« Tilbage til søgeresultaterne
Den Sag du elsker
Har du en sag, du har elsket for alle,
Kæmpet den frem, saa du helt den forstod
Elsket den slig, du fik staa eller falde
Eftersom kampen for den gav dig mod;
Gi’t den din tanke, din vilje, din evne,
Saa den har brændt sig i sjælen din ind,
Straalet som solskinnet over det jævne,
Løftet din længsel og styrket dit sind. –
Da har du prøvet, at livsvækst maa stride,
Vinterens kulde og mørke tar tid,
Sejre vi kan ej, hvis ej vi vil lide,
Vaaren i nord er ej altid saa blid.
Men hvis du ejer en gnist fra det høje,
Brænder der i dig den hellige Ild,
Da vil ej modgang dit Arbejdshaab bøje,
Fast tør du staa midt i kræfternes spil.
Sagen maa først bli’ de enkeltes eje,
Vokse ved arbejdets stigende værd,
Saa maa den ogsaa gi’ udsyn og veje,
Vidne om alvor i maal og i færd.
Da vil den naa til at samle og kalde,
Bli’ til velsignelse for vore hjem.
Først naar den gribes og løftes af alle,
Flytter den Norge i udvikling frem.
Nico Hambro.
Da jeg efter min lange Ferie gennem dette lille Blad atter skulde sætte mig i Forbindelse med mine mange Venner og Medarbejdere, ønskede jeg saa inderligt, at Gud ligesom i Fjor vilde sende mig et lille Digt, der kunde være ligesom Løsenet for dette Aar og give os alle Kraft og Styrke til vort Arbejde i K. K. F.
Saa fandt jeg denne Sang af den kendte norske Kvindesagskvinde, Fru Hambro, og naar vi læser den igennem med Eftertanke, maa vi da ikke sige, at den er som skrevet for os? Er det ikke netop disse opmuntrende, frejdige Ord, vi trænger til? Og tør ikke ogsaa vi gaa trøstige fremad i Troen paa, at den Gnist, Gud har tændt i os, vil bære vor Sag frem til Sejr. Kærlig Hilsen til alle i K. K. F.
Johanne Blauenfeldt.
