« Tilbage til søgeresultaterne
Studiet af Samfundsspørgsmaal
Referat af et Foredrag paa K. F. U. K.s Konference i Berlin 20. Maj 1910.
Af Constance Smith.
Daggryet er noget, der kommer lidt efter lidt. Lyset kaster først sine Straaler paa de højeste Bjerge, derpaa paa de lavere liggende Højder og tilsidst gyder det sig ud over Slette og Strandbred, By og Landsby. Som et Sidestykke hertil har vi set det hele Indhold af Kristi Budskab efterhaanden folde sig ud, vi har lært at se, at han er Herre, ikke alene over vor Aand, ikke en Gang alene over vor Aand og Forstand i Forening, men over det hele Menneske - „Aand, Legeme og Ejendom". Intet mindre end alt menneskeligt Liv er med Rette underlagt hans Herredømme.
Vi har været længe om at se dette. Vi har søgt at dele Livet i to Dele - det aandelige og det timelige. Og paa den Maade er det gaaet til, at vi ganske stille har fundet os i det onde og givet Guds Vilje Skylden derfor i Stedet for at forstaa, at Aarsagen dertil var Menneskers Synd.
Det har ikke altid været saaledes. I Middelalderen var der Lysglimt i Mørket. I selve den Tanke, den middelalderlige Forbindelse mellem Kirken og Staten, Paven og Kejseren laa der en Spire af den dybeste Sandhed. Men Tanken blev hindret i at komme til Udførelse. Den nye Industriens Verden, der fremkom ved Indførelsen af Maskinen, tillod ikke noget andet Baand mellem Arbejder og Arbejdsgiver end Løn-Baandet, det, ved hvilket den sidste købte den førstes Arbejdskraft saa billigt som muligt, mens Samfundet stod og saa til, altfor samvittighedsfuldt til at gribe ind.
Tiden har lært os at se lidt anderledes paa den Sag. Vi har lært, at det er en farlig Sag, naar Samfundet ufølsomt staar og ser til, mens dets svagere Medlemmer bliver undertrykte. Thi vi er blevne klare over vort Ansvar. Disse undertrykte er vore Tjenere, dem, der usynligt sørger for vore Fornødenheder, vort Velvære, vore Fornøjelser.
Og Statsøkonomien - en ny Videnskab - lægger sig som en Tyngsel paa den vaagnende kristne Samvittighed, og erklærer, at de usseltbetalte, overanstrængte og forslidte er en Svækkelse for Samfundet, Kilde til en Fare, ikke alene for dem selv, men for enhver Klasse af deres Medborgere, for deres Land, for hele Verden. „Naar et Lem lider, lider de alle". Det er ikke alene en aandelig Theori, men en videnskabelig Kendsgerning. Ikke et Barn bliver forkrøblet af for tidligt og for strængt Arbejde, ikke en Kvindes Helbred lider Skade ved for lav Løn, hvilket betyder det samme som Underernæring, ikke en Mand bliver i sin kraftigste Alder smidt hen paa Arbejdsløshedens Skarndynge, uden at vi alle kommer til at lide for det i det lange Løb. Vi er hverandres Lemmer; og vi maa bære hverandres Byrder, enten vi vil eller ej.
Alle vore Fabrikslove, vore Sundhedslove, vore Loves Forsøg paa at regulere de Forhold, hvorunder vore unge Piger og Kvinder skal udføre deres Arbejde, og paa at sikre dem Løn for dette, er ifølge deres Natur en Slags Reparationshandlinger - ufuldkomne Forsøg paa at udbedre Fortidens Forsømmelser. Naar jeg nu tænker paa mit eget Land, hvis Forhold jeg selvfølgelig kender bedst, maa jeg sige, at den gryede Dag berørte Børnenes Hoved først. Den begyndte med at skabe lysere Kaar for Drengene og Pigerne og derefter for Kvinderne. Den har med smertelig Klarhed fornylig kastet sit Lys over Fabriksarbejdersken som Moder med Henblik paa Spørgsmaalet om Forhindring af Børnedødeligheden. Dagslyset begynder at falde hen over Spørgsmaalet om Benyttelsen af farlige Stoffer i Manufacturindustrien og den Sygdom og Død, dette fører over dem, der her arbejder for os. Det har lært os Nødvendigheden af Erstatning for Lidelse og Tab fremkaldte ved deres Beskæftigelse.
Ved at faa Øjet opladt for de Vanskeligheder, den unge Kvinde staar overfor, naar hun paa Arbejdsmarkedet skal sælge sin Arbejdskraft, har vi lært at forstaa Nødvendigheden af de kvindelige Arbejderes Organisation og af at hjælpe uorganiserede overfor Faren ved uheldige Overenskomster, ulovligt Overarbejde og uretfærdig Afkortning af deres Løn.
Nødvendigheden af en Regulering af Lønnen*), af hvilken alt andet afhænger, er et Spørgsmaal, som vi alvorligt bør sætte os ind i. Vi maa søge at forstaa, hvad en ordentlig Løn betyder, og at Fagforeningen i Storbrittanien her har gjort et stort Arbejde.
....... Vi maa lære at sætte os selv i den kvindelige Arbejders Sted og forstaa, hvad mere eller mindre i Løn betyder for hende.
Der er endnu et stort Arbejde, der bør gøres, for at vi kan forstaa den store Betydning af mere Retfærdighed; K. F. U. K. har forstaaet det, og den maa ikke holde sig tilbage. „Vil det aldrig ske, at Mennesker samtidig med, at de bliver Kristne tillige bliver frisindede og kloge? Skal Forbedringen af vore Samfundsforhold altid lægges over i vanhellige Hænder? Har vi nogen Ret til at overlade Udførelsen af Guds Vilje til dem, der, selv om de nok gør hans Gerning, dog umulig kan udføre den i hans Aand?"
Lad ingen anse Arbejdet paa at øve Indflydelse paa Lovgivningsmagten, paa at organisere de unge, arbejdende Kvinder for at være betydningsløst, verdsligt eller uaandeligt. Det er den Maade, hvorpaa vi ser paa det, den Aand, hvori vi udfører det, der gør det helligt og til et Arbejde til Guds Ære.
*) Forstaar de mange troende Kvinder, der understøtter vore kristelige Redningshjem med deres Gaver, at Kvinders slette Løn spiller en Rolle ved de mange sædelige Fald?
Blot en eneste Ting. I en By her i Landet vilde K. K. F. gerne oprette et Hjem - et hyggeligt Pensionat - for unge Fabriksarbejdersker. Der er Hundreder i den By. De fleste bor paa kolde, uhyggelige Tagkamre, der i høj Grad frister dem til at søge til daarlige Steder, hvor der er Lys, Varme og Morskab om Aftenen. K. K. F. maatte foreløbig opgive al Tanke paa et saadant Hjem, fordi vi ikke havde Penge at sætte det i Gang og understøtte det med. Der blev sagt: „Havde det været et Hjem for unge Mænd, havde disse kunnet betale saa godt, at det kunde bære sig. Men Kvindernes Løn er for lav dertil". Skal vore unge Kvinder da gaa moralsk til Grunde, fordi Tanken „lige Løn for lige Arbejde" endnu ikke er forstaaet? Skal vi blive ved at give Penge til Redningshjem, fordi Kvindernes Løn er for lav? Eller skal den hæves, saa at Fabriksarbejderskerne kan faa „hyggelige Hjem rundt om i alle vore Byer".
Red,
