« Tilbage til søgeresultaterne
K. K. F.s Aarsmøde i Odense 2. og 3. Juni 1912
Første Dag.
Dagen oprandt med det skønneste Vejr. Efter en god Formiddag i Guds Hus, samledes Deltagerne efter en yndig Sejltur opad Odense Aa i Fruens Bøge, hvor Eftermiddagen gik hen under fornøjeligt Samvær, noget der har sin store Betydning under saadanne Møder, fordi Sagens Venner lærer hverandre personlig at kende, og Venskaber sluttes, der kan faa største Betydning.
Ved Aftenmødet, der ligesom alle de følgende holdtes i K. F. U. M.s store Sal, talte, efter et Par indledende Ord af Formanden, Sekretæren for „Den danske Komité til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel," Hr. Cand.Jur. Therp. Da hans Foredrag senere efter hans egne Optegnelser vil komme her i Bladet, gengives det ikke her.
Derefter talte Pastor H. F. Poulsen fra Dalum om: „Hvorfor vi Af holdsfolk ønsker, at Kvinderne skal faa Stemmeret," det gengives her af Taleren selv i sine Hovedtræk:
Ved Afholdsfolk forstaar jeg alle dem, der har faaet Øje for den ved Drikkeriet fremkaldte Elendighed, og som derfor har taget Kampen op mod Drikkeskikkene og imod den nuværende omtrent ubegrænsede Udskænkning og Salg af berusende Drikke.
Naar der da spørges om, hvorfor vi ønsker, at Kvinderne skal faa politisk Stemmeret, kan det kort og godt besvares med: „Fordi vi i Kvinderne venter at faa vore bedste Forbundsfæller".
Særligt naar det drejer sig om Kampen for Afholdssagen gennem Lovgivningen.
Men kan der egentlig naas noget ved Lovgivning paa det Omraade? Mange tænker: Helst ingen Love her, helst fuldkommen Frihed. Lad Modstanden komme udefra ved Afholdsforeningernes Arbejde, ved Eksemplets Magt osv. Og ingen vil nægte, at det er det bedste. Det er jo ogsaa bedst, naar En af egen Drift lader være med at stjæle, bedrage, øve Vold. Men af den Grund lader som bekendt Lovgivningen ikke være med at tage sine Forholdsregler imod disse Forbrydelser. Men nu er Alkoholens Misbrug og fordærvelige Virkning saa uhyre, at der er god Grund til at træffe Bestemmelse i Lovene for at begrænse de skadelige Virkninger til det mindst mulige, og specielt værne dem, det gaar mest ud over.
Og hvem gaar det vel mere ud over end Kvinder og Børn. Derfor kan heller ingen have større Interesse i skarpe Forholdsregler imod Drikkeondet end just vore Kvinder.
Man skulde jo synes, at ogsaa det andet Køn engang maatte faa Øjnene op; desværre synes det her til Lands at vare lovlig længe dermed.
Herom bærer f. Eks den ny Beværterlov tilstrækkeligt Vidnesbyrd, naar den tillader, at der i Byerne maa være en Udskænkning af stærke Drikke for hver 350 Indbyggere - ja at et saadant Tal af Beværtninger under visse Forhold endog maa forøges.
Paa deri Vis vil Drikkeriet næppe blive hæmmet synderligt.
Eller naar vi ser, hvor karrigt vore Lovgivere bevilge Midler til Bekæmpelse af Drikkeondet, kan man ikke undgaa Indtrykket af, at de endnu ikke har Forstaaelse af den Sags overordentlige Betydning*).
*) Paa Finansloven i Aar er bevilget 28,000 Kr. til Afholdsforeninger, 7500 Kr. til Redningshjem - men i Sverige ydes aarligt 250,000 Kr. og i Svejtz næsten en halv Million Kr. i samme Øjemed.
Skal Mændene alene lovgive paa dette Omraade, har det vist lange Udsigter. Vi trænger til, at vore Kvinder faar et Ord med at sige.
Man skulde ellers synes, at der er Ting nok, der maatte tilskynde til at faa gjort noget alvorligt.
Vore Fængsler og Sindssygehospitaler er overfyldte, og der kræves Millionbevillinger til Nybygning og øget Drift.
Og i mange Tilfælde er det en vitterlig Kendsgerning, at just Drikkeriet er Aarsag i Forbrydelsen eller Sindssygdommen - enten saa Lasten er øvet af Vedkommende selv eller af Forældrene.
De uægte Børns Antal er stadigt voksende. Utvivlsomt spiller ogsaa Rusdrikken her en enorm Rolle.
Flertallet af de mange Skilsmisser bunder i samme Aarsag - og saa faar vi paa den Maade den store Skare af hjemløse Børn og Unge, der langt mere end andre er udsatte for Fristelse og Fald.
I Sandhed, Frugterne paa Drikkeondets Træ er mange og baade synlige og haandgribelige for enhver, skulde man mene, om man da ikke med Magt vil tillukke Øjnene.
Men vore Politikere vil have, at Træet fremdeles skal staa, og om de ikke just vil have, at der skal graves og gødes om det, for at det kan bære flere Frugter; de er ængstelige for at faa det rykket op eller blot for Alvor faa hæmmet dets Udvikling.
Og det af mange Grunde, der moralsk set er uden al Betydning.
Mon vi nu ikke tør vente, at vore Kvinder, hvoraf mange tilligemed deres Børn lider forfærdeligt under den nuværende Tilstand, naar de opnaar Valgretten, hurtigt vil finde, at just her er der en stor, hidtil næsten udyrket Mark i vor Lovgivning, der trænger til at tages under alvorlig Behandling?
Men de maa dygtiggøres til dette Arbejde baade gennem vore Afholdssamfund og gennem de Valgretsforeninger, der arbejder paa sundt Grundlag, saa at vi, naar Valgdagen kommer, kan faa de rette Repræsentanter ind, ikke Kvinder, som slet ikke har Syn for Kvindens virkelige Tarv. Faar vi blot valgt en Del Kvinder, der straks melder sig ind i de bestaaende Partier og betragter alt med Partibriller, vil det hele blive en stor Skuffelse. Men i den Overbevisning, at vi hos langt det store Flertal af vore Kvinder kan regne paa Støtte for Afholdssagen maa alle Afholdsfolk med lidt Fremsyn ønske, at vore Kvinder snarest muligt faar politisk Valgret.
2. Dag.
Forhandlingsmødet, til hvilket alle Medlemmer og enkelte privat indbudne Venner havde Adgang, og til hvilket K. F. U. M. havde stillet sin store, hyggelige Havestue til Raadighed, samlede saa mange Deltagere, at man maatte flytte op i Salen.
Der indledede først Odensekredsens Formand, Fra Marie Sørensen Emnet:
„Kvindelig Værnepligt".
Hovedtanken var den, at ligesom det er den unge Mands Pligt at værne Landet udadtil, og at Staten hertil giver ham den fornødne Uddannelse, saaledes er det Kvindens Pligt som en god Hustru og Moder at værne det indadtil ved at danne gode Hjem, hvori Ungdommen værnes og opdrages, og Staten bør her, ligeledes i sin egen Interesse, skaffe alle unge Kvinder den fornødne Uddannelse.
Mange unge Kvinder stifter nu Hjem, uden at have nogen Tanke om de Pligter de gaar ind til. Mange lærer efterhaanden, hvorledes et godt Hjem skal dannes, men ofte først efter dyrekøbt Erfaring. Hjemmets Lykke beror paa mange Ting, men hvormange tænker paa, hvilken Rolle det kan komme til at spille, om Hustruen forstaar at styre det økonomisk, om hun ejer Viljen til at danne et godt Hjem m. m. Det burde være en Pligt for enhver ung Kvinde, at hun, inden hun indgik Ægteskab, var uddannet til at danne et godt Hjem. Ved Ægteskabs Indgaaelse skal man møde med mange Attester. Mon den Tanke var uigennemførlig, at der afkrævedes den unge Kvinde et Bevis for, at hun havde lært, hvad en Kvinde har Brug for, for at kunne danne et Hjem? Mulig burde Staten oprette Skoler for vore unge Kvinder; maaske kunde ogsaa de nuværende Husholdningsskoler og Skolekøkkenundervisningen i udvidet Skikkelse faa sin Anvendelse her. -
Den meget livlige Forhandling kom navnlig til at dreje sig om, hvorvidt Uddannelsen skulde være tvungen eller frivillig, om Staten eller det private Initiativ skulde tage sig af den, i hvilken Alder man skulde have de unge Piger, hvorvidt denne Undervisning skulde gaa: foruden Madlavning, Næringskemi, Regnskabsføring, Barnepleje, Sygepleje o.1.
Mødet vedtog at søge Samarbejde med „Dansk Kvindesamfund", der paa sit Aarsmøde i Kolding samme Dag forhandlede om : „Hvorvidt D. K. skal tage Arbejdet op for Indførelse af en tvungen Uddannelse for Kvinder med det Formaal at dygtiggøre dem til en Husmoders og Moders Gerning."
Derefter talte Forstanderinde Frk. Gautier fra Skovtofte meget alvorligt om:
„Forældrends Ansvar overfor deres Børn".
Ud fra sine mange sørgelige Erfaringer fra Skovtofte paaviste Taleren, dels den mærkværdig ringe Ansvarsfølelse Forældrene følte overfor at sætte degenererede og fra Fødselen aandeligt og legemligt mærkede Børn ind i Verden, og ligeledes manges mærkværdig ringe Ansvarsfølelse overfor deres Børn under Opvæksten. Mange unge, der nu gaar aandeligt og legemligt til Grunde, kunde have været anderledes, kunde have været skaanede for Fald eller kunde have været reddede, om ikke deres Forældre havde været saa underligt blottede for Ansvarsfølelse.
De alvorlige Ord understregede den nylig stedfundne Forhandling med et: Bedre Hjem - et bedre Folk. Kristne Hjem - et kristent Folk.
Da Formanden paa Grund af et pludseligt Dødsfald i Familien ikke kunde tale ved Aftenmødet, talte Frk. Gautier om:
„Den kristne Kvindes Ansvar over for Moralen i vort Folk".
Den gengives nedenfor efter Talerens Manuskript.
Mødet sluttedes af Pastor N. P. Hansen ved Vor Frue Kirke i Odense, der talte om:
„Kvindebevægelsens Indflydelse paa Kvindernes Arbejde for Hedningemissionen".
„Taleren havde i mange Aar arbejdet som Missionær i Indien. Det var til dette Land den første evangeliske Missionær udsendtes, tilmed fra Danmark. Dette var nu over 100 Aar siden, og siden den Tid havde der stadig været arbejdet i Indien, og man havde set Frugt af sit Arbejde. Men disse Frugter vilde have været langt talrigere og være fremkomne langt tidligere, hvis man ikke havde overset Betydningen af at vinde den hedenske Kvinde for Kristus og af at benytte hendes kristne Søster hertil.
Først i 1886 udsendte det danske Missionsselskab sin første kvindelige Missionær. Hun udsendtes under Mangel paa Forstaaelse herhjemme og modtoges med i høj Grad manglende Forstaaelse derude, hvor man ikke vidste, hvad en Kvinde i Grunden skulde bruges til. Hun fandt imidlertid efterhaanden selv sin Gerning. Hun saa de mange fattige, kristne Kvinder, der dels trængte til en passende Beskæftigelse, dels trængte til en Dagløn, der kunde bidrage til at skaffe dem og deres Livets Ophold. Hun kunde kniple, og hun underviste nu Kvinderne heri. Derved fik de ikke alene den nødvendige Fortjeneste, men de kom ind under en god, kristen Kvindes daglige Paavirkning. Efter at Søster Sara var rejst fra Indien, havde Taleren og hans Hustru en Tid taget sig af Kvindeskolen, og det viste sig da, at der kom Bestillinger paa Kniplinger ikke alene fra hele Indien, men fra Ægypten, Sydafrika, ja overalt, hvor der fandtes engelske Embedsmænd, idet disses
Hustruer, der kendte de smukke Kniplinger fra Indien, naar deres Mænd senere blev forflyttede, stadig købte nye og anbefalede dem, hvor de kom frem. Og saaledes gik det til, at mens den danske Missionsgerning i Indien, hvor saa mange store Selskaber arbejder, er lille og ukendt, har Søster Saras Kniplinger gjort den danske Mission kendt langt ud over Indiens Grænser.
Den kristne Kvindes dybe Trang til at gøre Vel imod sin lidende Søster havde, Aartier før den kristelige Kvindebevægelse organiseredes, sat sine gode Frugter i dette som i saa meget andet Arbejde.
Efter Mødet samledes de tilrejsende med Odensekredsen om Kaffebordet, hvor Samtale og korte Taler vekslede endnu en Stund.
Det var to gode Dage i Odense. Vi skylder vor gæstfri Værter hjertelig Tak for den gode Modtagelse, og vi skylder Herren Tak for, at K. K. F., som dette Møde viste, ikke alene vokser i Tal, men ogsaa i en dybere Forstaaelse af den troende Kvindes Ansvar over for sit Folk, og et stærkere Ønske om ogsaa i social Henseende at være noget mere for det end hidtil.
