« Tilbage til søgeresultaterne
For sent
Alle Vinduer staar aabne i den store Fællesstue paa Hospitalet, og det er ogsaa nødvendigt, for Sommerdagen er hed, og alle Vinduerne vender mod Syd. Den dejlige, friske Luft blandet med Blomsterduft strømmer uhindret ind og virker vederkvægende paa de stakkels syge. Rundt om Vinduerne snor sig Ranker med hvide, duftende Roser og ved hvert Vindpust sender de deres Duft derind, af og til sammen med nogle hvide Blade. En lille Fugl gynger op og ned i en af de lange Grene; nysgerrig titter den ind, men pludselig flyver den sin Vej. Føler den instinktmæssig Forskellen. Udenfor Liv, Glæde og Fremgang, herinde Fortvivlelse, Tilbagegang og Død.
Det er lutter ganske unge Piger, der ligger herinde; saa godt som alle maa de bøde for deres daarlige, elendige Liv. Lad os imidlertid være varsomme i vor Bedømmelse af dem. Vi ved kun lidt om, hvorledes de er kommen saa langt ned. Nogle havde en svag Karakter, de var fattige, boede i daarlige Omgivelser, de var lette at vildlede. Andre var lokkede i en Fælde og kunde ikke komme løs igen. Atter andre var ligefrem opdragne til det daarlige Liv. Frygteligt! Af deres egne Forældre, der burde have ledet dem paa den rette Vej.
En ung Pige tildrager sig især vor Opmærksomhed. Hun ser næppe ud til at være tyve Aar. Endnu er der Spor af tidligere Skønhed, men de er næsten udviskede. De brune Øjne har et underligt dødt Udtryk; de runde, røde Kinder er nu blege og indfaldne.
Af og til skyder der sig en stærk Rødme op i det magre Ansigt. Den kommer som de sidste Livsytringer, inden Dødens Kulde lægger sig over det unge Legeme. Allerede i Morges ved Stuegangen gjorde Lægen Søsteren opmærksom paa, at den unge Piges Lidelser snart var til Ende. Søster van Dam, alle Patienternes gode Ven, er den syge unge Pige, Nellys, fortrolige.
Meget har hun allerede fortalt „Søster" om sin Ungdom, om de første Skridt paa Fordærvelsens Vej, om hvorledes hun senere ønskede at vende tilbage, men ikke mere turde, skræmmet bort ved en falsk Skamfølelse, en Skræk for hendes Kammeraters Spot og Latter. Og hun længtes dog saa inderligt efter at blive god igen.
Gang efter Gang har „Søster" sat sig ved hendes Seng og saa har hun fortalt:
Fader døde tidligt. Moder sad meget smaat i det med to Børn, min Broder og mig. Moder fortjente Føden til os ved at sy. Da jeg blev 14 Aar, kom jeg paa en Systue.
Der begyndte det. I Stedet for om Aftenen at gaa lige hjem, begyndte jeg at drive om paa Gaden.
Jeg vidste, at jeg var køn; det var tidt nok sagt mig. Men derfor behøvede jeg ikke at være en god Pige, derfor kunde jeg nok komme galt af Sted. Men det tænkte jeg ikke paa. Naar Herrerne tiltalte mig om Aftenen, troede jeg paa deres skønne Ord. Var jeg bare gaaet lige hjem, var alt dette aldrig sket!
Moder begyndte snart at ane noget. Jeg ser endnu hendes bekymrede Ansigt for mig, naar jeg kom hjem med en Løgn. Havde hun endda været vred og skældt ud, men hun var altid venlig, altfor god til mig.
En Gang hørte jeg Onkel sige til hende: „Hvis Nelly var min Tøs, saa...!" Moder svarede blot ganske stille: „Det nytter ikke at slaa, Vilhelm. Det er ikke den rette Maade overfor Nelly. Haardhed gør hende Fortræd. Hun er kun tankeløs og letsindig, men ikke slet".
Men var jeg ikke slet? Bedrog jeg ikke Mor hver eneste Dag. Prøvede jeg ikke at bilde hende ind, at vi havde saa travlt paa Systuen. Aa, kunde jeg blot nu en eneste Gang høre hendes kære Stemme; men hun er død nu; død af Sorg - over mig. Aa, er det ikke forfærdeligt, Søster!"
Og hun fortalte videre næste Gang:
„Tilsidst maatte jeg bort fra Systuen, og saa blev det værre endnu med mig. Jeg gik ikke mere hjem til Mor om Aftenen. Jeg fik fine Klæder og var vigtig af dem. Naar jeg sad der og syede den ene elegante Dragt til andre efter den anden, tænkte jeg, hvorfor skulde jeg ikke ogsaa skaffe mig smukke Klæder. Jeg skaffede mig dem, men hvorledes?
Forfængelighed og Letsind greb mig. Og alligevel længtes jeg saadan efter Moder. Sent om Aftenen listede jeg ned i den mørke Gade, hvor hendes lille Hus laa. Jeg turde ikke komme i Gaden om Dagen af Skræk for, at Naboerne skulde faa Øje paa mig og skamme mig ud. Jeg saa Moder sidde derinde, bøjet over Sytøjet; blegt og bekymret var det kære Ansigt. Jeg turde ikke gaa ind. Aa, havde jeg blot gjort det; saa vilde jeg være falden hende om Halsen, have fortalt hende om al min Synd og bedt hende om Tilgivelse. Alt havde da været godt igen. Moder var saa god. Hun havde tilgivet mig det alt sammen af lutter Glæde over at faa sit Barn tilbage igen.
Nu er det for sent. -"
Tilsidt fortalte hun:
„En mørk Vinterdag gik jeg ud paa Kirkegaarden. Den iskolde Regn slog mig i Ansigtet. Jeg rystede af Kulde og Angest. Jeg havde bestemt at gøre et Løfte, men nu da det kom til Stykket turde jeg næppe. Dog jo, jeg mandede mig op, og ved min Moders Grav lovede jeg højtideligt at ville begynde et nyt Liv. Paa Tilbagevejen mødte jeg bekendte. De lo ad mig, skammede mig ud, da jeg ikke vilde gaa med dem. Forsikrede mig, at det varede kun en Dag, saa var jeg den gamle igen. Vær stærk, tænkte jeg, men jeg havde ingen Kraft dertil. Jeg lod mig overtale, jeg gik med dem - for blot at synke endnu dybere, hvis jeg kunde det.
Fra den Tid af begyndte jeg at blive syg, men jeg blev alligevel ved med at drive om. Hvor har jeg dog lidt paa Legeme og Sjæl, til jeg endelig havnede her paa Sygehuset. Her har alle været saa gode imod mig. Her kan jeg have Lov til at ligge og tænke over mange Ting. Her forstaar jeg først ret, hvor slet jeg egentlig har været, hvorledes jeg selv har forspildt mit Liv.
Nelly er falden i en let Slummer.
Hør, hun ligger og smaasnakker i Søvne. Et Smil glider over det blege Ansigt; hun drømmer vist om den Tid, da hun endnu var god og ren. Væk hende ikke. Hun kan tidsnok vende tilbage til Virkeligheden.
De andre Patienter snakker og ler. Det lader ikke til at røre Dem, at der ligger en derhenne, der er ved at dø. De er selv saa ofte blevne behandlede hjerteløst, at det er som de har mistet al Medfølelse for andre. Nelly vaagner ved Støjen, og hun kalder paa Søsteren. Stemmen er ganske svag; man mærker, at hun har ikke langt tilbage.
Øjnene, som hun nu aabner helt, har ligesom noget af deres forrige Glans. Søster van Dam skynder sig hen til hende for at lægge Puden tilrette. Der er dødsstille i Salen.
„Jeg føler.... at jeg dør nu, Søster…. Tak.... for alting". Hun ser sig om i Værelset, lader Blikket hvile usikkert paa de andre Senge. Der hvorfra før lød Latter, lyder nu en sagte Hulken.
„Jeg er ikke bange for at gaa hjem nu.... Gud har tilgivet mig.... nu kan jeg bede Moder. . . om Tilgivelse". Det var Nellys sidste Ord. Man løber efter Lægen; da han kommer, kan han kun erklære, at Nelly er død.
Maatte de andre ogsaa forstaa, at de trænger til Tilgivelse, og vende om, inden det er „for sent".
(Efter det hollandske Sædelighedsblad „Orgaan").