen ikke er kraftigere og sejrrigere ude paa de Missionsmarker, hvor den allerede virker, er, at Livet i Hjemlandets Kirker ikke er, hvad det skulde være. Dr. Stewart fra Syd-Afrika fremsætter et meget alvorligt Spørgsmaal, om den Kristendom, vi sender fra Land til Land ikke er behæftet med et aller andet, der bringer Skam over den, og som forhindrer dens vide Udbredelse......
Vor Kommen til Kort vil gaa igen ude paa Missionsmarken, først i vore Missionærer og derefter i deres omvendte". -
”John. R. Mott.”
„Saaledes er Kirken", fortsætter Forf., „af Autoriter fra hele Verden og tilhørende alle Kirkesamfund bleven anmodet om at undersøge, hvorledes den i Grunden leder sine Sager derhjemme. Samtidig med at denne Opfordring fremkommer, er det en stadig voksende Overbevisning blandt troende Mennesker, at den Holdning Kirken har indtaget overfor Nutidens mest storslaaede Bevægelse, Kvindebevægelsen, er en virkelig Anstødssten, der ligger som en Hindring for Verdens Evangelisation.
Jeg henviser til den Maade, hvorpaa Kirken officielt fuldstændig har ignoreret og gennem sine enkelte Repræsentanter ofte bittert bekæmpet hvert eneste nyt Udslag af Kvindebevægelsen: f. Eks. naar Kvinder i tidligere Tid ønskede bedre Uddannelse, eller en Doktorgrad, eller nu, da de ønsker at tjene deres Køn som Dommere eller ved at tage Del i Lovgivningen.
Det er saa meget besynderligere, at det virkelig er saaledes, som en af Kirkens Hovedbebrejdelse mod de ikke kristne Religioner er den lave Stilling i Samfundet, de giver deres Kvinder. Det er desværre en uomstødelig Kendsgerning, at Navnet paa den, der maaske er den største Forkæmper for Kvindesagen gennem Aarhundreder, ikke er Navnet paa en af Kirkens store, fremragende Mænd, men - John Stuart Mill.
Nogle regner naturligvis dette at sammenstille det, der beskæftiger sig med det menneskelige Samfunds Vel under et (det man kalder Politik), og det, der beskæftiger sig med Menneskeslægtens Vel enkeltvis (et fremtrædende Træk i det, de kalder Kristendom) som en ganske frygtelig og urimelig Ting.
Disse gode Folk kunde jeg imidlertid have Lyst til at minde om, at det gamle Testamente myldrer med Indlæg for Retfærdighed i det borgerlige Samfund, og tillige, at det er Missionærerne i Kina, der har gjort allermest for Udryddelsen af Opiumslasten, og at det var Missionærerne i Afrika, der først tog til Orde mod Mishandlingen af de Indfødte i Kongostaten. Og begge disse Spørgsmaal vedkom Lovgivningen, Politiken og det internationale Forhold mellem Staten".
Forf. bringer derefter et Uddrag af det Budskab, Edinburgh Konferencen udsendte til Hjemlandenes Kirkesamfund, hvori Øjeblikkets Alvor paapeges: Aabningen af de længe lukkede Lande og de store aandelige, sociale og politiske Bevægelser derude. De næste ti Aar vil sandsynligvis bringe et Vendepunkt i Menneskeslægtens Historie og en Krise i Menneskenes aandelige Udvikling. Hvis disse betydningsfulde Aar ikke bliver benyttede, vil der gaa noget i Stykker og bliver noget spildt, som mange Aar ikke atter vil kunne oprette.
Det er ikke alene den enkelte Kristen eller det enkelte Kirkesamfund, der bør besjæles af en ny Aand, men det er en paatrængende Nødvendighed, at Folkelivet og den nationale Indflydelse som et Hele maa blive kristnet, saaledes at det hele Pres, den hele Indflydelse som Vesten maa øve paa Østen, de stærkere Racer paa de svagere, maa stadfæste i Stedet for at svække det Budskab, Missionæren bringer.
Gud forlanger af os alle en helt ny Slags Sind, varmere, kraftigere og mere selvopofrende end hidtil.
Forf. begynder derefter at undersøge, hvorvidt Kristendommens Tanker virkelig sker fyldest i de kristne Lande. Og denne Undersøgelse viser, at Kvinden som Kvinde herskes over i Vesten ganske som i Østen, uden at man spørger om hendes Mening - og dette er ifølge Swift ganske simpelt Slaveri. Manden alene laver de Love, hvorefter hun har sig at rette. Han tager hendes Penge, uden at spørge hende derom; han bruger dem uden at raadføre sig med hende (dette - at betale Skat uden Indflydelse paa, hvortil den skal bruges - kaldes, naar det praktiseres af Mænd mod Mænd „Røveri" og „Tyrani").
Hjemmets Ordning hviler ifølge Guds Ord paa Hustruen, men trods dette, er det Manden alene, Manden valgt af Mænd, der i Rigsdagen sidder og bestemmer alt om Hjemmet lige til, om et tilstrækkeligt Antal Fødselshjælpersker kan blive ansatte, om og naar Hustruen maa faa Lov til at arbejde for Føden til sig og Børnene o. s. v. Vi taler om Forældre, men Moderen har ikke den samme Ret over sit ægtefødte Barn som Faderen. Det er Faderen, der bestemmer, hvor det skal være, i hvilken Religion det skal oplæres, dets Skolegang, Vaksination osv.
For kort Tid siden blev der offentliggjort et meget interessant Brev fra en indisk Dame, gift med en praktiserende Læge derovre. Hun fortalte, hvorledes en Hindukvinde var kommen til hendes Mands Poliklinik lidende af Følgerne af en slem Forbrænding. Og hun fortalte da, at hun havde levet lykkeligt med Mand og Børn, indtil hun en Dag kom for nær til Ilden. Hendes Klæder fængede, og hun blev saa forbrændt, at hun ikke længere kunde passe sit Hus. Hendes Mand jagede hende derfor bort og tog sig en anden Kone. Hun kom hen til Doktoren og bad ham blot at se at faa hende saa rask, at hun kunde komme tilbage til sin Mands Hjem som en Tjenestekvinde uden Løn, saa at hun dog kunde være i Nærheden af sine Børn.
Det er en sørgelig Historie, men selv i det kristne England, fortæller Forf., skete der samtidig en Begivenhed, der vakte en Del Opsigt. En gift kristen Kvinde, var af sin egen Mand bleven berøvet sine to Børn - det ene kun et Par Maaneder gammelt. Derefter narrede han hende bort fra Hjemmet under Paaskud af, at hun der og der skulde finde Børnene. Mens hun var borte, solgte han alle Møblerne og forsvandt med Pengene. Konen henvendte sig om Hjælp til Politiet, men dette erklærede, at Manden havde Retten baade over Børnene og Bohavet, det kunde ikke hjælpe hende. Hun henvendte sig til den højeste Authoritet i Irland. Han svarede, at han havde faaet det Raad ikke at befatte sig med denne Sag. Da Sagen senere kom paa Tale i Rigsdagen, erklærede Ministeren for Irland, at Manden var i sin gode Ret. Loven havde givet ham Forældreretten over Børnene!
Hvilken Forskel er der i Grunden mellem disse to Kvinders Oplevelser?
Det skulde ikke undre mig, slutter Forf., om den indiske Læges Hustru fortsatte og sagde, at hun stadig bad Gud om, at de engelske Kvinder snart maatte vinde deres Stemmeret, fordi, naar de først var fri, vilde de ikke tillade, at deres indiske Søstre blev behandlede, som de blev. Dette vilde sikkert ligge i alles Interesser, der interesserer sig for Missionen, for en Flod kan aldrig hæve sig over sit Udspring.
Forf. taler derefter om, hvorledes Lovene i det kristne Land byder Kvinden lavere Løn for sit Arbejde end Manden, hvorledes de stiller hende i Tilfælde af Skilsmisse, i Retning af Raadighed overfor den Formue, hun har medbragt i Ægteskabet o. s. v. og viser derefter, at vi ikke altid har Ret i vor Forargelse over Hedninger og Muhamedanere og over Glæde og Stolthed over os selv.
Hun omtaler vor Forargelse over Barneægteskabets Forbandelse i Indien, men hvor haard Straf faar en Mand for at øve Voldtægt mod et 12 Aars Pigebarn i England?*)
Hvad skal vi sige om Danmark? Hvormange troende Kvinder kender vore Love paa dette Punkt eller bekymrer sig derom.
Red.
To Aar! Er der ikke en Bjælke, vi kunde behøve at fjerne fra vore egne Øjne? Har Kirken nogensinde protesteret mod disse Misforhold?
Vi roser os af, at Kvinden er skærmet og beskyttet i de kristne Lande. Har vi egentlig Grund dertil?
Forf. fortæller meget betegnende, om en Mand fra Ny Zealand, der nu bor i England, og som i 1910 blev opfordret til at skrive under paa en Adresse til Regeringen om at give den engelske Kvinde Stemmeret: „Det har jeg ikke Lyst til", sagde han. „Paa Ny Zealand, hvor Kvinderne har Stemmeret, faar man 6 Maaneder for at give sin Kone Klø, her kan man gøre det for 5 Shilling (ca. 4,50 Kr.).
En meget kendt og anset Dommer sagde nylig: „Halvdelen af de Forbrydelser og over Halvdelen af al den Elendighed, som jeg kommer under Vejr med under mine Embedsforretninger, skyldes den Ide, at Manden alene skal herske". „Og dette er vi jo Skyld i", sagde en amerikansk Arbejderkone i sin Henvendelse til Guvernøren i sin Stat om Stemmeret, „for vi har jo selv gjort dem saa indbildske".
Som i Danmark saaledes i England - dog langt værre - faar Mænd bestandig en meget højere Løn end Kvinder. Man siger, at det kommer af, at Manden skal underholde Familien, men Pebersvendene faar ingen Afkortning i Lønnen, og Enkerne faar ikke det samme som en Mand; i London er der Distrikter, hvor 80 pCt. af Børnene underholdes af deres Mødre; men dette tages der intet Hensyn til, naar disses Løn fastsættes. Efter at have anført et Par særlig graverende Tilfælde, fortsætter Forf.:
„Ved en underlig Skæbnens Ironi, hørte jeg netop om det sidste Tilfælde, just som jeg fik Anmodning om at skrive en Brochure om Indien. For at give mig Anvisning paa, hvor stor den maatte være, sendte man mig samtidig et lille Skrift, der handlede om de indiske Enker. Alt hvad der blev sagt om dem, var saa sørgelig sandt, men til Slutning konstateredes der med Tilfredshed: „Her hjemme sørger vi rigtignok med anderledes Omhu for Enkerne". Kan man tænke sig noget, der strider mere himmelraabende mod de virkelige Forhold? Og kan I, der undertiden sørger over den Ligegyldighed „hvormed det engelske Folk møder Kvindernes Lidelser i det fjerne Indien - smerteligt berørte ved deres Forsikring om, at „Hinduismen er god for Hinduerne" - egentlig undres derover, naar vi ser oplyste, engelske, troende Kvinder være saa rædselsfuldt uvidende om de virkelige Forhold i deres eget Fædreland. Hvis vi som Kristne ikke er forrest i Rækken i Retning af at elske de Søstre, vi har set, hvorledes kan vi da undre os over, at de andre ikke elsker de Søstre, de ikke har set".
Forf. spørger om der er noget, der mere end „Svedesystemet" - det, der udpiner den arbejdende Kvinde ved usselt betalt Slid - strider imod baade det gamle og det nye Testaments Tankegang.
Hun paaviser, hvorledes Erhvervelsen af Stemmeretten i Australien har hævet Kvindens Løn, og hun fortsætter:
„Med disse Kendsgerninger for Øje, kan vi jo nok vedblive at fordømme Hindu-Religionen for dens Mishandling af Enker, men vilde det ikke være mere passende om vi først selv holdt op med at „opæde Enkers Huse?" „Er dette den Faste, der behager Gud? Er dette at løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, give de fortrykte fri og sønderbryde ethvert Aag? Er dette at dele sit Brød med de fattige og klæde de nøgne? Er det den Maade, hvorpaa vi skal bringe den sande Tro til Udførelse og besøge de faderløse og Enkerne i deres Trængsel; er dette at gøre Ret og elske Barmhjertighed, som Herren forlanger, vi skal gøre?” Der trænges til kraftige Argumenter, for at faa nogen til at tro, at dette er Tilfældet, og til meget vægtige Grunde, om vi skal kunne retfærdiggøre, at vi, enten ved Ligegyldighed eller Modstand, modsætter os deres alvorlige og ihærdige Arbejde, der søger at raade Bod paa alle disse Misforhold".
Vi har her meddelt Hovedindholdet af første Halvdel af det lille udmærkede Skrift. Sidste Halvdel, der særlig berører Moralen, og som om muligt er endnu bedre, vil vi bringe i næste Nr. Red.
