« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Odensekredsen.*)
*) Redaktionen vilde sætte megen Pris paa at faa lignende Meddelelser fra de andre Kredse.
Red.
Odense Kredsen blev stiftet 1909 med Indre-Missionær Hans Kristensen som Formand. Foreningen tæller nu 47 Medlemmer. Vi har haft flere vellykkede, offentlige Møder, hvor vi af fremmede Talere har haft den Glæde at høre Fru Blauenfeldt og Fru Michelet fra Norge. Vi fik desværre ikke Fru Blauenfeldts Taler refererede; af Fru Michelets vil vi gerne have Lov at sende nogle korte Uddrag. Paa det første Møde, Fru M. holdt her i Odense, behandlede Fruen Spørgsmaalet: „Er Deltagelsen i det offentlige en Fare for vort personlige Kristenliv"? Aaret efter i April bad vi Fruen tale her over Emnet: „Hvad kan der gøres for at højne vore unge Kvinder og skabe gode Hjem"? Begge Foredragene blev behandlede paa en særdeles fin og tiltalende Maade, og Spørgsmaalene blev godt oplyste fra forskellige Sider. Vore private Møder bliver holdte i Hjemmet hvor vi ogsaa har haft den Glæde, at en af vore Præster har talt varmt for Kvindernes Sag. Biskop Monrad skal engang have sagt „Opdrag vore Kvinder, saa opdrager du vort Folk", og vi kan vist alle blive enige om, at det er sandt. Vi Kvinder ønsker Lejlighed til mere Uddannelse for ikke at være Mændene altfor underlegne i vort Arbejde ogsaa for Hjemmenes Skyld.
Referat af Professorinde Michelets Møde i „Kristelig Kvindevalgrets-Forening".
Vort Emne: „Er Deltagelse i det offentlige Liv en Fare for det personlige Kristenliv?" rummer et brændende Spørgsmaal. Det personlige Kristenliv er Sjælens Liv i Gud; staar dette Liv i Fare, naar vi tager det offentlige Livs Krav op? Ja, det offentl. Liv rummer en Fare, fordi det bringer os ind i saa mange vanskelige Forhold, stiller saa store Krav og frembyder saa mange Fristelser. Altsaa har de Ret, som mener, at vi ikke bør tage Del i det offentl. Liv, tænker Du maaske; lad os se en anden Side af Sagen: „Er det hjemlige Liv farefuldt for Kristenlivet?" - Ja, nævn en hvilken som helst Stilling, og den, som indtager denne, vil sige, den rummer de største Farer for det personlige Kristenliv.
Hos os selv, i vort eget Hjerte, der ligger den største Fare for vort personlige Kristenliv. Nogle mener at Deltagelse i offentl. Liv vil bringe Hovmod og Storhed med sig, men leves Livet ret i Gud, da skal man nok faa se sin egen Ringhed og holdes nede i Ydmyghed. Hvad er da det offentl. Liv? Vi kan ikke gaa uden for vor Dør uden at møde det, overalt ser vi det. Hvad har vi gjort for at faa det forandret, som er galt i det offentl. Liv? Skolen, Undervisningen og alt andet i det kommunale Liv, vedkommer det os? Om der sørges for de uægte Børn, de gamle og fattige, skulde det vedkomme os? At en troende Kvinde kan sove over for det og i Kraft af sin Kristendom sige: det vedkommer ikke mig, forstaar jeg ikke. Vore Børn skal leve i disse forfærdelige Forhold, der eksisterer i det offentl. Liv; tør Du da sige: det vedkommer ikke mig? Gid vi maatte vaagne for vort store Ansvar overfor det offentl. Liv. Vi tager Skade paa vort personlige Kristenliv, naar vi sover og ikke tager Del i Arbejdet.
Hvordan læser vi vor Avis, følger vi med i de største Spørgsmaal? mange læser kun Anoncer og den Slags; findes der ingen Interesse for de store Spørgsmaal, da føles intet Ansvar. Ungdommen har saa mange brændende Spørgsmaal, men har Kvinden ej Interesse derfor, kan hun ikke vejlede de unge. - Ansvaret har vi; vi kan derfor ikke nøjes med at mene, at Moralen er slet, naar vi ikke tager Arbejdet op derimod; thi ser vi Ansvaret og handler ej derefter, da tager vi Skade paa vort personlige Kristenliv.
Der er ganske vist mange Kvinder, der ej kan gaa fra sit Hjem, og den Gerning i det offentl. Liv, der gøres paa Bekostning af et Hjem, er af det Onde; men mange fører et Luksusliv og har baade Tid og Kræfter til Raadighed. - Jesus sendte sine Disciple ud i Verden og bad sin Fader „ikke at tage dem ud af Verden, men bevare dem fra det Onde". Spørgsmaalet bliver saa dette: „tør jeg uden at skade mit personlige Kristenliv kaste Ansvaret fra mig?" „Nej! Ikke ud af Verden, men ubesmittet af det Onde". Mener Du kun at have det ene Talent overfor Arbejdet i det offentl. Liv, brug det da ved at bede for dette bølgende Liv, som er udenom os. Gid det personlige Kristenliv maa præge Kvinden, og gid de troende Kvinder maa bringe deres Indsats i Arbejdet, ikke gaa i Vejen for Manden, men bringe det kvindelige frem.