Ud-.

Hvor drømmer man ikke om at komme ud , hvor føler man sig ofte i vort Land, ja selv i Landets Hovedstad, som en Fugl i et Bur: man basker med Vingerne men kommer ikke videre.

Man vil se et Glimt af Evropas Civilisation i de store Verdensbyer, før faar Sjælen ingen Ro. Hvad hjælper det, at Østergade er bleven asfalteret, Livet dér bliver næppe evropæisk. Evropæisk hvor hvert andet Menneske vender sig og staar stille, spærrer Færdselen, naar en Dame viser sig i et extravagant Toilette! Nej, Vejen er lang til Helikon! Vejen er lang fra Østergade til Evropas store Verdensstæder.

Eller man vil se Naturen, de snedækte Bjærge i Schweiz, være blandt Turisternes Skare, bestige Bjærge og leve det muntre, ubundne Rejseliv men man naar det ikke, kun Drømmene bliver tilbage, og mens man drømmer, gaar Aarene.

Man har ikke Raad til at rejse. Billetten til Paris eller Schweiz har man ingen Penge til. Og man maa nøjes med at lytte til, hvad en eller anden kan fortælle derude fra den store Verden. Blodet ruller,

mens man sidder og hører fortælle… om "Pilatus" f. Ex., hvorfra Øjet skuer

Berner-Oberlandskædens snedækte Toppe og Vierwaldstättersøen, dybt nede..... og saa

den vidunderlige dejlige Alpeflora ved vor Fod. Eller om Montreux, hvor den elektriske Sporvogn næsten lydløst befordrer rejsende langs Genfersøens stille, blomsterduftende Kyst. Og om Italiens varme Sol, om den næsten bedøvende Blomsterduft, den gode Vin og de mørkøjede Mennesker, der ægger og pirrer ens Sanser .

Men de fleste af os faar ikke alt dette at se, hverken Bjærge med evig Sne, de store Verdensstæders pulserende Liv, Sydens Blomsterfarver eller Øjnenes Elektricitet, thi man har ikke Raad.

Og dog, man kunde naa det alt sammen, hvis en af Tidens største demokratiske Tanker gik sin sejrende Gang gennem Verden og kunde slaa Dumhedens og Egennyttens Indvendinger ned.

Det er Tanken om Zonetarifen.

Tanken blev bragt til Virkelighed i det fjærne Land i Østen, hvor et ungt, nyt Folk stræber frem for at overfløje Vestens Nationer, hvis Civilisation snart er overmoden, og som i al sin Radikalisme bliver tankefattigere Dag for Dag. Vi tænker paa Ungarn Landet med de vidunderlige Bjærge, med "Tusend og en Nats" Grotter, med Ishuler, med vældige Skove og med de vidtstrakte Stepper befolket af en frihedskærlig opadstræbende Nation, der for ikke saa mange Aar siden rev sig løs fra Germanerne og bød Slavernes Hundred-Tusender Trods.

Den demokratiske Ide, vi sigter til, er den Tanke, at det, der stavnsbinder Folk til deres Jordlod og By er som oftest kun Nøden: De kan ikke komme bort derfra; blot de kunde, vilde de flyve afsted og se alt det skønne, der er at se i denne Verden, og som kun saa faas Øjne har set. Kunde man blot for en taalelig Pris se sig om i Verden, vilde alle rejse saa at sige alle.

Der vilde blive en Folkevandring fra det ene Hjørne af Evropa til det andet, men en fredelig Vandring, man vilde se sig om og vende hjem til sin Arne, beriget mod ny Idéer og bedre udrustet til Livets Kamp.

Jærnbanetogene, der nu som oftest kun er halv fulde, vilde altid være fyldte, og hvor der nu kun gaar to Tog om Dagen, vilde der komme til at gaa tyve.

De rejsendes Tal vilde stige saa uhyre, at Jærnbanen, trods den langt lavere Taxt vilde vinde derved. Det er dog bedre at køre med et Tog med Tusend, der hver giver 2 Kr., end at køre med et Tog med halvtreds, der hver giver 10 Kr.

Udgifterne til Materiel og Personale vilde ikke tilnærmelsesvis sluge den Merindtægt; naar før kun ti hver Dag rejste den lange Strækning fra København til Aarhus, vilde der rejse hundrede, naar de kunde gøre det for et Par Kroner.

Den ungarske Jærnbaneminister fandt derfor paa at dele Ungarn i nogle faa Kredse. Indenfor en vis Kreds koster Billetten altid det samme uden Hensyn til, om man rejser kort eller langt, ligesom et Frimærke til et Brev til Roskilde koster det samme som et til Frederikshavn. Eller et Brev til Berlin koster det samme som et til Japan. Den fælles Taxt til hele Kredsen er saa bleven omtrent den, der gjaldt for den mindste Strækning indenfor Kredsen.

Det ny System, der kaldes Zonetarifsystemet, blev sat i Kraft i Ungarn for et Par Aar siden, og der gik ikke en Maaned efter Systemets Ikrafttræden, før Statens Indtægter ved Jærnbanen voxede kolossalt, og for hver eneste Maaned, der gaar, stiger Statens Indtægt. Banerne, der før knap bar sig, giver nu Millioners Overskud. Det ungarske Ministerium har nu bestemt at gaa videre paa den betraadte Bane: Man har besluttet at gøre Taxterne endnu billigere og at indføre det samme System med Hensyn til Godstrafiken.

Og saa har Ministeriet endelig besluttet at forsøge at drage hele Øst- og Nord-Evropas Turiststrøm, der gaar mod Syden, navnlig Italien, over Buda-Pest.

Der er indrettet en ny Rute med Exprestog fra Buda-Pest til Fiume ved Adriathavet, derfra til Ankona i Italien og videre til Rom. Man kan nu i Buda-Pest købe en Billet til Rom (en Strækning som fra København til Wien) for 24 Kr., 1ste Kl, medens den samme Billet før med langsomme Tog og daarlige Dampskibe kostede mer end 124 Kr.!

Og det er kun det første Forsøg, Prisen vil blive nedsat endnu mere!

Følgen deraf er, at naar man fra København, Stockholm eller Petersborg vil rejse til Rom, kan man rejse 100 Kr. billigere og lige saa hurtig ved at tage over Buda-Pest som ad nogen anden Rute.

Hvad har ikke Ungarn opnaaet ved at drage Turiststrømmen over Buda-Pest!

Enhver, der kommer til Buda-Pest, vil sikkert se denne prægtige Donauby, med dens talrige Paladser, brogede Folkeliv og dens maleriske Omegn. Man vil sikkert slaa sig ned dér nogle Dage. Det er en By, der, om ikke saa lang Tid, vil tage Luven fra London og Paris. Ungarerne arbejder i al Fald energisk derpaa, og Ungarn er et rigt Land, der nok kan bære en Millionstad.

Zonetarifens uventede Held i Ungarn har naturligvis gjort Spørgsmaalet brændende i Evropas øvrige Lande. I Østrig har man allerede gjort Tilløb, skønt Landet paa Grund af sin Form har ondt ved at anvende Systemet.

Andre Lande vil sikkert følge efter, det er nemlig saa, at det ikke alene er det demokratiske Parti, der har Fordel af at faa Zonetarifen indført; der er meget andet, der kan tale for Systemet, det er en nem Maade at forøge Statens Indtægter paa. I de Lande, f. Ex, Italien og Tyskland, hvor Nationen bestaar af temmelig uensartede Bestanddele, og hvor Regeringen længe har arbejdet paa at smælte de forskellige Dele sammen til ét, er det klart, at just dette System vil gøre Underværker, netop fordi det bringer en hidtil ukendt Strømmen fra den ene Egn til den anden.

Zonetarifens Indførelse i Ungarn bør iøvrig vække en særlig Opmærksomhed i Danmark; ti en af de første, der har kastet denne Idé ud, er Professor William Scharling ved Københavns Universitet, og det for over tyve Aar siden; men en Profet er aldrig agtet i sit Fædreland

Skulde man opleve at se denne Idé gennemført! Hvilket Gode for Menneskeheden! Hvor vilde vi ikke lære af hverandre; hvilket Samkvem mellem alle Evropas Nationer! Hvilken Turistsværm vil da ikke ogsaa strømme ind over Danmark; først da kan der bygges Hotel paa Hotel langs Sjællands Nordkyst..... Og til Gengæld flakker vi om i Ungarn, Schweiz og Italien..... talende Garborgs "Verdenssprog."

"Fredsforeninger" og "Selvbeskatningen" bliver da overflødige, ti Krig bliver næsten umulig. Vi bliver alle "Evropæere"!