« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindestemmeretskongres i Budapest Juni 1913
Nu nærmer Tiden sig for vor Kongres, og vi maa begynde paa de internationale Forberedelser.
Vi kan af forskellige Forespørgsler slutte, at der ikke er bleven lagt meget Mærke til vore Meddelelser i „Jus Suffragii", derfor gentager vi her de vigtigste Data.
Meddelelser.
Kongressen bliver afholdt 15.-20. Juni 1913.
Telegramadresse: Suffragium, Budapest.
Brevadresse: Kongresbureau, Budapest VII, Istwán út 67.
Handelsministeren har bevilget alle Kongresdeltagerne billige Rejser paa Statsbanerne. For en 2den Klasses Billet betales 3die Klasses Pris og for 1ste Klasse 2den Klasses Pris. De samme Begunstigelser vil vi søge at faa paa de øvrige ungarske Baner og Skibe. Journalister vil kunne faa Frikort. I vide Kredse ogsaa udenfor vor Organisation samles der Penge ind til Kongresfondet.
Byen bevilgede 5000 Kr. til Kongressen.
Desuden har de gratis stillet et smukt, illustreret Album over Ungarn til vor Raadighed. En Del af disse Albums vil vi snart sende til hver af de tilsluttende Foreninger med Anmodning til dem om at uddele dem til de Personer, der eventuelt vil besøge Kongressen i Budapest. Det ligger os derfor paa Hjerte, at disse Albums straks bliver uddelt. Uofficielt stilledes os desuden en Soirée, arrangeret af Kommunalraadet i Budapest i Udsigt.
Det maa her omtales, at da man forhandlede om, hvor meget Hovedstaden skulde bidrage, protesterede en Borgerrepræsentant mod Bevillingen med den Begrundelse, at han ansaa det for uværdigt, at Hovedstaden i Ungarn skulde have noget at gøre med „disse Suffragetter, der slaar Vinduer itu." Kunde Bevillingen ikke undgaas, forlangte han, at Byen i det mindste skulde undlade at lade sig repræsentere ved Kongressen.
Denne Borgerrepræsentant blev energisk imødegaaet af to Rigsdagsmedlemmer, en polyteknisk Professor (Vicepræsident for Mændenes Forening for Kvindernes Stemmeret), og Borgmesteren.
Det var disse en Glæde, at Kongressen skulde finde Sted i Budapest, og de talte varmt om Kvindernes Stemmeret. Borgmester Dr. Stefan von Barczy, der altid har været en varm Ven af vor Sag, sluttede med de Ord: „Til denne Bevægelse hører hele Kulturverdenens aandelige Elite." - Tilskudet blev derefter vedtaget under stort Bifald.
Da den af Grevinde Ilona Haller ledede Finanskomite har henvendt sig til alle Kommuner og Sogneraad om Bidrag til Kongresfondet, har vi faaet Bidrag fra flere By- og Sogneraad. Vor Propagandakommission fik et Tilskud paa 1500 Kroner*) af Handelsministeren, og Landbrugsministeren lovede os ligeledes et Bidrag.
*) En østrigsk Krone = 75 Øre.
Kunstnerkomiteen lader lave en kunstnerisk Plakat. Den bliver anbragt i Hoteller og Rejsebureauer over hele Verden. Vi vil sende en Del af Disse Plakater til hvert Stemmeretsbureau og bede dem snarest benytte dem til Propaganda for vor Kongres.
Formanden for Forretningsudvalget skriver et Foredrag om Ungarn, som tillige med et Bilag med Lysbilleder sendes til hvert af de tilsluttende Lande. Vi vil søge at faa de forskellige Afdelinger af disses Stemmeretsforeninger til at lade dette Foredrag holde for Propagandaens Skyld.
Vi søger ogsaa nu at faa udvirket, at tilrejsende fra andre Lande faar Nedsættelse af Rejseudgifterne.
Mrs. Chapman Catt meddeler os, at der er al mulig Udsigt til, at to Kvinder fra Indien, én fra Java og én fra Ægypten vil deltage i Kongressen. Den ungarske Mandsforening for Kvinders Stemmeret har besluttet at indbyde den internationale Mandsforening til at holde sin første Generalforsamling samtidig med vor Kongres.
Underkomiteerne vil søge at indøve de indenlandske Deltagere i Kongressens officielle Sprog. Der bliver ogsaa sørget for, at en Vejledning om muligt bliver oversat paa alle de repræsenterede Landes Sprog.
Der vil snart komme Indbydelse til en Række Festligheder og Udflugter. –