« Tilbage til søgeresultaterne
De norske Præstekoners første Landsmøde i Kristiania. 25-27. September 1912
Kvindebladet „Urd" indleder sit Referat af Mødet med følgende Ord:
„Præstekonernes første Landsmøde i Norge blev en Begivenhed. Jeg gik derned den første Dag - lad mig sige det aabent og ærligt - med en lille bitte Smule Tvivl i min Sjæl: det blev vel saa som saa med det hele! De kom her alle disse Fruer fra deres afsides liggende Præstegaarde. Hus og Hjem havde vel slugt dem gennem Aarene, der var gaaede; deres Mænds Koner var de formodentlig de fleste af dem - og ikke stort andet.
Det hele Møde omstødte imidlertid fuldstændig mine Tanker.
Ja, de var selvfølgelig deres Mænds Koner, disse der her havde Ordet; men de var samtidig ogsaa noget helt for sig selv, noget værdifuldt og afsluttet, som gav dem Personlighedens Præg og endnu noget mere. Dette „endnu noget mere" er det maaske som det er vanskeligst at karakterisere. Det kan maaske kaldes Hjertets Kultur, eller et modent og uddybet Sjæleliv - maaske kan vi ogsaa kalde det „das ewig weibliche", forskønnet og forklaret af stærke, aandelige Kræfter. Det var i hver Tilfælde noget, der bragte Glæde.
Det virker ogsaa saa uendeligt behageligt at se en Kvinde paa Talerstolen som ikke bryder Skønhedslinjer. Som kan staa der foran en stor Forsamling - tale og lægge ud, docere og forklare - og dog være Kvinde helt igennem. Det var det, den „norske Præstekone" var, derfor blev der ogsaa Harmoni over det hele. Hun stod der stilfærdig, klog og mild - som en beaandet Mor, der har sin Børneflok omkring sig og taler til dem.
Dette var altsaa dem der „talte". Men som en sagde forleden: - Maaske det endda var de allerbedste, de der sad stille i Krogene og tav!
Onsdag den 25. September begyndte med en Bibeltime, hvorefter Formanden, Provstinde Harboe, Eidsvold, aabnede Mødet med at byde Deltagerne velkommen. Der var falden mange kritiske Bemærkninger, sagde hun, i Anledning af denne Sammenkomst, men den store Tilslutning, den havde faaet, viste bedre end noget andet, at Trangen til at samles, var der. Kampen mellem det onde og det gode var mere tilspidset end nogensinde, Opgaverne blev stadig flere, Kravene større. Det havde derfor sin store Betydning at komme sammen; at udveksle Erfaringer, hjælpe hverandre og tale om fælles Anliggender.
Hun sluttede med at udtale Haabet om, at de forskellige Deltagere maatte rejse hjem igen lykkeligere, rigere, frimodigere, end da de kom, og satte som Motto over de tre Dages Samvær Pauli Ord i Kol. 3, 23-24: „Hvad I end foretager eder, saa gører det af Hjertet som for Herren og ikke for Mennesker, da I ved, at I af Herren skal faa Arven til Vederlag, det er den Herre Kristus, som I tjener".
Frøken Henry Dons,
der bl. a. er Leder af en Missionsskole for Kvinder i Kristiania, Medlem af
K. M. A.s Bestyrelse, Medlem af Missionsstudieraadet, Formand for Lærerindernes Missionsforening og Missionsarbejdernes Ring o. s. v., holdt derpaa et alvorligt og vægtigt Foredrag om „Kvinden i Missionsarbejdet ude og hjemme". Hun berørte dels de engelske og amerikanske Missionskvinders store banebrydende Arbejde, dels de norske Kvinders, hvor hun navnlig pegede paa Gustava Kjellands og Fru Bolette Gjörs store Betydning.
Frk. Dons sluttede med at lægge Missionsarbejdet varmt paa alles Hjerter. Der var tre Sager, sagde hun, der laa og ventede paa Kvinderne: Det sociale Problem, Kvindesagen og - den ventende Kvindeverden i Østen.
Derefter talte
Frk. Bolette Brun
om „Præstekonen og de unge i Menigheden".
Frk. Brun er knyttet til Arbejdet blandt de unge særlig gennem Tusindfryds-Arbejde, en Gerning der gaar ud paa at give de unge et for dem selv berigende og udviklende Arbejde ved at være noget for syge. Hun talte særlig ud fra sine Erfaringer her og pegede til Slutning paa tre norske Præstekoner, der havde efterladt dybe Spor: Gustava Kjelland, Henriette Gislesen og Bolette Gjörs.
Pastorinde Karen Stabell fra Holter indledede den efterfølgende Forhandling. „Urd" skriver herom: „De var saa vakre, de Ord hun udtalte, og den var saa fin og skær den Stemning, der bar den frem, at det er farligt for en Referent at røre ved dem. Iført Blæk eller Tryksværte bliver de ikke det levende, skønne Ord, som da de fødtes i Inspirationens Stund. Det faar derfor her være nok at sige, at hun talte om Nødvendigheden af at møde de unge friskt og naturligt - ikke som en færdig og fuldkommen Præstekone, men som et almindeligt Menneske, der kun har et præ for andre Mennesker: Glæden i Gud, den smittende Glæde, som er det eneste, der gør Indtryk paa Ungdommen.
Jeg kan ikke komme med mine smaa Vanskeligheder til Mor - sagde en ung Pige en Gang - Mor er saa færdig, saa fuldkommen.
Men alt det, der er færdigt, er kedeligt. Hvis en Præstekone ikke selv har oplevet Kristus, saa det er blevet noget i hende, der brænder, saa nytter det ikke at tale til Ungdommen om Religion. Ungdommen er saa sand, de hører saa godt, om det er noget, der ikke er ægte.
Og saa en Ting til, sluttede Fru Stabell, der fordres saa ofte Syndserkendelse af de unge. Men det er ikke Syndserkendelse, Ungdommen føler. De unge længes efter noget at fylde deres Liv med, efter Livsindhold. Syndserkendelsen, den kommer med Aarene.
Den efterfølgende Forhandling var meget interessant. Det var let at skønne, at de ledende havde været lidt bange for Forhandlingen, d. v. s. de havde frygtet for, at de ensomme Præstekoner fra de fjerne, indelukkede Dale ikke skulde have tilstrækkeligt Mod til at træde frem og udtale sig - for en forholdsvis stor Forsamling. Dens Frygt viste sig imidlertid at være fuldstændig ubegrundet. De forskellige Præstefruer udtalte sig saa frit og utvungent, som om de aldrig i deres Liv havde haft noget andet at gøre end at tale ved Møder.
Fortsættes.
