« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Øst til Vest
II
Vi lovede i sidste Nr. at bringe et kort Uddrag af sidste Halvdel af Lægemissionær Frk. Hansons lille udmærkede Piece.
Vi lader hende selv tale:
„Saa er den frygtelige Umoralitet. Lad os først berøre Lasten som Fattigdommens Følgesvend. Mange Kvinder drives ud i Gadelivet som det eneste Middel til at underholde sig selv og deres Børn. De kan henvende sig til Fattigvæsenet, men det skiller dem ved deres Børn, og den voldsomme Hængen ved Børnene, som mange af disse Mødre besjæles af - jeg kender den gennem mangeaarigt Arbejde blandt de fattige - maa man i Grunden beundre, ja ofte næsten undres over. Saa er der Butiksfrøkenerne - baade en, to og tre Gange og mer er det bleven sagt til disse unge Piger, at de let kunde tjene sig „lidt ekstra".*)
*) Dette er ogsaa sket i Danmark, Red.
Hvad er det for Tilstande i et kristent Land? Er det for fattigt til at give sine Kvinder et ordentligt Levebrød ? Er det rigt nok til, at Mænd kan spendere saa meget paa deres umoralske Fornøjelse, at de kan gøre Lasten til den mest indbringende Forretning? Hvis Kvinderne havde noget at sige over Anvendelsen af Indkomsterne, mon der da vilde herske saadanne Tilstande?
Rent bortset fra Spørgsmaalet, om det er Synd eller ej, er de rent legemlige Følger af Lasten frygtelige. Halvdelen af Blindheden i Verden, Tusinder af Underlivssygdomme, Hundreder og Tusinder af Børnesygdomme og Børnedødelighed skyldes Mandens og Faderens Synd. Og samtidig taaler disse Mænds Ofre - drevne ud i deres frygtelige Levevej ved Bedrag eller Fattigdom - sjældent Gadelivet mere end 5 Aar. Og desuden narres Hundreder af uskyldige unge Piger hvert Aar til Udlandet for at leve et Liv i Skam. Og hvor behandles disse oprørende Tilfælde ikke langsomt og lempeligt af Lovgivningen? Forf. omtaler derefter, at det tog Josephine Butler 17 lange Aar at faa den lovbeskyttede Prostitution afskaffet i England, men i Indien findes den endnu. Hvorledes kan man vente andet end, at Indiens Folk vender det døve Øre til, naar man i høje Toner priser Kristendommen som en højere og renere Religion, naar de samtidig ser saakaldte Kristne sende Bud ud i deres Landsbyer efter „unge Piger af tiltalende Ydre" til Forlystelse for deres Soldater, og naar de ved, at en højtstaaende militær Embedsmand - „tilfældigvis" en alvorlig Modstander af Kvinders Stemmeret - for faa Aar siden gav den sin Autorisation.
Nogle spørger om, det vil hjælpe noget paa saadanne Misforhold, om Kvinderne faar Stemmeret. Forf. anfører som Svar herpaa den Kendsgerning, at da en Deputation under den sidste liberale Regering i England henvendte sig til Mr. Gladstone angaaende den hvide Slavehandel, svarede han, at der ikke kunde gøres noget, førend der blev øvet tilstrækkeligt Pres paa Regeringen. Premierministeren, Mr. Asquith, har selv udtalt, at dette Pres maa øves af Vælgerne, og vi ved alle, hvilke haarde Modstandere baade han og Mr. Gladstone er af Kvinders Stemmeret.
Kravet om Stemmeret lyder ikke alene fra England, men fra alle de civiliserede Lande, særlig fra alle de Kvinder der, som har mest Erfaring i socialt Arbejde, i Fattigkvartererne, Diakonisser og lign. Søsterskaber, fra Medlemmer af Frelsens Hær o.lgn. Og et stedse voksende Antal af Præster, Biskopper, Gejstlige af alle Kirkesamfund, Lærere, Forfattere og 97 pCt. af de kvindelige Læger kræver den. Og alle de Lande, hvor Kvinderne har faaet Stemmeretten, roses den i høje Toner. Jeg vil blot her anføre en Udtalelse af Biskoppen af Labuan og Sarawak (Australien) Rev. W. Robert Mounsey: „Jeg skrev under paa en Adresse om Kvinders Stemmeret for 10 Aar siden i Sydney, og jeg er glad ved, at jeg gjorde det. .... En stakkels Missionsbiskop ser Spørgsmaalet i hele sin sørgelige Virkelighed og undres over, om det kristne England i Grunden er mere retfærdigt, end de Hedninger, han kender."*)
*) Alle Udhævelserne er af os. Red.
Det er sandt, at mange Kvinder endnu ikke ønsker Stemmeretten. Jo, men mange Slaver raabte i gamle Dage op imod deres Befrielse, og mange Kvinder i Indiens Zenanaer betragter endnu deres Fangenskab som en Hæder og Ære.- - I den gamle indiske Lovbog, Manus Bog, staar bl. a.: „Det er ikke en Synd, der medfører Tab af Kaste, at sværge falsk over for en Kvinde". Det lader heller ikke til at være Synd i engelsk Politik. I 1884 forpligter over 100 Rigsdagsmænd sig til at stemme for en Tilføjelse i Valgloven, der vilde give Kvinderne Stemmeret. Men de stemte imod den efter Mr. Gladstones Anvisning, og beholdt alligevel deres Mandater**).
**) Læs Stykket i „Brudte Løfter" i dette Blads Nr. 6 1910. Red.
Manu siger ligeledes: „Stol paa en Tyv, en Morder, en Barbar, men stol aldrig paa en Kvinde". Dette anføres undertiden som Bevis paa, hvor langt Hinduismen staar under Kristendommen, men her siger vi jo i Gerningen: „Stol paa en tidligere Lovovertræder, stol paa en Mand, som ved sit umoralske Liv har saaet Sygdom og Død blandt Hustru og Børn, stol paa en Udlænding, der har faaet Indfødsret, men stol aldrig paa en Kvinde".- - Strider det ikke næsten mod Moralen, at vi i et saakaldt kristent Land, hvor vi dyrker den Gud, hos hvem der ikke er Personsanseelse, i den Grad sætter fysisk Kraft i Højsædet, at vi vælger at lade os regere udelukkende af det Køn, der som Køn, saa langt fra at frygte Gud mest, begaar 5 Gange saa mange Forbrydelser som det andet, drikker mere, spiller mere, bander mere, og som ifølge 7 af 11 fremragende juridiske Autoriteters Udtalelser overfor Skilsmissedomstolen er saa skrøbelige i moralsk Henseende, at man er absolut nødt til at bære over med dem? Har den hjemlige Kirke haandhævet den kristne Moral? Er dens Hænder rene? Har Kirken protesteret, hvor den burde protestere, eller har den, samtidig med at den i de hedenske Lande har pralet med den Frihed, Jesus Kristus bringer, ved Tavshed lukket Øjnene for Frihedshindringerne hjemme, hvorved Kvinderne er bundne saaledes, at de ikke kan tjene deres Slægt enten ved lovligt Forsvar af de fattige og undertrykte, ved Deltagelse i Lovgivningen, eller paa andre Maader? Har den ikke snarere tilladt, at man lagde paa hendes Skuldre Byrder tungere, end hun kunde bære?
- - Hjemme har vi Tusinder af dygtige, dannede og troende Kvinder og Mænd, der i stor Udstrækning elsker deres Næste som dem selv, og som i den Grad hungrer og tørster efter Retfærdighed i det borgerlige Liv, at de er villige til at døje det utrolige af Slid, Forhaanelse og Lidelse for at naa deres Maal. Hvorledes stiller de sig til Østens Kvinde? De undersøger Forholdene derude besjælede af Ønsket om at forbedre dem. Nu vel, naar de faar Stemmeretten, vil de med stor Kraft kunne kaste sig over Løsningen af disse Østens store Spørgsmaal - skal de arbejde for disse uden Støtte af Missionærerne? Beklager vi ikke alle, at Østens Undervisning er løsrevet fra Kristendommen, og alligevel tror jeg aldrig det er hændt, at et Missionsselskab har vedtaget en Resolution, der udtaler sin Sympati for den Sag, disse fortræffelige Kvinder kæmper for, hvorved vi vilde knytte dem til os til Samarbejde, naar Lejlighed gaves! Maa jeg fremkomme med et Eksempel fra min personlige Erfaring? For kort Tid siden var man ved at danne et Udvalg for en stor international (ikke-religiøs) Kongres. Medlemmerne af dette Udvalg var de ypperste i Sagkundskabens, Velgørenhedens og det sociale Arbejdes Verden. Til min store Forbavselse blev jeg anmodet om et Interview af Sekretæren og om at tiltræde Udvalget. Og det gjorde jeg. Vi talte over en Time sammen om indiske Forhold. Jeg maatte fremlægge Modeller til Kvindehospitaler og Fortegnelse over allerede udførte Operationer, og det endte med, at der paa Kongressen blev udstillet en meget interessant Samling af Modeller, Fotografier og Mærkværdigheder fra Missionsarbejdet derude. Sekretæren ønskede, sagde han, at forevise paa Udstillingen alt, hvad der fandtes af Kvinders Arbejde i Indien. Jeg undredes over, hvorledes han havde opdaget min Ringhed, og jeg fandt da tilsidst ud af, at jeg ved et anglikansk Møde for Kvindestemmeret havde siddet ved Siden af en fremragende lærd Dame, en Ven af ham; vi havde talt sammen om Indien, og hun havde gjort ham opmærksom paa mig. Nu vel, kan dette hænde den ringeste af Missionærer, hvad kunde der da ikke ske, om Missionsselskaberne viste Interesse? Det kan jo ikke omstrides, at om vi forbigaar Kvindestemmeretssagen med Tavshed, forbigaar vi den i Virkeligheden med Foragt.
Der er desværre endnu i England troende Mennesker, der ingen Interesse har for Missionen, og endnu Mennesker dér, der ikke bryder sig om Kristendommen. Men mon disse Mennesker i Grunden har saa let ved at forandre Mening, naar de inde ved et anglikansk Missionsmøde lytter til varme Opfordringer til Medynk med den hedenske Kvindes lave og foragtede Stilling, og saasnart de kommer udenfor, hvor de ogsaa træffer en Kvinde, der varmt taler Kvindernes Sag - maaske endda ved et anglikansk Stemmeretsmøde - ser hende mødt med Uvilje og Foragt af de samme Præster, der havde arrangeret det første Møde.
Naar ikke-kristne herhjemme spørger, hvorledes Kirken stiller sig til denne store Reform, maa vi bøje vort Hoved med Sorg og Skam.
Forf. omtaler videre, hvorledes vi ofte i Missionsbladene læser om indelukkede Kvinder, der med stor Interesse er begyndt at lytte til Evangeliet, men som en Dag under Taarer siger til den kvindelige Missionær, at hun ikke maa besøge dem længere, fordi Husets Mænd forbyder det. Fra det Øjeblik er de udelukkede fra al Indflydelse fra Missionens Side, og vi tænker med Gru paa de tyranniske hedenske Mænd. Men ser vi ikke hjemme troende Mænd, hvis Hustru omhyggeligt maa skjule, at hun sympatiserer med, maaske lider for Stemmeretsbevægelsen, fordi hendes Mand aldeles ikke taaler, at hun lukker sin Mund op derom?
(Sluttes).
